På trods af mine mange alvorlige og alarmerende symptomer var jeg ikke syg nok

Anoreksi

Sara er sikker på, at hun kunne være blevet hjulpet bedre, hurtigere og billigere igennem sin anoreksi, hvis sundhedsvæsenet havde lyttet, da hun bad om hjælp.

Sara Strand Andersen

Meldingen var klar, da jeg som 19-årig stiftede bekendtskab med psykiatrien. ”Vi kan desværre ikke tilbyde dig et forløb her,” lød det.

Jeg var havnet i psykiatrien, fordi alle andre muligheder allerede var afprøvet. Jeg havde været tilknyttet et psykologisk center, hvor kommunen havde bevilget et forløb. Jeg havde prøvet kræfter med privatpraktiserende psykologer, som min læge havde henvist mig til. Begge steder var jeg blevet mødt med nogenlunde samme ordlyd: ”Vi kan ikke hjælpe dig.”

Ungdomsliv uden spiseforstyrrelse

Børn og unge, der er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, skal have hjælp – inden det kræver psykiatrisk behandling!

Sæt dit navn på vores manifest >>

Jeg havde på det her tidspunkt selvskadet i syv år og kastet min mad op i fem. Jeg havde jævnligt angstanfald, og jeg sov ikke om natten. Det var symptomer og problematikker, jeg havde kæmpet med i mange år, men som noget nyt var jeg begyndt at erstatte opkastninger med lange løbeture og et restriktivt kalorieindtag.

På trods af de mange alvorlige og alarmerende symptomer var jeg ikke syg nok. På dette tidspunkt kunne man nemlig ikke se, måle eller veje min sygdom. Det eneste, der var at forholde sig til, var mine symptomer. De var en blandet landhandel og passede ikke ned i en diagnostisk boks. Resultatet var, at jeg ikke kunne tilbydes hjælp, for jeg manglede en diagnose.

Efter mit sidste afslag på hjælp i psykiatrien tabte jeg 40 kg på syv måneder. Min krop var så udsultet og afmagret, at jeg var i højrisiko for at få hjertestop. Jeg var så synligt syg, at man ikke længere kunne forsvare ikke at give mig hjælpen.

Og pludselig var ordlyden en helt anden. Den hjælp, jeg syv måneder forinden havde tigget og bedt om, blev nu påtvunget mig. Jeg blev indlagt med tvang, og min spiseforstyrrelse var nu så gennemgribende, at jeg helt havde mistet troen på, at der var en vej ud af den.

Hvorfor skulle jeg blive så syg? Hvorfor blev jeg ikke taget alvorligt, da jeg selv rakte ud efter hjælpen? Det simple svar er, at jeg vejede for meget, da jeg selv bad om hjælpen. Jeg blev vurderet på min fysik frem for på mine symptomer. Det er aldrig blevet sagt direkte, men det må man konkludere, set i lyset af at mine symptomer var uforandrede, da hjælpen endelig kom.

Jeg kunne ikke diagnosticeres med anoreksi, før jeg var så tynd, at det næsten tog livet af mig; på trods af at jeg havde alle symptomerne, langt før jeg blev faretruende undervægtig. Netop det var efter min egen overbevisning med til at styrke sygdommen og mindske helbredelseschancerne.

Jeg fik heldigvis hjælp, men alt for sent. Ventetiden har haft massive konsekvenser og har været ved at tage livet af mig flere gange. Jeg er ret overbevist om, at havde jeg fået hjælpen, da min vægt stadig lå inden for et normalt bmi, havde det krævet et langt kortere behandlingsforløb, færre indlæggelser og færre ressourcer.

Artiklen har været bragt i en længere version i Politiken.

 

Manifest: ungdomsliv uden spiseforstyrrelse
  1. Flere tidlige tegn på spiseforstyrrelser skal stoppes, så færre skal behandles i psykiatrien.
  2. Forældre og andre nære pårørende skal inddrages og have hjælp til at støtte deres børn, når spiseforstyrrelsen rammer.
  3. Fagpersoner med ansvar for børn og unges trivsel som fx lærere, sundhedsplejersker og klubmedarbejdere skal uddannes i at spotte tidlige tegn på spiseforstyrrelser.
  4. Skoler, klubber og fritidsaktiviteter skal aktivt arbejde for at give børn og unge sunde kropsidealer og en forståelse for, at alle kroppe er forskellige. 
  5. Reklamer og billeder i det offentlige rum, der bruger billeder med manipulerede kroppe, skal tydeligt deklareres. 

Læs mere, og sæt dit navn på manifestet her >>