Selvskaden gav mig ro
Jeg var 13 år gammel, første gang jeg skar i mig selv. Mangel på tryghed både i skolen og hjemme betød, at jeg var begyndt at få angstanfald og skolevægring.
Sammen med mine forældre gik jeg til skolepsykolog, men desværre lå fokus udelukkende på at få mig tilbage i skolen frem for at finde årsagen. Jeg havde en følelse af ikke at være god nok, og at jeg ikke var noget værd, når det ikke lykkedes mig at komme afsted om morgenen, og jeg fik det rigtig skidt med mig selv. En dag var jeg så forpint, at jeg tog en kniv og lavede nogle små snit i armen. Det gav en ro og en lettelse, som jeg havde længtes efter, og der fra blev selvskaden en stor del af min hverdag. Samtidig skammede jeg mig meget og gik derfor alene med det i lang tid.
Magtkamp frem for samarbejde
Som 15-årig blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af depression og selvmordstanker. Det forstærkede følelsen af afmagt og utryghed, og min selvskade eskalerede derfor voldsomt. Det blev den eneste måde, jeg kunne håndtere mine følelser på. Jeg blev enormt selvdestruktiv, og behandlernes forsøg på at kontrollere og stoppe min adfærd gjorde mere skade end gavn. Langsomt blev jeg mere opfindsom med mine selvskaderitualer og brugte meget tid på at tænke over, hvordan jeg skulle skaffe “redskaber” til at skade mig selv med. Mine ting blev ofte konfiskeret, så jeg blev god til at finde gode gemmesteder.
Jeg ville ønske, at der havde været mere fokus på at skabe tryghed og tillid i stedet for at fokusere på at forhindre selvskaden og finde den rigtige medicin.
Behandlingen blev til en magtkamp i stedet for et samarbejde. De insisterede på at vise mig, at mine handlinger havde konsekvenser, og at min selvdestruktive adfærd var uhensigtsmæssig og uønsket. Det var jeg egentlig aldrig i tvivl om.
Sygeplejerske blev min vej ud
De næste 5-6 år blev jeg kastet rundt mellem forskellige hospitaler og bosteder uden rigtig at få det bedre. Jeg endte på en lukket afdeling, hvor en af sygeplejerskerne forsøgte at overtale mig til, at vi skulle ud og løbe sammen. I starten gad jeg ikke, men en dag fik hun lokket mig med alligevel. Allerede fra første tur kunne jeg mærke, at det gjorde noget godt for mig, og at jeg fik lidt af den ro og lettelse, som selvskaden gav mig. Vi snakkede meget sammen under løbeturene, men på en mere afslappet måde, end jeg var vant til. Stille og roligt begyndte jeg at åbne op og reflektere, hvilket jeg ellers havde haft rigtig svært ved.
Nogle måneder senere blev jeg udskrevet til et nyt bosted, der valgte at rumme mig og min selvskade, uanset hvad. Det betød, at det var slut med at blive sendt frem og tilbage, og det gav mig en følelse af tryghed. Jeg begyndte at komme i køkkenet for at lave min egen mad, og køkkenpersonalet tog rigtig godt imod mig.
Stille og roligt blev jeg en del af fællesskabet og følte, at jeg også kunne bidrage med noget, fx ved at hjælpe dem, når der var travlt. Det gav mig indhold i hverdagen, og jeg følte mig tryg ved at snakke om mine følelser.
Få måneder efter var jeg på skadestuen på grund af selvskade for sidste gang. Det tog yderligere 1 år, før jeg formåede at stoppe helt. Men i dag er jeg stolt af at kunne sige, at det er næsten 5 år siden, jeg sidst har skåret i mig selv. Jeg vil altid have mine ar, men jeg forbinder ingen skam med dem. De er en del af min historie.
Som pårørende til et barn eller en ung med selvskadende adfærd spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme den unge. Derfor har vi i vores gratis pårørendeguide samlet råd og ideer til, hvordan du kan håndtere selvskaden og den svære tid som pårørende. Du finder også links til vores gratis tilbud.
