Jeg skadede mig selv og kastede op

Selvskade var straffen for at spise, men mest af alt min måde at regulere følelser på

Jeg begyndte at skade mig selv med barberblade, da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, og samtidig begyndte jeg at kaste op med vilje. Men det begyndte i 15-16-års alderen, når jeg fx slog mig selv, gik igennem brændenælder eller ikke spiste, selvom jeg var sulten.

Jeg var en drengepige, der var sammen med min tvillingebror og drengene fra vores klasse. Pigerne mobbede mig og holdt mig udenfor i 8. og 9. klasse, og oven i det var det svært at blive kvinde: Pludselig var jeg attraktiv for drengene og ikke længere en af dem. Jeg hadede det og følte mig utilpas i min krop. Hjemme skændte mine forældre, og til tider sloges de også. Mine søskende var bange, men jeg blandede mig. Ofte blev min far vred på mig, min mor forsvarede mig, og så endte jeg med følelsen af at få skylden.

Mest af alt husker jeg følelsen af at være forkert og aldrig passe ind nogen steder. Jeg følte mig kedelig, for stille, for tyk, for grim, for forkert – for meget mig.

Selvskaden og spiseforstyrrelsen eksisterede side om side

Selvskaden og spiseforstyrrelsen var sameksisterende. Jeg undlod at spise; jeg spiste og kastede op; jeg havde hemmelige ædeflip med opkastninger ude i en skov. For at skjule opkastningerne for mine forældre, begyndte jeg at kaste op i poser, som jeg skilte mig af med om natten langt væk fra huset.

Jeg straffede mig selv med selvskaden, når jeg spiste, men mest af alt skadede jeg mig selv for at få ro på mine følelser. Med nogle få snit kunne jeg ‘grounde’ mig selv og leve videre i det liv, der var så svært. Kun få gange skar jeg, fordi jeg ønskede at dø.

Omverdenens reaktioner

Overspisninger er skamfulde, fordi man bruger mange penge på mad, og fordi man med løgne dækker over al den mad, som forsvinder fra skabene. Men selvskaden blev altid negligeret. Alle de steder, jeg har været i behandling, har de sagt: ”Vi behandler ikke din selvskade, for den er jo ’bare’ et symptom på din spiseforstyrrelse.”

En gang på skadestuen sagde de, at de ikke behøvede at bedøve mig for at sy et sår, for jeg kunne jo åbenbart godt lide smerten. En anden aften drak jeg mig fuld og forsøgte at tage mange piller og skære mine arme op. Det var et forfærdeligt svineri.

I ambulancen sagde redderen: ”Hold nu kæft en klam tøs. Tror du, vores job er at hjælpe opmærksomhedskrævende piger som dig? Hvis du skal tage livet af dig selv, så gør det dog i det mindste ordentligt. Hvor er du ulækker”. Det sidder stadig dybt i mig. 

Jeg er mange gange blot blevet mødt med ordene: ”Du får ar. Det er ikke pænt, så hold op med det”.

Men ingen lyttede, når jeg forklarede, at det faktisk virkede for mig at følelsesregulere på den måde.

Arrene var enormt pinlige for mine forældre, og for min mor var de måske værre end de psykiske ar. Jeg forsøgte at forklare, at det var arrene, der havde holdt mig i live i alle de år, for uden selvskaden havde jeg ikke klaret den. I dag er arrene smukt pyntet med tatoveringer, som alle har en særlig betydning for mig.

Et liv med mening blev vejen ud

Min vej ud af selvskaden og spiseforstyrrelsen var en følelse af meningsfuldhed. Ikke behandling, medicin eller andet. Men at finde mening. Jeg tror ikke, at man kun skal arbejde på at fjerne det syge, for det fylder alt, og at fjerne det syge ville have fjernet mig. Det handler om at finde noget meningsfuldt at erstatte det med. Et åndehul, der lige så stille kan udbygges til et liv med mening.

Jeg begyndte at bokse, hvilket jeg elskede, men måtte stoppe igen på grund af skader. I den periode var jeg også foredragsholder i LMS, hvilket var virkelig godt for mig, fordi genfortællingen af min historie hjalp andre, og det gav menig.

Ikke mindst blev jeg mor. At få min søn gav den allerstørste følelse af meningsfuldhed. Det forandrede alt.

Da jeg blev mor, ville jeg for første gang i mange år fejre min fødselsdag og bage en kage. Jeg forelskede mig i bagning og særligt i glazekager på grund af deres kunstneriske islæt. Hver kage er for mig en bevægelse væk fra en svær fortid. Og min passion for at være kreativ og skabe uden at have fokus på, hvordan jeg ser ud, betyder virkelig meget.

Det var svært at være alene om skammen, skylden og tristheden. Derfor deler jeg min historie, og hvis den kan hjælpe blot en enkelt, har mine ar ikke været forgæves.