Evaluering

Tidlig hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser virker

Kommuner bør tilbyde behandling til mennesker med begyndende spiseforstyrrelser, inden de bliver så syge, at de skal have psykiatrisk behandling. Sådan lyder opfordringen fra LMS, der i tre år med stor succes har behandlet mennesker med milde symptomer på spiseforstyrrelser.

Portræt af Julie

”Det har været sidste skub for mig til at leve uden den spiseforstyrrelse, jeg ellers har levet med hele mit ungdoms- og voksenliv.”

Sådan lyder det fra en af de deltagere, der har været i tidlig behandling hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS). De 50 deltagere, der alle har milde til moderate symptomer på en spiseforstyrrelse, har i løbet af behandlingen oplevet en målbar reduktion af deres symptomer. I en ny rapport præsenterer organisationen resultaterne af det treårige forløb.

”Den største forskel for deltagerne er, at de i langt mindre grad laver regler for, hvad de må spise, og de bekymrer sig generelt mindre om det at spise. Deltagerne får det så meget bedre af behandlingen, at færre er i risiko for at udvikle stress og depression. Det bekræfter os i, at der i alle kommuner bør være behandlingstilbud for mennesker med milde til moderate symptomer på spiseforstyrrelser,” siger Laila Walther, direktør i LMS.

Et dansk forskningsprojekt dokumenterede i 2017, at 28 % af danske unge mellem 11 og 20 år har en adfærd, der gør, at de er risiko for at udvikle spiseforstyrrelse. En undersøgelse foretaget af Børnerådet i 2020 viste ligeledes, at 54 % af unge i 9. klasse udviser et eller flere tegn på at kunne udvikle en spiseforstyrrelse.

Tidlige indsatser bør tænkes ind i den 10-årsplan for psykiatrien, som regeringen og Folketinget er på vej med. I dag oplever alt for mange, at de bliver afvist i psykiatrien, fordi de ikke er syge nok, men samtidig ikke har noget andet sted at gå hen for at få hjælp.
Laila Walther, direktør, LMS

”Tidlige indsatser som denne bør tænkes ind i den 10-årsplan for psykiatrien, som regeringen og Folketinget er på vej med. I dag oplever alt for mange, at de bliver afvist i psykiatrien, fordi de ikke er syge nok, men samtidig ikke har noget andet sted at gå hen for at få hjælp. Her bør kommunerne få et større ansvar og de økonomiske rammer, der skal til for, at de kan træde til med kvalificeret hjælp,” siger Laila Walther.

Behandlingen har været støttet af Sundhedsstyrelsen. Til marts fortsætter LMS behandlingstilbuddet i endnu tre år – fortsat med støtte fra Sundhedsstyrelsen.

Anbefalinger til en tidlig indsats mod spiseforstyrrelser i kommunerne

LMS peger i rapporten på fire anbefalinger, der skal sikre mennesker med begyndende spiseforstyrrelser hjælp:

  • Mennesker med mild til moderate anoreksi og bulimi tilbydes behandling
  • Behandlingen gennemføres som samtalegrupper
  • Pårørende til personer berørt af mild til moderate anoreksi og bulimi inddrages i behandlingen
  • Behandlingstilbuddet skal suppleres med en opfølgende indsats for at forebygge tilbagefald

LMS foreslår, at behandlingen indføres som et tilbud i alle kommuner, der gennemføres af kommunerne selv eller af organisationer eller andre private aktører.

Kommuner efterlyser ressourcer til behandlingen

Helsingør og Holstebro Kommuner har deltaget i projektet. Kommunerne har opbygget meget ny viden i deltagelsen af projektet, men det har været svært at få igangsat samtalegrupper.

”Tilbagemeldingen fra kommunerne er, at det har været en udfordring at skaffe deltagere til samtalegrupper, men at de gerne vil fortsætte tilbuddet. Begge kommuner fremhæver, at det vil kræve en større ledelsesopbakning til projektet, og at der afsættes ressourcer til det,” siger Laila Walther.

vores tidlige indsats mod spiseforstyrrelser

Behandlingstilbuddet er udviklet af LMS (LMS), og det er målrettet personer berørt af mild til moderat anoreksi og/eller bulimi. I perioden 2018-2021 har 50 personer gennemført behandlingen.

I evalueringen af deltagernes udbytte af behandlingstilbuddet indgår besvarelser fra 35 kvinder og to mænd i alderen 19-45 år. Deltagerne har især haft tegn på bulimi, men også anoreksi eller begge dele. Enkelte har også symptomer på tvangsoverspisning eller ortoreksi – det vil sige overdrevent og tvangspræget fokus på sund kost. 23 deltagere har været i behandling i København, mens 14 har været i behandling i Aarhus.

Deltagerne fremhæver især tre forhold, der har haft afgørende betydning for deres positive udvikling under behandlingsforløbet:

1.    De kan genkende sig selv i de andres fortællinger, hvilket giver dem større indsigt i deres egen situation.
2.    De har været i et trygt terapeutisk rum, som har inviterer til åben dialog om det, der er svært.
3.    De har fået indsigt i og redskaber til at stå op imod spiseforstyrrelsen.

Herudover har 138 pårørende deltaget i seminarer for pårørende. Halvdelen af de pårørende er forældre, mens de resterende hovedsageligt er venner, søskende eller partnere til forældrene.

Vil du også i behandling?

Vi starter snart nye hold op med behandling af mild til moderat anoreksi, bulimi eller atypisk spiseforstyrrelse. Læs mere og skriv dig op her:

En gruppe på fire mennesker taler sammen

Er du 18-30 år, og er du berørt af mild til moderat grad af anoreksi, bulimi eller en atypisk spiseforstyrrelse? Eller har du tidligere været i behandling, men har brug for mere hjælp og støtte? Så er vores behandlingsforløb måske noget for dig.