Kampen mod det indre røvhul
Hun sidder med telefonen. Glasset er smadret, og hun knækker et stykke af. Hun har nu et glasskår, og straks begynder de indre dæmoner at råbe i hendes hoved.
Lyset udenfor forsvinder langsomt i takt med, at solen går ned. Skyggerne danser på væggene, og stuen bliver mere og mere dunkel. Imens sidder hun i sofaen og stirrer stift på det lille stykke panserglas og lader tanker og følelser overvælde sig. Hun vender og drejer glasskåret mellem fingrene og mærker de skarpe kanter prikke i den bløde hud. Hendes indre røvhul skriger igen ad hende: ”Gør det!”
”Nej!” råber hun tilbage, men uden at en lyd kommer over hendes læber. Det er en kamp. En krig, som foregår i hendes indre, mens der rundt om hende er tyst som graven. Stuen er nu bælgmørk og afspejler hendes sindstilstand. Hun lægger glasset på sofabordet og tager en dyb vejrtrækning.
Glasskåret ligger nu på bordet. Det er som om, det hvisker lokkende til hende, og hun rækker ud efter det.
Hendes verden er grå og følelsesløs, og det kan en enkelt handling ændre på. Hun kan få det hele til at gå væk for en stund. Hun griber atter om det kolde glas og sætter det mod armen, men tøver så. Det er en vej, som hun har lovet sig selv ikke at gå ned ad igen. Hun rejser sig og smider glasskåret ud. Hun smiler for sig selv. På vej tilbage til sofaen tænder hun lyset. Hun lykkedes. Hun sejrede endnu gang.
Selvskade er som et misbrug
Mit navn er Rebecca, jeg er 26 år, og dette er en scene fra mit liv. Jeg er selvskader og ja, jeg skriver, at jeg er. Tag ikke fejl, jeg er fri af min selvskade, men lige som en ryger altid vil være en ryger, uanset hvor lang tid siden det er, at sidste smøg blev røget, bliver han aldrig ikkeryger igen. Men når livet gør ondt eller er rigtig svært, så vender mine tanker sig mod mig, og som mange andre, der har haft en afhængighed, er faren for at falde i der altid.
For jeg synes, at livet har været råt og forholdsvis ubarmhjertigt. Jeg vil ikke komme med lang og hjerteskærende historie, men i korte træk fortælle, hvad livet har budt mig. Så kan det være, at du bedre kan forstå, hvorfor det er en så stor succes for mig, når jeg kan lade være med at skade mig selv.
Jeg blev mobbet i folkeskolen, og som 14-årig braste min verden for alvor sammen, da min lillesøster på 8 år døde, efterfulgt af mine forældres skilsmisse.
Så efter at have fået sprunget hele mit fundament i tusindvis af stykker fulgte en smerte og sorg, som jeg fandt meget vanskelig at håndtere, og det var her, jeg begyndte at gribe til selvskade for at få styr på og kontrol over mine følelser.
Så at lade være med at skade mig selv er en handling, som kræver umådelig meget vedholdenhed og for mit vedkommende en god portion stædighed. Så når det lykkes mig at lade være, er det en sejr! Jeg er en misbruger, der har mit misbrug under kontrol, og jeg er en stolt af det! Jeg vinder lidt hver gang, det lykkes mig at tænde lyset og smide glasskåret ud.
Hør Rebecca fortælle om sin erfaring med selvskade og om hendes vej ud på den anden side:
Som pårørende til et barn eller en ung med selvskadende adfærd spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme den unge. Derfor har vi i vores gratis pårørendeguide samlet råd og ideer til, hvordan du kan håndtere selvskaden og den svære tid som pårørende. Du finder også links til vores gratis tilbud.
