Mænd og spiseforstyrrelser

Undersøgelser viser, at mange mænd med spiseforstyrrelser har vanskeligt ved at søge hjælp, og når de gør det, føler de sig ofte ikke inkluderet i de typisk rene kvindemiljøer, de placeres i.

Også i vores gruppebehandlingsforløb for mennesker med tvangsoverspisning – kaldet Binge Eating Disorder (BED) – var langt de fleste deltagere kvinder, selvom cirka en fjerdedel af de berørte er mænd.

Derfor valgte vi i efteråret 2021 som et forsøg at tilbyde to behandlingsgrupper kun for mænd. Den ene var for mænd med BED og den anden for mænd med atypiske spiseforstyrrelser. Fælles for mændene var blandt andet, at de alle oplevede tvangsoverspisninger.

Vores erfaringer viser, at der er områder, hvor mændenes oplevelser adskiller sig mærkbart fra kvindernes, og at det gør en væsentlig forskel for dem at være i en gruppe kun med mænd.

Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning – også kaldet Binge Eating Disorder (BED) – er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark med 40.000-50.000 berørte. Samtidig er BED den spiseforstyrrelse, som færrest kender. 

Her kan du læse mere om BED.

Atypisk spiseforstyrrelse

En atypisk spiseforstyrrelse er en blanding af karakteristika fra flere spiseforstyrrelser, fx anorektisk adfærd kombineret med overspisninger. Meget tyder på, at atypiske spiseforstyrrelser er mere udbredte end BED, bulimi og anoreksi til sammen.

Her kan du læse mere om atypiske spiseforstyrrelser.

Mændene savner samhørighed

Gennem gruppeforløbet fik mændene indblik i, at de gennem deres liv har været vant til at klare sig selv, og derfor har de ofte følt sig meget alene – ikke fordi de har manglet familie og venner, men fordi de har haft vanskeligt ved at fortælle om deres indre kampe og sårbarhed.

Paradoksalt nok, har mange af dem også været gode til at rumme andres følelser og har ofte fået rollen som hjælperen og beskytteren, når venner og familie har haft problemer.

Flere af mændene fortalte om svære opvækstvilkår med social utryghed og følelsesmæssigt omsorgssvigt. Alligevel har de som voksne formået at blive såkaldte mønsterbrydere, der udadtil klarer sig godt, men som oplever en indre smerte og uro, som de typisk forsøger at komme væk fra eller dæmpe ved at overspise store mængder mad.

Opgør med udslidte maskulinitetsforestillinger

I modsætning til de kvinder, vi har haft i gruppebehandling, har mændene været optaget af, hvordan stærke og dominerende kønsstereotype opfattelser såsom at ”mænd græder ikke”, og ”store, stærke mænd viser ikke sårbarhed og har ikke brug for andres hjælp” har påvirket dem.

Mændene gav udtryk for, at stereotyperne i høj grad har tynget dem, og de efterlyste et opgør med maskulinitetsforestillingerne, som blandt andet har medført, at de først sent har opsøgt hjælp til deres spiseforstyrrelse. Flere fortalte, at de først i forbindelse med behandlingen blev klar over, at mænd ligesom kvinder kan lide af spiseforstyrrelser.

Mændene sagde også, at de satte stor pris på at være i en gruppe kun for mænd. Fraværet af kvinder betød, at det blev muligt for dem at ryste kønsstereotyperne af sig. De var alle enige om, at det ikke havde kunnet ladet sig gøre, hvis der havde været kvinder i gruppen.

Bevidning giver støtte og genkendelse

Det overordnede princip for gruppebehandlingen er, at den skal nedbringe deltagernes symptomer på spiseforstyrrelser, men i lige så høj grad er behandlingen et dialogisk rum, hvor deltagerne kan dele erfaringer og opleve et fællesskab og på den måde få et dybere indblik i deres egne udfordringer med mad, krop og vægt.

For at understøtte det dialogiske rum benyttede vi en praksis fra den narrative terapi – en terapiform med fokus på at skabe nye og positive fortællinger – kaldet bevidning.

Bevidning betyder, at deltagerne skiftes til at blive interviewet, hvorefter de øvrige deltagere fortæller, hvad de har hørt, der blev sagt, og hvilken genklang det har vækket i dem. Formålet er, at de lytter til hinanden og mærker den resonans, de andres fortællinger skaber.

Mændene fremhævede da også i høj grad dette aspekt ved gruppebehandlingen som positivt, og de pegede på, at det har givet dem en anden type støtte og genkendelse, end det er muligt for dem at opnå i deres sociale fællesskaber i øvrigt.

Bevidning og resonansfællesskabet blev på den måde et sted, hvor de tillod sig selv at mærke efter og udtrykke deres indre følelsesliv. Desuden gjorde bevidningerne ifølge mændene selv, at de fik en slags kærlig respons og medfølelse på livsområder, som vi terapeuter som regel ikke har kendskab til.

