Skal anoreksi løses af hele familien?

Ud fra en kronik skrevet i Politiken den 4. december har LMS skrevet dette svar:

En række fremtrædende behandlere i det offentlige behandlingssystem inden for spiseforstyrrelsesområdet har i Politiken den 4. december skrevet en kronik om familiebaseret behandling. De havde et ønske om at nuancere den debat, der har været på området. Og det hilser vi i LMS velkomment.

Kronikken er skrevet ud fra det synspunkt de pågældende behandlere, har – nemlig at helbrede den person med anoreksi. Deres konklusion er, at familiebaseret behandling er den bedste behandlingsform vi kender, hvis man kigger på hele gruppen af børn med en spiseforstyrrelse. Den konklusion er vi enige i hos LMS, men ønsker større fleksibilitet i behandlingstilbuddene og mere fokus på støtte til hele familien. Og samtidig mener vi, at der mangler den helt essentielle sammenhæng mellem den regionale behandling og den kommunale støtte.

I kronikken benytter forfatterne sig af den fiktive person Amalie, som bor sammen med sine forældre og lillebror. Amalie er så heldig, at hendes forældre på skift kan tage orlov en uge af gangen. Derved kan den familiebaserede behandling gå i gang. Ansvaret for om Amalie spiser sine 6 daglige måltider er således lagt på forældrenes skuldre – og forældrene er så heldige at de bliver kyndigt vejledt og støttet af professionelle fra hospitalet. Da Amalies vægt var blevet normaliseret måtte forældrene efter en periode igen overtage styringen med Amalies spisning, da hun fortsat havde sine ”spiseforstyrrede tanker”. Amalie fik nye venner, og det afledte så hendes tanker om spiseforstyrrelsen, og således stoppede Amalies spiseforstyrrelse.

Vi er ikke i tvivl om at dette forløb kan være tilfældet i nogle familier. Men selv i dette lykkelige tilfælde oplever vi en række udfordringer.

Amalie har et sæt forældre som formår at tage orlov. Det er forældrenes arbejdsplads altså indforstået med – lad os håbe, at alle arbejdspladser kan undvære en medarbejder hver anden uge… I dette forløb er der heller ikke skitseret hvordan forældrene får råd til at holde orlov. Har den kommune som Amalie bor i givet forældrene økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste? Har behandlingsstedet hjulpet med til at sikre forældrene, så de ikke senere mister deres job og giver Amalie yderligere skyldfølelse? Altså ud over den hun allerede har ved at give sin lillebror en række bekymringer? Hvilken hjælp har lillebroderen fået?

Vi oplever ofte forældre, som udover at skulle tage orlov fra deres arbejde skal slås med kommunen i ft. tabt arbejdsfortjeneste. Nogle kommuner giver det næsten pr. automatik, mens andre ikke vurderer at det er nødvendigt. Nogle kommuner tilbyder støtte ved måltiderne, så forældrene ikke skal tage konflikterne – andre gør ikke…  

Familien bliver splittet, for behandlingen af deres barn overtager al fokus i familien, så far og mor har ikke tid til hinanden, og søskende bliver overset i perioden. Det kan skabe splid mellem børnene på såvel kort som lang sigt. Samtidig er det ikke sjældent at forældrene oplever, at de IKKE har fået den hjælp de selv mener er nødvendig til at varetage deres barns spisning og de konflikter der opstår i forbindelse med spisningen. De oplever slet ikke at have den nødvendige viden og redskaber til at varetage rollen.

Vi mener således, at familiebaseret behandling for de fleste er den rette behandling når forældrene har ressourcerne til at sætte ind med alle de kræfter, det kræver. Især i de tilfælde hvor behandlingsstedet omhyggeligt klæder forældrene på til opgaven og støtter dem undervejs og kommunen bakker op med støtte og kompensation MEN vi mener ikke at det skal være en ”one-size-fits-all” løsning. Der er familier, hvor det ikke er det rette behandlingsvalg, og der skal findes en løsning hvor der er mulighed for at finde ud af af hvem der har brug for hvilken behandling. Samtidig skal kommunen inddrages, så man kigger på behandlingen som et fælles anliggende, hvor man tager hånd om hele familien. Forløbet skal koordineres, så man ikke risikerer yderligere komplikationer i form af mistet arbejde, splittede familier og et barn eller ung med anoreksi, som må leve med at føle skyld i mange år.

Hele området kalder på mere forskning. Hvordan kan man finde de familier, som skal tilbydes en anden form for behandling? Hvad skal denne anden form for behandling bestå af? Hvad er langtidseffekterne? For den ramte og for familien? Her bakker vi op om behandlernes ønske om en landsdækkende database.

Vi vil gerne understrege, at det er vores opfattelse at de behandlingssteder vi møder, alle gør den bedste indsats for patienter og pårørende. De behandler patienterne efter bedste evne inden for de rammer, de har fået stillet til rådighed og inden for den økonomi, der er sat af til det fra statens side. Skal der for alvor ændres noget i behandlingen er det således ikke behandlingsstederne, man skal pege på, men de økonomiske rammer, der er stillet til rådighed for dem. Og samtidig SKAL der kigges på samarbejdet mellem behandlingssteder og kommuner.

Så for at svare på spørgsmålet: ”Skal anoreksi behandles i familien?” – så må svaret være: Ja – hvis det er det rette for den enkelte familie, og hvis der er den tilstrækkelige opbakning. Sørg for at afdække hele familiens behov, hvis hele familien skal involveres i behandlingen, og sørg for at inddrage alle de instanser der er relevante, så resultatet af behandlingen bliver en ung, som har haft en spiseforstyrrelse, der lever i en familie, som er kommet ud på den anden side uden alt for store ar!

Læs kronikken i Politiken her – hvis du har et login