Anden gang blev jeg sendt hjem med beskeden om, at nu skulle jeg have hjælp

Vi vil gerne gøre læseren opmærksom på, at Frejas personlige historie indeholder emner som seksuelt overgreb og selvmordsforsøg.

I niende klasse valgte jeg, at mit niende og tiende skoleår skulle bruges på efterskole. Jeg havde aldrig prøvet at skifte skole. Måske var det derfor, at jeg ikke håndterede det her med at opsøge nye venskaber særlig godt. Det var egentlig ikke, fordi jeg var genert, men jeg var bare virkelig dårlig til det. Mine forældre var blevet skilt nogle år tidligere, og efter jeg var kommet væk hjemmefra, begyndte deres skilsmisse også at fylde meget. Det var desværre en af de skilsmisser, hvor forældrene stadig ikke er venner den dag i dag. En dårlig skilsmisse kombineret med de begyndende teenageår er bare en farlig cocktail.

Svære tanker begyndte at overtage mit hoved, og pludselig blev det hele for meget. Jeg begyndte at skade mig selv, og samtidig trænede jeg mere og mere. Jeg gik på en idrætsefterskole, så vi lavede naturligt meget aktivitet. Men mit forhold til træning var langt fra naturligt. Min selvskade gjorde, at jeg efter et års tid på efterskolen blev smidt hjem. De kunne simpelthen ikke stå til ansvar for mig.

Jeg gjorde min destruktive adfærd mindre synlig

Mit 15-årige jeg gik fuldstændig i panik over ikke at måtte komme tilbage og færdiggøre mit andet år på efterskolen. Jeg lavede gymnastik på efterskolen, og vores opvisningsdragter med korte ærmer kunne på ingen måde skjule arrene. Jeg var dækket til med plastrer op og ned ad mine arme. Det så frygteligt ud. Jeg lovede derfor at stoppe, så jeg kunne komme tilbage. Men den destruktive adfærd stoppede ikke her. Jeg fandt bare en anden metode til at håndtere alle følelserne. En metode, som ikke var lige så synlig for omverdenen. Lærerne kunne jo ikke vide det, hvis de ikke så det.

Selvom jeg ikke vidste det dengang, så kan jeg godt se nu, at jeg bare lavede selvskaden om til en spiseforstyrrelse. Hvor det første år på efterskolen blev brugt på selvskade, gik det andet år med at tænke over maden. Enten spiste jeg slet ikke, ellers var jeg så sulten, at jeg tømte mit værelse for alt, hvad der måtte være.

Jeg var på efterskole meget langt ude i Vestjylland. Derfor var der ikke butikker, hvor man lige kunne købe lidt snolder. Min trang til mad var nogle gange så stor, at jeg i ren desperation stjal slik fra mine roomies. Det føles så skamfuldt at sige højt og tænke tilbage på, men det var sådan, det var. Samtidig havde jeg en konstant følelse af, at jeg havde spist for meget – også selvom jeg intet havde spist. En følelse af magtesløshed og ikke at være i kontrol over mig selv.

”Nu skal du have noget rigtig hjælp!”

Det er måske ikke så overraskende – en idrætsefterskole midt i teenageårene – men jeg var ikke den eneste, der havde et forstyrret forhold til mad og træning. Der var flere, som faldt om og besvimede til gymnastikopvisningerne, fordi vi slet ikke spiste nok mad. Det kæmpe ansvar ville efterskolen selvfølgelig ikke stå med. Derfor blev der lavet en regel om, at hvis man ikke havde spist op til en opvisning, så måtte man ikke være med.

På efterskolen var vi meget aktive i løbet af en dag. Vi havde morgenløb inden morgenmaden. Til sidst kunne jeg slet ikke holde til at løbe. Jeg kunne ikke følge med i gymnastiktimerne. Min krop havde ingen energi, overhovedet. Enten var jeg skidesulten og tænkte på mad. Ellers havde jeg det så skidt, at jeg var ved at besvime. Jeg var irritabel hele tiden, isolerede mig og var generelt bare en virkelig dårlig ven. Der var intet overskud til at forholde mig til andre end mig selv.

Held i uheld kan man måske sige. Men jeg havde to rigtig gode veninder, som tog fat i lærerne og sagde, ”prøv og hør, der er noget helt galt med Freja – I bliver simpelthen nødt til at hjælpe hende”. De vidste, at jeg ville blive sur, ked af det og måske endda hade dem resten af livet. Men jeg havde det så skidt, at de ikke vidste, hvad de ellers skulle gøre. Det var hårdt for vores venskab, men de er mine bedste venner den dag i dag, og jeg er evigt taknemmelig for, at de sagde noget dengang.

