Arrene er blevet en del af mig
Da omverdenen så mine ar efter selvskade, chokerede reaktionerne mig. I dag insisterer jeg på, at de er en del af mig og ikke skal skjules.
Da den i dag 23-årige Anastasia gik i 6. klasse, begyndte hun at skade sig selv ved at skære og klippe i huden. Da hun tre-fire år senere lagde selvskaden bag sig, chokerede omverdenens reaktioner på arrene hende. I dag insisterer hun på, at de er en del af hende og ikke skal skjules.
Jeg brugte selvskaden til at straffe mig selv, for jeg var opslugt af selvhad og følte ikke, at jeg havde fortjent at have det godt. Jeg udviklede en svær depression og mistede livslysten, men ville ikke begå selvmord, for så let skulle jeg ikke slippe. I stedet fik jeg anoreksi, for så kunne jeg straffe mig selv yderligere ved at overtræne og ikke spise.
I slutningen af folkeskolen stoppede selvskaden og også spiseforstyrrelsen. For første gang tænkte jeg: ’Hvad har du gang i? Dine drømme kommer aldrig til at gå i opfyldelse med alle de ar’. Det satte gang i noget i mig, og herefter begyndte det langsomt at vende.
Arrene
Men efter selvskaden var stoppet, dukkede et nyt problem op, for folk reagerede kraftigt på mine ar. Det satte spot på min sårbarhed og var ekstra angstprovokerende, når fremmede mennesker råbte ad mig på gaden og gloede på mig som et fremmed væsen. Det var chokerende og betød, at jeg trak mig tilbage fra verdenen.
Jeg husker en fest, hvor jeg for første gang tog en kortærmet bluse på, så man kunne se mine ar. Det var utrygt, men jeg turde gøre det, fordi mine venner kendte til selvskaden. Jeg har altid været meget social, men jeg var bange for, at arrene ville gøre mig til en lyseslukker og ødelægge folks aften. Efter festen gik jeg hjem med en følelse af, at der ikke længere var grund til at skjule arrene, for folk kunne jo godt lide mig alligevel.
I dag ser jeg ikke længere mig selv igennem andres øjne, men bliver i mig selv. Arrene er en naturlig del af mig. Jeg bærer dem som normal hud og tænker faktisk ikke over dem.
Stoltheden
Jeg er stolt over at være kommet ud på den anden side og tør vise, at man ikke behøver skjule sine ar, og det varmer mig at vide, at det gør en forskel for andre, der har selvskade-ar.
Jeg er stolt over, at alt det, jeg troede var umuligt for mig at opnå på grund af arrene, alligevel er blevet til virkelighed: Jeg har ingen problemer med kærlighed og intimitet, jeg laver videokunst og er model og artist i musikvideoer.
Jeg bliver stolt, når folk fortæller mig, at arrene klæder mig, og at jeg bærer dem smukt. For det bekræfter mig i, at jeg hviler i mig selv.
