Fra ortoreksi til BED til Body Dysmorphia

Body Dysmorphia betyder, at man er ekstremt optaget af ens eget udseende og samtidig har et forvrænget billede af, hvordan man ser ud. 

Kroppen er en sær størrelse og det er sjovt, hvordan opfattelsen af den kan ændre sig på et splitsekund. Det slog mig forleden, at min kamp med min krop startede for over 10 år siden. En kamp, der bestemt også består af mange lag. Flere lag end jeg vil kunne dække her. 

I løbet af årene er der sket mange ting. Perioder har været hårdere end andre, i nogle øjeblikke har kampen været ikke eksisterende, og i andre har den overskygget alting. 

Min historie starter som en uskyldig 16-årig pige, der ikke anede hvilket helvede, der ventede hende. Nu sidder jeg her i dag, 26 år gammel, og stadig mén fra et simpelt ønske om en markeret mave og det famøse thigh gap. I starten var tingene uskyldige. Jeg takkede nej til eftermiddagskagen og inkorporerede lidt hjemmetræning på værelset. Men inden jeg havde set mig om, handlede alt i min verden om mad og træning, mens mine veninder hyggede og festede i weekenderne.  

Jeg var knust. Jeg var knækket. Jeg kunne ikke mere. Alt jeg ønskede var at blive rask. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at det kun var starten, og nok den mindst smertefulde del af den lange kamp.  

Jeg startede i et fitnesscenter og blev bidt af bikinifitness. Fik en coach, en kostplan og en træningsplan. Det var redningen på min ortoreksi. Troede jeg. Men i realiteten var det kontrollen, der fortsatte. Den havde blot ændret sin form. Jeg blev mindre madforskrækket, jeg fulgte min plan til punkt og prikke. Lige udover hver lørdag. Det var cheatday. Her måtte jeg spise alt, og det gjorde jeg. Men det var okay, for jeg havde en coach, der havde styr på det for mig. Jeg fik energi tilbage, og blev igen social, men kost og træning udfyldte fortsat min hverdag. Tiden gik i denne boble, og pludselig blev jeg student. Et øjeblik der åbnede mine øjne for, hvor meget kost og træning havde taget fra min gymnasieoplevelse. Nu var alting slut, og mens mine veninder havde adskillige oplevelser i bogen, havde jeg topkarakter og en madpakke fyldt med ris og kylling. 

Jeg stoppede hos min coach i takt med, at hans priser steg, og min interesse faldt. Men kun ganske kort efter gik det galt igen. Jeg var nu 19 år, og anede ikke hvordan et normalt spise- og træningsmønster så ud. 

Jeg havde min første overspisning. Jeg husker den så tydeligt. Jeg var alene hjemme og ventede på, at jeg skulle ud ad døren. Og så slog det bare klik. Jeg spiste og spiste og spiste. Siden den episode tog det fart. Episoderne gentog sig igen og igen, uden jeg forstod hvorfor. Ugentligt, dagligt, flere gange om dagen. Et mønster, en copingmekanisme, der har fulgt mig lige siden.  

Det var et helvede at være i. Jeg prøvede alt for at få det bedre. Jeg var så langt ude, at jeg sagde til mig selv, at jeg ville ønske, jeg havde ortoreksi igen. Jeg skammede mig og var virkelig ked af min krop. Jeg forsøgte at være ligeglad, tillod mig at spise alt i de mængder jeg ville. Men overspisningerne forsvandt ikke.  

Efter 2 år valgte jeg at forfølge min drøm. Tage ud på en solorejse. Det hjalp gevaldigt på mine overspisninger. Jeg var aldrig alene, spiste ethvert måltid med andre og uden jeg opdagede det, raslede kiloene af mig. Men i det det går op for mig, vender mit kropsfokus tilbage, stærkere end nogensinde. Jeg begynder at være restriktiv igen og filme mig selv for at se, om jeg mon har tabt mig. Efter nogle måneder finder jeg min egen bolig på den anden side af jorden. Og herfra tager det fart igen. Overspisningerne er tilbage, og jeg skifter mellem at overspise og sulte mig selv.  Jeg formår at holde min vægt nede. Et punkt jeg ikke ønsker at tillægge for meget fokus, men en indikator, der understøtter min historie, og hvor i processen jeg befinder mig. Hvis du tror historien er ved vejs ende, tager du grueligt fejl. Min historie er kun lige startet.  

Jeg vender hjem, og der går ikke længe, før den første overspisning finder sted igen. På dette tidspunkt er jeg stadig i uvished, om de kommer af mine restriktioner, eller om det efterhånden er blevet en vane. En måde for mig at dulme på. En måde at håndtere svære situationer på. En flugtvej.  

Jeg flytter til en ny by og starter på studie. Perioden er meget rocky, det går op og ned, men er præget af underspisninger og overspisninger, men rigtig fart tager overspisningerne igen i eksamensperioden. Her bliver maden min flugt fra det uoverskuelige. Jeg spiser, og jeg spiser, og jeg spiser. Så snart jeg sætter mig ned for at læse, tænker min hjerne på mad. Når jeg spiser, behøver jeg ikke læse. En form for overspringshandling, der resulterer i, at jeg bliver så udmattet, at jeg ikke engang kan læse. 

