Jeg prøvede at skære mig menneskelig

Alt føltes uvirkeligt. Lægerne undersøgte mig og sagde, at der ikke var noget fysisk i vejen med mig, men hvad kunne det så være? Jeg følte, at min krop var helt forkert, og at den arbejdede imod mig. Og så besluttede jeg at arbejde imod den.

Jeg havde læst på internettet, at det kunne hjælpe på modløsheden at skære i sig selv, og en dag fandt jeg helt tilfældigt en skalpel i skabet derhjemme; det tog jeg som et tegn på, at det var den rigtige vej at gå.

Jeg gik ud på badeværelset og satte mig på den lille, blå skammel i brusekabinen. Væggen var kold mod min ryg. Der lugtede af sæbe. Men det føltes alligevel trygt. Bare mig helt alene i min egen lille verden skærmet af et klæbrigt lilla forhæng. Alt uden for brusekabinen var væk.

Så jeg skar. Og da jeg først var startet, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Smerten var forfærdelig, men følelsen af kontrol over min krop var fantastisk. Og da jeg så, at min krop blødte som en helt normal menneskekrop, følte jeg mig pludselig mere normal. Jeg følte mig som et menneske, der eksisterede. Det var afhængighedsskabende. I min dagligdag følte jeg mig uvirkelig og umenneskelig, men i mit rum bag det lilla badeforhæng var jeg virkelig.

Jeg begyndte at skære hver dag efter skole, når mine forældre ikke var hjemme.

Svømning blev mit nye frirum

Men selvfølgelig opdagede min mor det. Vi havde en hård og tårevædet samtale, og jeg lovede at stoppe. Det gik op for mig, at jeg var nødt til at finde et nyt frirum. Et sted, hvor jeg kunne få den samme ro i hovedet og kroppen. Helt tilfældigt var det på det tidspunkt, min kusine introducerede mig for triatlon. Og utroligt nok kunne jeg med det samme mærke, at svømningen ville blive mit nye frirum.

Når jeg svømmede, fik jeg ro. Ægte, dybfølt ro. Jeg blev afslappet, og verden omkring mig blev sat på pause. Og modsat selvskaden blev roen hos mig resten af dagen. Jeg blev så lettet, da jeg fandt svømningen, men der var stadig langt igen. Hver dag havde jeg lyst til at falde i og skære i mig selv, og hver dag mindede jeg mig selv om, at det var bedre at svømme. Stort set hver morgen inden skole tog jeg i svømmehallen. Jeg endte med at blive en rimelig habil svømmer.

Mit princip hjælper mig stadig

Selvom jeg fik svømningen, var det stadig en hård kamp. Derfor udviklede jeg et princip. Et princip, jeg stadig bruger i dag: 1. Find en hurtig løsning, til når trangen til selvskade virkelig er kraftig. Jeg plejer at løbe en tur eller ligge helt stille og koncentrere mig om følelsen af min hele krop. 2. Find en længerevarende løsning, der erstatter trangen til selvskade. Her bruger jeg svømningen. 3. Hold fast i de to første punkter. Hold fast, lige meget hvor mange tilbagefald, der skal til, for selvom det måske ikke føles sådan, så rykker det en lille smule fremad hver gang.

Jeg har stadig brug for at minde mig selv om mit princip en gang i mellem, men hver gang jeg husker på det og på, hvor langt det har fået mig, hjælper det en lille smule mere.