Jeg blev sendt hjem. Igen. Denne gang med beskeden om, at jeg skulle have hjælp. Det var ikke længere nok, at jeg sagde, at jeg var stoppet. Jeg skulle have noget rigtig hjælp. På det her tidspunkt var jeg på ingen måde bevidst om, at jeg havde et problem. Jeg følte i hvert fald ikke, at det var så alvorligt, at jeg behøvede at snakke med nogen om det. Når man dyrker gymnastik, er man jo vant til at stå i helt stramme dragter. Da jeg startede på efterskolen, kunne jeg derfor også sagtens se, at jeg var lidt mere chubby end de andre. Så jeg tror egentlig bare, at jeg tænkte, at jeg var ved at blive lige så stærk og tynd som de andre. Inde i mit hoved var det nærmest kun godt, at jeg havde tabt mig.

Tak for denne gang

I 2015 startede jeg i et behandlingsforløb. Behandlingen bestod både af individuel-, gruppeterapi og fællesspisning. Det var voldsomt lige pludselig at være tvunget til at forholde mig til mig selv, min krop, min vægt – og samtidig også at skulle forholde sig til andre. Heldigvis klarede jeg den og blev i 2017 erklæret ”rask” fra min spiseforstyrrelse. Nu vejede jeg det, jeg skulle, og tænkte, ”nu skal jeg bare ud og leve livet”.

Efterskolen var slut, og jeg startede på HF. Et par måneder senere ramler hele min verden. Jeg bliver udsat for et seksuelt overgreb. Endelig var jeg blevet rask, og jeg kunne slet ikke overskue, at det nu igen var mig, der var problemer med. Derfor fortæller jeg ikke nogen om overgrebet. Pludselig gik det fra at være mad, jeg brugte som copingmekanisme, til at være alkohol og stoffer. Hele tiden. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag. Endnu engang var jeg ude af kontrol.

Jeg forsøger at søge hjælp igen, men kunne kun få det, hvis jeg stoppede på mit studie. Ellers ville jeg det åbenbart ikke nok. Derfor kørte jeg videre ned af det destruktive spor i omkring to år, uden behandling. Jeg følte ikke, at der var mere tilbage for mig. Der var ikke mere at komme efter. Jeg sagde tak for denne gang. Det er ekstremt sårbart for mig at sige højt, men jeg var så langt ude, at jeg prøvede at tage mit eget liv. Heldigvis lykkedes det ikke for mig. Endnu engang søgte jeg hjælp, men igen uden held.

”Okay, jeg kan ikke få noget hjælp, så nu bliver jeg nødt til at klare det selv”

I 2019 tog jeg sagen i egen hånd og begyndte at ændre min adfærd. Jeg skar dårlige bekendtskaber fra. Jeg lavede en Instagram-profil, som jeg stadig har i dag. Her fandt jeg langsomt ud af, at hvis jeg en gang imellem delte nogle ting, som var svære, så var der faktisk også andre, der kunne genkende sig selv i det. Det var virkelig rart.

Siden dengang er det gået op og ned, men primært op. Sidste år faldt jeg direkte ned på ryggen til en crossfit konkurrence, hvilket betød, at jeg sad i kørestol i nogle måneder. Det er, hvad man kan kalde for en rimelig stor livsomvæltning. Og pludselig viste spiseforstyrrelsens tanker sig igen. Tankerne dukker op, når jeg er ked af det, når jeg har meget ondt, eller når det går op for mig, at det her kan være resten af mit liv. Overtænkning, tankemylder om mad, i værste tilfælde spisestop – adfærd, jeg tyer til, for at føle kontrol i en situation, hvor jeg ikke er i kontrol.

Jeg kan huske, at der engang var en, der sagde til mig, at alle mennesker har en tendens til at gøre noget destruktivt, når de har det svært. Man kan få rengøringsvanvid, være træningsnarkoman, arbejdsnarkoman eller noget helt andet. Jeg er derfor også ret bevidst om, at selvom jeg føler mig ”rask” fra min spiseforstyrrelse, så vil den altid være en del af mig, og jeg skal være opmærksom på den resten af livet. Især når der sker store livsomvæltninger.

I dag er jeg en del af en gruppe for unge med spiseforstyrrelser. Det bruger jeg som en slags forebyggelse. Vi snakker ikke altid om spiseforstyrrelser, men snakker ofte bare om livet generelt. Jeg er en del af gruppen for at være sikker på, at jeg kan samle mig selv op, hvis jeg skulle få et tilbagefald. Det er en hjælp til at spotte de helt små begyndende tegn, og skubber mig til rent faktisk at forholde mig til, hvad de her tegn betyder.

Hvis du har selvmordstanker, er det vigtigt at søge hjælp. Du kan anonymt og gratis kontakte Livslinien. Ring på 70 20 12 01 eller læs mere her.