Jeg tager på skiferie, og igen falder der ro på. Jeg er sammen med mennesker 24 timer i døgnet og tilpasser mine madvaner. Men jeg spiser bevidst restriktivt. 

Vi vender hjem, og der går ikke længe, før corona rammer. Endnu et kæmpe vendepunkt. Jeg er meget alene i lejligheden. Uni er online, og alt den daglige støj med sociale arrangementer er forsvundet. Overspisningerne begynder igen på daglig basis.  

Sommeren nærmer sig, landet åbner op, jeg har fået job, og min veninde flytter ind. Det sociale får mig på andre tanker, og det lykkedes mig at komme tilbage i en rutine med underspisninger. Jeg bliver ganske lille og er obsessed med mit kropsbillede. Jeg tjekker mig i spejlet flere gange dagligt, tager videoer, og maden påvirker mig igen i en sådan grad, at det overtager store dele af mine tankemønstre. Jeg bliver hyper fokuseret på min mave, som altid er oppustet. Og netop dét følger mig den næste lange periode. Hvis jeg er oppustet, har jeg det ikke godt, det påvirker hele min dag og mit humør. Og det er jeg ofte. Meget ofte. Det er igen en meget rocky periode. Sådan fortsætter det de næste par år. 

Ved årsskiftet flytter jeg selv. Tingene går galt og tager virkelig fat igen. Mine dage går med at vågne, gå ned og handle til overspisning, spise resten af dagen og måske ud og handle mere mad. Jeg flytter igen. Men det hjælper ikke. Min roomie påpeger, at der lugter af rådden æg i lejligheden. Det bare mig. Min fordøjelse. Mine prutter. Der stinker enormt. 

Uni er fortsat primært online. Jeg har fået en ny veninde, som jeg er sammen med næsten dagligt. Det sociale får igen tingene til at vende, og underspisningerne kommer tilbage. Samtidig får jeg opsøgt læge for første gang. Her kommer jeg et par gange. Efter sommeren daler venskabet ud, men erstattes overlappende med et nyt, som muliggør min fastholdelse i det mønster, jeg har skabt.  

Ved årsskiftet tager min veninde ud og rejse. Jeg er på daværende tidspunkt begyndt at ses med en fyr, der dog ikke kan fylde tomrummet ud. Overspisningerne finder frem igen, og perioden frem til sommeren går meget op og ned. Han afholder mig, dog ubevidst, fra at ryge helt ned i hullet igen. Jeg bruger ham ofte. Men af de forkerte årsager. Sådan fortsætter det resten af året med op og nedture, imens jeg får arbejde i nattelivet, som fastholder mig i at drikke hver weekend. Det giver mig dog også noget at gå op i. Et nyt fællesskab. Jeg nyder at tage ud, slå hjernen fra og hygge mig hver weekend. Men det bliver efterhånden en kæmpe flugt og undskyldning for ikke at spise ordentligt.  

Jeg starter på min kandidat, og der går ikke længe, før jeg igen igen får lange perioder med overspisninger. Generelt spiser jeg alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Det behøver ikke være "forbudte" fødevarer, bare det er mad. Bare det dulmer. Jeg stjæler også mad fra mine roomies, prøver at tage en mængde de ikke ville kunne opdage mangler. Og jeg stopper ikke, før jeg har det så skidt, at jeg må ligge i fosterstilling de næste to dage. Og alligevel kan episoden gentage sig samme dag, eller dagen efter. 

Min vægt svinger meget, men jeg har befundet mig inden for den “normale” skala, og derfor har det været enormt svært at føle mig forstået, når det kommer til mine overspisninger. Men de bør ikke måles i vægt, men i følelsen af, hvordan de udfolder sig. Jeg var til et BED- forløb, og her sad lille jeg i en rundkreds med andre, som alle var synligt overvægtige. Jeg følte mig til grin. Utilpas. Jeg måtte afbryde forløbet. Og nu sidder jeg her. Stadig fanget i det samme mønster.  

Jeg er før blevet afvist hjælp grundet min vægt. En ærgerlig tendens. Vægt og spiseforstyrrelser bør ikke tillægges så meget værdi. Måske jeg havde fået den hjælp, jeg havde brug for, hvis jeg vejede mere. Måske ikke.  

Jeg ryger igen ned i et kæmpe hul i løbet af foråret. Jeg græder, jeg giver næsten op. For smerten af overspisningerne, og hvad de gør ved mit liv, kan jeg ikke længere holde ud. Det er så hårdt, og jeg er samtidig så fortabt. Jeg opsøger igen en læge og starter ved psykolog. En periode og et samspil, der gør, at jeg kommer lidt ovenpå igen. En rocky sommer, men jeg får et ekstra arbejde og flytter 3 uger ind hos min kæreste, som gør det lettere ikke at overspise. Men også lettere at kontrollere mine underspisninger. Jeg er træt, sover konstant og har meget lidt energi til andet. Fokusset på mad er igen stor og altoverskyggende. 