Særligt i relation til kroppen og skamfølelsen havde det betydning for dem, at de gennem bevidningerne kunne konfrontere og forstyrre hinandens forestillinger om, hvad andre måtte se og tænke om deres kroppe.

Jeg føler præcis på samme måde som dig. Jeg kan genkende din frygt for, at dem du spiller fodbold med tænker, ’at du bare lader stå til med din krop’.

Under bevidningerne havde mændene et særligt blik for, hvornår de andre i gruppen gav følelserne plads og satte ord på noget svært. De gav hinanden medfølelse, omsorg og anerkendelse for at åbne op, så det også blev tydeligt for dem selv, at de var i færd med at gøre noget nyt: tale om følelser.

Undervejs i behandlingsforløbet gav mændene samstemmende udtryk for, at de fik en oplevelse af ikke at være alene, og at de kunne dele deres oplevelser med de andre.

Jeg har aldrig talt med nogen andre om det, jeg har talt med jer om i den her gruppe.

Opgør med slankekure og skam

Had til og skam over kroppen er dominerende temaer blandt både kvinder og mænd i gruppebehandlingen. Kroppen er for mange af mændene, i lighed med kvinderne, en kampplads for selvkritik. De har i årevis kæmpet med sult, et utal af slankekure og et liv i konstant energiunderskud. De ønsker inderligt at tabe sig og forstår ikke, hvorfor de ikke bare ”kan tage sig sammen”.

Alle har massive vægttabsfiaskoer bag sig, som desværre er blevet til en oplevelse af personlig fiasko. Et centralt princip i behandlingen er derfor at fjerne fokus fra vægten, og af samme grund gør vi meget ud af at fremme dialoger, der fjerner selvbebrejdelse og skyld: Det er ikke dem, der har fejlet, for hele vægttabsdiskussionen bygger på skadelige kulturelle idéer om, at kroppen kan og skal styres gennem disciplin, sult og slankekure.

Det er desværre en alvorlig fejlslutning, der er med til at fremme og vedligeholde spiseforstyrrelser.

Ved afslutningen af gruppebehandlingen oplevede alle mændene en markant reduktion i antallet overspisninger, og de fleste lever ikke længere op til kriterierne for en spiseforstyrrelsesdiagnose.

Som det mest væsentlige giver de udtryk for, at de er blevet mere indsigtsfulde i forhold til mad og krop, og at de føler sig mindre forpinte, fordi de har fået en stærkere stemme og ikke mindst et mere mildt blik på sig selv.

Læs mere om behandlingsresultaterne for både mænd og kvinder.

Forskning viser, at mænd med tvangsoverspisning sjældent søger behandling

Selvom tvangsoverspisning – også kaldet Binge Eating Disorder (BED) – er den spiseforstyrrelse, der rammer flest mænd, søger kun få behandling. Det skyldes blandt andet kønsstereotyper, og at mændene ikke kan genkende sig selv i beskrivelsen af BED. Det viser international forskning.

Forskning viser, at mænd ofte oplever andre spiseforstyrrelsessymptomer end kvinder. Ifølge diagnosekriterierne har mennesker med BED fx jævnlige overspisningsepisoder, hvor de på kort tid indtager usædvanligt meget mad. For at leve op til diagnosekriterierne skal overspisningerne være forbundet med en følelse af kontroltab og ubehag.

Følelsen af kontroltab og ubehag gælder især for kvinder, mens mænd er mindre tilbøjelige til at opleve disse følelser i forbindelse med en overspisning. Derfor har de også ofte svært ved at genkende sig selv i beskrivelsen af BED. Resultatet er, at mændene ikke søger hjælp i samme omfang som kvinder.

Forskerne anbefaler yderligere undersøgelser af mænds oplevelser og beskrivelser af symptomer på BED, så der kan tages højde for det ved både screeningssamtaler, diagnosticering og behandling.

Øget stigma og skam
Spiseforstyrrelser opfattes af mange som kvindelidelser, og kommunikation om spiseforstyrrelser er oftest målrettet kvinder. Forskning viser, at mænd derfor sjældent anerkender deres handlinger og tanker som symptomer på en spiseforstyrrelse.

Derudover viser forskning, at mange mænd afholder sig fra at søge behandling af frygt for stigmatisering. Mændene beskriver selv, at spiseforstyrrelser er uforenelige med maskuline idealer.

Derfor er det vigtigt, at mænd kan genkende sig selv i kommunikation om spiseforstyrrelser, så de får nemmere ved at søge hjælp, fastslår forskningen.

Kilder

Carey JB, Saules KK, Carr MM. A qualitative analysis of men’s experiences of binge eating. Appetite. 2017;116:184-195.

Räisänen U, Hunt K. The role of gendered constructions of eating disorders in delayed help-seeking in men: a qualitative interview study: Table 1. BMJ Open. 2014;4(4):1-8.

Robinson KJ, Mountford VA, Sperlinger DJ. Being men with eating disorders: Perspectives of male eating disorder service-users. J Health Psychol. 2013;18(2):176-186.