Om at vælge livet

En formidling af krampagtigt stadig at holde fast i en selvdestruktion, der snart et helt årti har gjort det muligt for hende at leve, men samtidig med et ønske om forandring. Om en sygdom, der for den ramte er både devaluerende og dragende; en værste fjende og bedste ven.

Jeg er bange. Nok nærmere rædselsslagen.

Jeg er fyldt op af en altopslugende sorg og vrede og en intens frygt for at miste kontrollen og give helt slip. Savnet efter min trygge krop lægger sig om mig som en trøje, der kradser. Det er ulideligt. Refleksionerne af den fylder mig med afsky og væmmelse, og det er overvældende konstant at blive mindet om, at jeg optager mere plads. Nu skal jeg åbne knapperne i mine bukser for at hive dem over hoften. Den mest hverdagsagtige og normale ting for andre mennesker efterlader mig grædende og skamfuld på mit gulv. Engang druknede jeg i mit tøj, ligesom jeg druknede i mit liv.

Jeg har, siden jeg var helt lille, prøvet at lappe på mit blødende hjerte. Lim, sting med nål og tråd, flere syninger og et ekstra plaster på. Alskens lappeløsninger, men kun for at se det blive revet itu igen og gøre ondt. Det er den smerte, der i første omgang forvandlede anoreksien og mig til en giftig symbiose. Alt indeni bliver så tyst og stille, og det giver mig lov til at flygte fra angst, længsler og behov. Narret ind i en utopisk verden, som alligevel gang på gang har været ved at slå mig ihjel. En maladaptiv overlevelsesmekanisme, der i mine øjne er den eneste grund til, at jeg kan holde ud at trække vejret. Af samme grund kan jeg være taknemmelig for, at jeg fandt den; altså så jeg kan holde mig i live. Paradoksalt nok.

Jeg kan godt se, at sygdommen tager livet fra mig. Selvom den i skrivende stund vil argumentere for livsglæde i mange aspekter af mit liv, er det en ensom tilværelse at være til stede uden rent faktisk at drikke glasset med rødvin med veninderne og afvise enhver form for intimitet med en kæreste. Det er i stedet til fordel for dæmonisering af madvarer og tvangstanker om krøllet dynebetræk. Den er ekspert i at give mig skylden for manglende præstationer og evner til at slå til, og jeg vil aldrig kunne fortælle den, at det er de mange sindssyge leveregler og i særdeleshed manglen på egenomsorg, der har ført netop dét med sig. Den bebrejdede min viljestyrke, da jeg efter halvmaraton var dybt ulykkelig over min tid; ikke den manglende mad eller fraværet af restitution. Jeg fik et af de højeste gennemsnit på gymnasiet, men de tre år, der kunne have været nogle af de bedste i min ungdom, var i stedet tvangstilbageholdelser, indlæggelser, sondetrusler og isolation på afdelinger væk fra det liv, jeg ellers ønskede mig. Imens åndede jeg kun for at få topkarakterer og var pinagtigt tilskuer til at få øl stukket i hånden til festerne, som jeg ikke drak. Alt det ovenstående er en del af pakken, når jeg vælger anoreksien til. Utilstrækkeligheden, som minder mig om alle de punkter, hvor jeg ikke er god nok til at være ung. De steder, hvor jeg er anderledes - sågar bagud. En sorgproces med rod i erkendelsen af alt det, som sygdommen tog fra mig, stadig gør, og som aldrig kommer igen.

Det er frustrerende at vide, at jeg bliver nødt til at tage beslutningen om at ville have det bedre. Det er derfor, at tvang i psykiatrien kun er at slukke ildebrande. I sidste ende er det mig, der skal ville noget andet, og ikke fordi nogen i systemet vælger det for mig for at redde liv. Jeg skal droppe den utopiske idé om den gyldne mellemvej, for den søgen, jeg så bravt har sat i værk, er ikke en realitet. Jeg ved, at de små jeans er at lege med ilden og som et løsgående missil i klædeskabet. “(...) når du spiser, vælger du livet, Thea.” Jeg stirrede ned på æblet og tænkte, at sygeplejersken på døgnafsnittet var komplet idiot. Nu ved jeg, hvad hun mente. Smide bukserne ud, tage en bid. Leve.

Min anoreksi var ikke et valg. Ingen vil frivilligt vælge en modbydelig sygdom til, hvor prisen for overlevelse er på bekostning af sig selv og relationen til sine nærmeste. Som en hovedkulds forelskelse i et voldeligt forhold. Den slog bomstærke rødder i mit indre og blev i løbet af ti år stødt mere manipulerende og grænseløs. Før jeg fik set mig om, udsatte jeg mig selv for de mest væmmelige ting, men det var det værd, og det kan det skamfuldt stadig være, hvis dopaminrusen over en nedadgående vægt bliver en realitet. Pludselig er valget om at blive rask et tvetydigt grænseland gennemsyret af lammende ambivalens. Det har krævet og kræver stadig mange forsøg på at overbevise mig selv om at holde fast, lige meget hvor ondt det gør. At have tillid til processen og stoppe med at modarbejde de behandlere, som jeg de sidste mange år har givet en stor, diskret fuckfinger, talt efter munden eller snydt. De mennesker, som fik mig til at kyle al indholdet fra min kuffert mod de nøgne vægge på stue 5, fordi jeg havde pakket, men ikke måtte komme hjem.

Ængsteligt mærker jeg igen febrilsk på mine ribben, låser fingrene om mit håndled og tjekker hoften. Tårerne triller langsomt og trækker striber ned ad mine kinder. De lander en efter en på mine fregner og minder mig om, hvorfor det i sidste ende er så svært at tage en beslutning. Den smerte og frygt, som gør mig så bange for at tage bidder af æbler. Og livet.

Jeg skal være meget modig og turde drømme stort.
Jeg skal bruge dén stædighed og viljestyrke, som sygdommen så længe har udnyttet.
Jeg skal huske på realiteten af anoreksiens ansigt; at være havnet i krydsfeltet mellem identitet og forblændende sygdom.
Jeg skal tro på, at jeg stadig er derinde et sted, og at narrativet er muligt at ændre.
Jeg skal have tillid til, at jeg kan få det bedre og med tålmodighed erfare, at det blødende hjerte kan hele, hvis jeg ikke længere bruger min krop til at flygte fra, at det gør ondt.

Spiseforstyrrelser er ikke et valg. At vælge livet til er.