Oplevelsen af ufleksible rammer får nogle kvinder med spiseforstyrrelser til at afvise behandling
Nogle patienter takker nej til behandling for deres spiseforstyrrelse, fordi de savner tilbud, der i højere grad er tilpasset deres behov. Sådan lyder hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse fra vores videnscenter og Psykiatrisk Center Ballerup.
Selvom spiseforstyrrelser kan være dødelige, vælger nogle mennesker, der er ramt af for eksempel anoreksi, at takke nej til den behandling, de får tilbudt i det danske sundhedssystem.
”Når mennesker lever med en spiseforstyrrelse i længere tid uden at få behandling, vil den typisk forværres og bliver sværere at behandle. Derfor er det problematisk, når nogle patienter ikke oplever, at der er et egnet behandlingstilbud til dem i psykiatrien,” siger Sofie Thor Andersen, projektleder i vores videnscenter.
Hun har undersøgt, hvad der får nogle mennesker med spiseforstyrrelser til at sige nej til et behandlingstilbud.
”Ambivalens er en del af psykologien ved spiseforstyrrelser og mennesker med spiseforstyrrelser er ofte ambivalente i forhold til at blive raske. Spiseforstyrrelsen kan på en og samme tid føles som en byrde og som en god ven, fordi den giver en følelse af kontrol og er en måde at håndtere svære følelser på. Det er velkendt, at ambivalensen står i vejen for at tage imod behandling, men i denne undersøgelse ser vi nærmere på de barrierer, der opstår, når en person med en spiseforstyrrelse har rakt ud for at få hjælp, og så alligevel vælger at takke nej til det tilbud, de får,” fortæller hun.
- Uenighed om behandlingsbehovet
- En oplevelse af ufleksible rammer for behandlingen
- En følelse af ikke at blive hørt
- En følelse af umyndiggørelse
- Mistillid og frygt
”Bang, så rammer den mig igen”
I undersøgelsen har LMS talt med 18 kvinder, der alle er blevet tilbudt behandling i det offentlige sundhedssystem for deres spiseforstyrrelse, men som alligevel er endt med at takke nej til tilbuddet. Undersøgelsen er netop offentliggjort i det internationale akademiske tidsskrift Nutrients.
”Generelt ser vi, at kvinderne takkede nej til behandlingen, fordi de oplevede, at behandlingen primært var fokuseret på vægt og ernæring, og de savnede derfor, at der var mere fokus på deres psykiske trivsel. Kvinderne oplevede, at ufleksible rammer stod i vejen for den behandling, de selv oplevede, at de havde behov for,” siger Sofie Thor Andersen.
For eksempel fortæller en kvinde, at hun ikke troede på, at behandlingen ville hjælpe hende på længere sigt og få spiseforstyrrelsen til at forsvinde:
”Jeg ved jo godt, jeg har brug for hjælp til den spiseforstyrrelse, men jeg ved også, at hvis jeg siger ja til det (behandlingen, red.), så kan det godt være, jeg kan komme op i vægt, og det kan endda også være, at jeg kan arbejde på et sundt spisemønster, men lige så snart, at det så er slut med det. Jamen, det kan da godt være, jeg kan pakke den (spiseforstyrrelsen, red.) ned i en kiste, og så går der bare nogen år. Bang, så rammer den mig igen. Det magter jeg simpelthen ikke at bruge resten af livet på.”
Fem ønsker fra patienter der takker nej til behandling
Kvinderne, der havde takket nej til et behandlingstilbud, frygtede, at den store fokus på vægt og mad i behandlingen ville forværre deres symptomer. I stedet efterlyser de mere terapi og en bedre forståelse for de underliggende grunde til spiseforstyrrelsen. Samtidig savnede de, at terapeuterne lyttede til dem, og de oplevede at blive umyndiggjorte og reduceret til en spiseforstyrrelse i stedet for et individ.
”Kvinderne ville gerne have haft mulighed for at påvirke rammerne for og indholdet af behandlingen og selv tage ansvar for deres egen behandling. Flere af kvinderne i undersøgelsen foreslår derfor, at de selv skulle have været med til at definere målene og succeskriterierne for behandlingen,” fortæller Sofie Thor Andersen.
Hun peger på fem pointer, som behandlere kan tage med sig fra kvindernes oplevelser, hvis de ønsker at forbedre dialogen med patienter, der overvejer at takke nej til et behandlingstilbud for spiseforstyrrelser. Deltagerne i denne undersøgelse takkede nej til tilbud i psykiatrien, da de ønskede:
- Mere fokus på følelsesmæssig og mental velvære frem for vægtøgning.
- Mere involvering i deres egen behandling og have mulighed for at tage ansvar.
- En behandling, der i højere grad tilpasses de behov, som patienten selv lægger vægt på.
- En dialog med terapeuten, så de i højere grad oplever, at der bliver lyttet til deres perspektiv.
- I højere grad at blive set som et 'helt menneske' i stedet for ”en spiseforstyrrelse”
LMS har interviewet 18 kvinder mellem 20 og 46 år, der selv har opgivet, at de har lidt eller stadig lider af en spiseforstyrrelse, og som fortæller, at de har afvist et behandlingstilbud, de har fået i psykiatrien. Ud fra deres egne beskrivelser har størstedelen af dem lidt – eller lider stadig – af anoreksi, mens knap en tredjedel har lidt eller lider af en atypisk spiseforstyrrelse.
Ud fra kvindernes beskrivelser har vi fået information om, at de alle er blevet henvist af deres læge til behandling i psykiatrien, men at de har takket nej til at starte behandlingen.
Denne undersøgelse fokuserer kun på oplevelser blandt de patienter, der har takket nej til behandling for deres spiseforstyrrelse. Resultaterne kan ikke generaliseres til alle patienter med spiseforstyrrelser. Hovedparten af patienter, der henvises til behandling i psykiatrien, takker ja til behandlingen.
Resultatet af undersøgelsen er bragt som fagfælledømt akademisk artikel i det anerkendte tidsskrift Nutrients. Undersøgelsen er lavet af Sofie Thor Andersen, projektleder i vores videnscenter, Thea Linkhorst, psykolog, Guldborgsund Kommune, Frederik A. Gildberg, professor ved Syddansk Universitet og Magnus Sjögren, overlæge, lektor og leder af forskningsenhed for spiseforstyrrelser ved Psykiatrisk Center Ballerup. Undersøgelsen er gennemført med midler fra Jascha Fonden.