Jeg tager på udveksling i Europa. Jeg er rædselsslagen for, om jeg kan håndtere mig selv, mine følelser og overspisninger. De første uger går fint, men hurtigt får jeg mig isoleret, overspisningerne er tilbage, og kiloene sætter sig. Det påvirker mit ophold helt ekstremt. Jeg får ikke skabt de relationer, jeg ønsker, jeg får ikke taget ud i angst for at spise og drikke unødvendige kalorier. Et meget ambivalent emne for mig. Jeg nyder at drikke, men ikke bare for en enkelt eller to. Og her er jeg nået et punkt, hvor byen ikke længere siger mig noget. Opholdet ender med, at jeg får fløjet min kæreste ned til mig 3 gange. Ikke for at se ham, men for, at jeg har en omkring mig, der kan afholde mig fra overspisningerne. Det ved han intet om. Jeg skammer mig over at bruge ham på den måde. Jeg skriver kæreste, men siden vi startede med at date, har store dele af vores forhold været påvirket af min spiseforstyrrelse. Jeg har aflyst mange aftaler, slået op og søgt hans opmærksomhed for at dulme spiseforstyrrelsen. Jeg græder meget. Og hele mit ophold er for mig ikke særlig vellykket grundet min spiseforstyrrelses tilstedeværelse. Det er den, der fylder, når jeg tænker tilbage på det halve år. Og det jeg rigtig ked af. Igen har jeg frataget mig selv en kæmpe oplevelse. 

Jeg tager hjem. Bor hos min kæreste en måneds tid, og så tager vi ud og rejser. Vi er sammen dagligt. Spiseforstyrrelsens stemme er fortsat til stede, nogle dage kan den være bestemt af, hvordan jeg har det i min krop. Jeg døjer meget med min fordøjelse. Har smerter i maven, er ekstremt oppustet og har uregelmæssig afføring. Hvilket jeg tror er et resultat af de mange års ubalanceret spisemønstre. Denne rejse gør vidunder for mig. Ikke at skulle lave mad, men få det serveret gør godt. Jeg forsøger at lytte enormt til min krop. Jeg underspiser ikke længere, min krop forsøger stille og roligt at finde sin vej tilbage i balance. Jeg spiser til tider lidt for meget, som alle mennesker gør, men jeg har ikke haft overspisningsperioder. Jeg aner ikke, hvad jeg vejer og har aldrig tillagt det meget værdi. Det har været en indikator på, hvor jeg er. Men jeg prioriterer velvære i min krop, over hvad der står på vægten. Jeg døjer stadig med min fordøjelse, men den skal ikke stå i vejen for at få oplevet verden, mens jeg er afsted. Jeg er sikker på, min krop nok skal finde tilbage, men det tager tid med 10 års spiseforstyrrelse i bagagen. Min krop er mit tempel, og det er den, der skal bære mig gennem livet. Indsigten har jeg altid haft. Længe, men faktisk at give slip og tro på, det nok skal gå, er skræmmende.  

Jeg skriver mit speciale, imens jeg rejser rundt i Asien. Det er ofte uni, der vækker stemmen om overspisning i mit hoved i fortiden. Men at tage ud og rejse samtidig, er det bedste, jeg har kunne gøre. Min livsglæde, mit overskud, min aura og jeg som person er på vej tilbage. Og det er jeg så skidestolt af. Jeg er en person med personlighed. Jeg har skarpe holdninger, ved hvad jeg vil og arbejder hårdt for at nå det. I am freaking about to get back.  

Mit bedste råd til dig derude er, at kroppen er det mindst interessante ved dig. Læn dig tilbage for en kort stund. Forestil dig følgende: Du spoler tiden 50 år frem, og sidder med dine børnebørn i skødet. De spørger dig, hvordan dit liv har været som ung. Enten kan du fortælle dem om, hvor mad- og kropsfokuseret du var, hvilket resulterede i adskillige timer derhjemme i angst for uvisheden om, hvad mad der serveres, om du mon kan styre dig, og om de kan se, du lige har tabt dig eller taget på. 

Eller du kan fortælle om alle de fantastiske oplevelser, du har haft, den solorejse du tog på, det bjerg du besteg, og om dengang du fandt dit livs kærlighed en random onsdag aften, da din veninde spontant inviterede dig ud. Livet er smukt, hvis bare vi tillader os at leve det.  

Om ganske få måneder har jeg afsluttet min kandidat. En uddannelse der har beriget mig på så mange måder og indeholder essentielle aspekter for mennesket, men også en uddannelse der har mindet mig om, hvor mit hjerte ligger. Mit mål, mit ønske og min helt store passion er at hjælpe folk fri fra fængslet med ubalance i kropsopfattelse og spisemønstre. Jeg ved, hvad det har frataget mig i en meget ung alder, og jeg ønsker ikke andre skal igennem det samme.  

Du må gerne fokusere på sundhed, og du må gerne have mål, men når disse er altoverskyggende, er begrebet sundhed og velvære ikke længere i centrum. Det er aldrig for sent at ændre spor, men jo tidligere du gør det, jo mere livsglæde venter dig❤️ 

Simone er ikke kvindens rigtige navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.