Jeg har fået håbet og troen tilbage

Det vigtigste, jeg har fået ud af min datters selvskadeforløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, har uden tvivl været at få håbet og troen til livet og min datter tilbage. At blive mødt med forståelse og troen på, at der er en vej ud af selvskaden. At det ikke er farligt, men en måde at få afløb for svære følelser. Samtidig bliver det taget meget alvorligt.

Sårbar og frustreret

Da min 15-årige datter startede i behandling hos foreningen, var jeg sårbar og frustreret og havde alle mine følelser uden på tøjet. Hver gang hun var i en nedadgående spiral, hvor hendes selvkritik var høj, og cutting den eneste løsning, blev min sårbarhed større.

Når hun havde cuttet sig, hjalp det hende en kort stund, hvorefter hendes selvhad blev endnu større. Hun oplevede, at ingen kunne lide hende. At alle havde forventninger om, at hun ikke var god nok. Det var ufatteligt hårdt og opslidende. Jeg blev viklet ind i et spind af håbløshed og frustration. Min bevidsthed smuldrede, jeg fik mistillid til hende og mistede troen på, at der var en vej ud.

Jeg begyndte at gå forsigtigt rundt om hende, bange for at sige noget, der kunne udløse trangen til at cutte. Jeg stillede færre krav og fik hensynsbetændelse, så rammen omkring hende blev mere flydende i en tid, hvor hun i virkeligheden havde behov for, at jeg var rammesættende og fx forventede, at hun kom ud af sengen og startede dagen.

Endelig hjælp

Jeg fik hurtigt tillid til foreningen, og det var tydeligt, at min datter endelig mødte et menneske, der kunne give hende et andet værktøj end at cutte. Hun har fået hjælp til at skille sine følelser fra hinanden og kan nu komme og sige, hvis hun har behov for kram og omsorg eller en længere snak. Hun har ikke brugt cutting i over 2 måneder (jubbii! Det blev fejret med sushi). Trangen har været der mange gange, men hun har fundet andre strategier. Hun spiller ukulele og skriver tekster, der i billedform beskriver selvskaden og andre udfordringer i livet.

Jeg er som mor blevet bedre til at lytte (jeg øver stadig), uden altid at komme med løsninger og tro, at jeg ved, hvordan hun har det, men i stedet spørge: Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig lige nu? Det er den mest effektive måde at komme tættere på hende i en tid med mange udfordringer. Ved at spørge er jeg ikke forudindtaget, men møder hende, hvor hun er.

Det var været en stor lettelse at få at vide, at foreningen ikke slipper den unge, før et andet tilbud er muligt, hvis der er behov for det. For hun er fortsat sårbar, og foreningen har hjulpet os med at få yderligere hjælp igennem kommunen, der har rost den indberetning, foreningen har lavet. Sagsbehandleren er meget imponeret, og jeg er taknemlig. Min datter og jeg har tidligere været hos sagsbehandleren, men hun mente ikke, der var behov for yderligere hjælp ud over behandlingen i foreningen og vores egne tiltag på hjemmefronten. Denne gang var sagsbehandleren dog ikke i tvivl om, at der skal en behandling i gang med det samme, så min datter kan fortsætte den positive udvikling, foreningen har sat i gang.

Vi er på vej

Jeg oplever, at min datter og jeg har et stykke vej at gå endnu for at opnå en mere fælles forståelse. Men vi er på vej, og jeg ser frem til yderligere hjælp, og at hun skal på efterskole. Hun trænger til at starte på ny, uden at alle kender hendes fortid, så hun selv kan vælge, hvem der skal vide hvad. Hun får mulighed for at vise de nye, spæde sider af sig selv, som derved kan blomstre.

Jeg er ikke længere bange for den nedadgående spiral hos min datter. Jeg tør godt at stille simple krav igen, som at tømme opvaskemaskinen eller rydde op efter aftensmaden. Jeg behandler hende ikke længere som porcelæn, der kan gå itu.

Jeg er dybt taknemlig for den kompetente hjælp, vi har modtaget. Vi er blevet mødt med stor respekt for dem, vi er.

Pernille er ikke kvindens rigtige navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.