Debat

Luk kløften mellem kommuner og regioner

De er ikke syge nok til psykiatrien. De er ikke raske nok til at klare sig selv. Alligevel efterlades mennesker med spiseforstyrrelser alene uden den støtte, der skal hjælpe dem tilbage til livet uden for sygehuset. Vi opfordrer Folketinget til at forpligte kommuner og regioner til et tæt samarbejde om hver enkelt psykiatriske patient.

Laila Walther

Teksten er skrevet af Laila Walther, direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Den blev bragt som kronik i Avisen Danmark 23. april 2023.

For nylig kontaktede en kvinde med anoreksi vores rådgivning. Hun var blevet udskrevet fra et døgnafsnit i psykiatrien. Selvom hun føler sig klar til en pause fra psykiatrien, ved hun også, at hun på ingen måde kan klare sig selv. Hun er ikke syg nok til psykiatrien, men hun er heller ikke rask nok til at klare sig selv.

Alligevel er hun blevet udskrevet, uden at kommunen har taget stilling til, hvilken hjælp hun kan få. Hun står alene med en psykisk sygdom. Hun risikerer hurtigt at tabe de kilo, hun tog på under indlæggelsen, og igen skulle indlægges.

Mennesker med spiseforstyrrelser oplever en dyb kløft mellem region og kommuner. De svageste falder ned i kløften. Op mod halvdelen af dem, der har modtaget behandling i psykiatrien for en spiseforstyrrelse, får tilbagefald. Faktisk blev knap hver femte, der var indlagt for anoreksi, genindlagt i 2021. Det viser vores egne beregninger baseret på tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det høje antal genindlæggelser er konsekvensen af, at patienter slippes af psykiatrien og kommunen, før de er klar til at stå på egne ben. Desværre hører vi jævnligt fra mennesker som kvinden i rådgivningen, der er frustrerede over, at de selv eller deres barn, forælder eller kæreste er efterladt alene med en spiseforstyrrelse.

Desværre hører vi jævnligt fra mennesker som kvinden i rådgivningen, der er frustrerede over, at de selv eller deres barn, forælder eller kæreste er efterladt alene med en spiseforstyrrelse.

Genindlæggelser er ikke blot dyre for samfundet og trækker på et i forvejen trængt sundhedsvæsen. Bag hvert tal i statistikken gemmer der sig et menneskeligt nederlag, et tabt håb om en ny begyndelse. Nogle mister troen på, at de nogensinde kan blive raske. For et menneske, der har brug for hjælp til at genfinde sit ståsted i livet, er det afgørende, at kommunen står klar med støtte efter en indlæggelse.

En anden kvinde ringede til os, da hun uden varsel var blevet afsluttet i sit behandlingsforløb for sin spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen har hun haft i 10 år, og hun har været ind og ud af forskellige behandlingsforløb i blandt andet psykiatrien. Hun er usikker på, hvad hun har brug for, men hun ved, at hun ikke kan klare det alene. Alligevel ved hun ikke, hvem der kan hjælpe hende nu, hvor hun ikke længere skal møde op til behandling i psykiatrien.

Bag hvert tal i statistikken gemmer der sig et menneskeligt nederlag, et tabt håb om en ny begyndelse. Nogle mister troen på, at de nogensinde kan blive raske.

Ifølge sundhedsloven skal kommuner og regioner samarbejde, men de to kvinders forløb er blot to af mange eksempler på, at samarbejdet ikke fungerer på psykiatriområdet. Derfor mener vi, at Folketinget skal tydeliggøre bestemmelsen i sundhedsloven, så regioner og kommuner ikke længere kan løbe fra ansvaret. Det bør stå helt klart i sundhedsloven, at psykiatrien ikke må slippe en patient, der har brug for mere støtte, før kommunen har en plan.

Skriv under for en ny sundhedslov

Op mod 1 ud af 5, der lider af anoreksi, bliver genindlagt. De får ofte ikke den støtte, de har brug for, når de bliver udskrevet fra psykiatrien. Mange mister troen på, at de kan få det bedre. Vi skal have en ny sundhedslov, der sikrer, at ingen, der har brug for det, udskrives uden en klar plan for støtte.

Skriv under her >>

Ændringen skal sikre, at alle, der ikke længere er syge nok til behandling i psykiatrien, men ikke raske nok til at klare sig selv, får den støtte, de har brug for. Ingen skal stå alene med en alvorlig psykisk lidelse som en spiseforstyrrelse.

Ingen skal stå alene med en alvorlig psykisk lidelse som en spiseforstyrrelse.

En oplagt måde at sikre det tætte samarbejde på vil være at ansætte psykiatrikoordinatorer, der kan følge de enkelte patienter og dermed lukke kløften mellem kommune og region. Flere andre steder i sundhedssystemet er der gode erfaringer med netop koordinatorer.

”Ingen hånd må slippe før den næste griber,” lød det fra sundhedsminister Sophie Løhde, da sundhedsstrukturkommissionen blev præsenteret for nylig. Jeg kunne ikke være mere enig, men der er ingen grund til at vente på kommissionens konklusioner. Problematikken er på ingen måde ny, og allerede i starten af 2022 præsenterede Sundhedsstyrelsen et detaljeret oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien, som netop dokumenterede, at uafklaret ansvarsfordeling fører til meget usammenhængende forløb på tværs af kommune og sygehus.

Jeg opfordrer derfor Folketinget til her og nu at følge op på sin egen 10-årsplan for psykiatrien ved i sundhedsloven at gøre det helt klart, at kommunerne og regionerne skal samarbejde tæt om hver eneste psykiatrisk patient.

Hvis du er enig, kan du vise din opbakning ved at skrive under på vores underskriftsindsamling.

Kontakt

Direktør (hun/hende)
4045 2370
Kommunikations- og fundraisingchef (hun/hende)
5117 7578