Mad er blevet okay
Gitte er 48 år og har de første minder om kropslede fra 9-års alderen. Da hun var 12 år, begyndte hun at overspise. I sommer afsluttede hun sin BED-behandling hos os. Gitte og hendes mor, Hanne, har valgt at fortælle om den forskel, behandlingen har gjort.
Gitte og Hanne har valgt at fortælle om deres oplevelser med spiseforstyrrelsen for at ”give noget tilbage”, og de lægger ikke skjul på, hvor dårligt hun havde det inden behandlingen:
”Da jeg begyndte i behandling, tænkte jeg konstant på mad og alt det, jeg ikke måtte spise. Den indre og altid kritiske stemme kørte løs: ’Du er dum, grim og kan ikke engang finde ud af at holde en slankekur.’ Så skete det, der altid skete: Jeg gav slip og gik amok i mad. Min vægt kunne svinge med plus/minus 40 kg. Jeg var ked af det og meget flov over ikke at kunne styre mig. Selv et æble gav mig skyldfølelse. Det eneste, jeg ønskede, var at få et normalt forhold til mad.”
Hanne supplerer: ”Inden Gitte begyndte i behandling, var hun fuld af selvhad. Hun følte sig utilstrækkelig og magtesløs. Det er svært at vide, hvordan man støtter bedst muligt, og derfor var pårørendearrangementerne rigtig gode og givende. Jeg kunne godt have brugt endnu mere.”
Mennesker med BED har ret til behandling. Men i dag er der kun plads til at behandle færre end 1 ud af 100 i psykiatrien om året!
Læs mere og skriv under på vores kampagne for mere behandling til mennesker med BED >>
I dag, lidt under 1 år efter, hun begyndte i behandling, har Gitte det meget bedre:
”Det kan stadig være svært, men slet ikke på samme måde. Mad er ikke længere forbudt, og den restriktive spisning er væk. Jeg spiser ikke længere på mine følelser, men er opmærksom på dem og kan nå at stoppe mig selv, inden jeg kommer i gang. Det har været vigtigt for mig at lære, at jeg gerne må sige fra, og at jeg faktisk gerne må spise. Det giver ro, at mad er blevet ok. Jeg er blevet klogere på min krop og dens signaler og på, hvad der foregår i mit hoved.”
I starten var Gitte lidt skeptisk over, at behandlingen skulle foregå i grupper, men fandt hurtigt ud af, at det var meget givende at møde ligesindede:
”Jeg troede jo, at jeg var den eneste, der havde det sådan. Men mange af følelserne er de samme, og man lærer meget af at lytte til de andre. Gruppen er et uvurderligt fortroligt fællesskab. Vi havde en fantastisk behandler, der lyttede og forstod. Jeg er aldrig blevet mødt så fordomsfrit og empatisk før.”
Hanne nikker og tilføjer: ”Gitte accepterer Gitte nu. Hun er blevet bedre til at sige fra og er fortrøstningsfuld i forhold til at komme helt i mål. Hun arbejder videre med sig selv på egen hånd og deltager også i de samtalesaloner, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade holder for dem, der har været i behandling. Jeg er så glad og stolt over hende. Man er jo dybt ulykkelig, når ens barn ikke har det godt – også selvom barnet er voksent.”
”Jeg kan ikke overskue konsekvenserne, hvis jeg ikke havde været i behandling. Jeg ville desperat have fortsat med at spise mine følelser væk, men nu forholder jeg mig til dem. Jeg behøver ikke at være perfekt for at få lov at være i verden,” slutter Gitte.
Gitte og Hanne er ikke kvindernes rigtige navne, men deres identiteter er redaktionen bekendt.
Op mod 50.000 danskere lider af BED (tvangsoverspisning). Men lige nu er der ikke engang 400 pladser til behandling af BED i psykiatrien om året. Det betyder, at der er plads til færre end 1 ud af 100 med BED. Det er alt, alt for få pladser – og det har store menneskelige omkostninger!
Mange, der lider af BED, oplever stor mistrivsel med negative følelelser som skam, lavt selvværd og en følelse af at være forkert. Mange fortæller om, at de mødes af fordomme og diskrimination, hvilket kan føre til isolation, ensomhed, depression og selvmordstanker.
Personer, som er diagnosticeret med BED, har ret til behandling! Derfor kræver vi, at politikerne på Christiansborg sikrer de nødvendige midler, så flere kan få behandling.
Læs mere, og skriv under på vores krav om flere behandlingstilbud her >>
