“Jeg spurgte hele tiden mig selv - hvad kan jeg gøre for at blive endnu sundere?”

Min spiseforstyrrelse begynder uskyldigt at dukke op i 8. klasse, hvor nye og overfladiske ting fylder i mit liv. Det er ting som makeup, skønhed, kroppen, drenge og sociale medier. Jeg bliver bevidst om, at der er flere af mine veninder, der er begyndt at motionere meget. Nogle går til ridning, nogle til gymnastik, andre løber eller går i et fitnesscenter. Jeg har ikke selv en stor interesse for træning på det her tidspunkt, men jeg tror, at fordi flere af mine veninder er optaget af det, føler jeg, at jeg også bør melde mig ind i et fitnesscenter. 

Da jeg er begyndt at træne, bliver jeg mere interesseret i, hvad jeg ellers kan gøre for at blive sund. Jeg kan tydeligt huske, at jeg en dag spørger min far ind til det, og han foreslår, at jeg kan skære sukkeret fra, når jeg drikker te. Det er jo et lille uskyldigt eksempel, som man måske ikke umiddelbart tillægger så stor betydning, men for mig satte det gang i en proces, hvor jeg hele tiden tænkte over at skære mere og mere fra. Jeg spurgte igen og igen mig selv: Hvad kan jeg gøre for at blive endnu sundere?

I 8. klasse går mine forældre også fra hinanden, og derudover skal min højtelskede hund aflives. Det er summen af, at mine forældre skal skilles, min hund skal aflives, og min krop og interesser ændrer sig i starten af puberteten, der gør, at jeg føler en mangel på kontrol. Men det jeg kan kontrollere er, hvad jeg spiser, og hvor ofte jeg træner.

Hende den sunde pige 

I slutningen af folkeskolen og begyndelsen af gymnasiet synes jeg egentlig, at jeg har det ret fedt. Jeg er hende den sunde pige i klassen, som har en selvdisciplin ingen andre har. Når jeg tænker tilbage på det i dag, ved jeg godt, at spiseforstyrrelsen styrede mig, og at jeg egentlig ikke havde det så fedt, som jeg gik rundt og følte.

Min kost og motion bliver for alvor ekstrem, da corona-nedlukningerne kommer. Fitnesscenteret lukker, så jeg føler et stort behov for at kompensere for den manglende træning gennem min mad. Jeg skærer alt fra, indtil jeg kun lever af fire-fem fødevarer fordelt på to måltider om dagen. Men da landet så åbner op igen, begynder jeg ikke at spise mere. I stedet begynder jeg at træne mere. Mine forældre er tydeligt bekymrede for mig, og de forsøger også at italesætte det. Men jeg kan ikke se problemet, jeg synes, jeg har styr på det.

Aflyste drømme  

Da jeg dimitterer fra gymnasiet i 2022, vælger jeg at tage et sabbatår. Mine veninder går ofte ud og spiser på restauranter og nyder i virkeligheden bare det gode liv og friheden. Jeg føler mig modsat dem ret begrænset, og jeg tør ikke gøre de ting, som de gør på grund af spiseforstyrrelsen. Det er en mærkelig følelse, det er på en måde en slags tomhed. Som om jeg ser mig selv udefra.

Derudover har jeg booket en to måneders rejse til Bali, Australien og New Zealand, som jeg virkelig glæder mig til. Jeg har altid drømt om at besøge de lande. Mine veninder rejser også, men da jeg nærmer mig datoen for afgang, kan jeg mærke, at jeg bliver utryg. Tanken om, at jeg ikke kan passe min træning eller på samme måde tracke min mad, som jeg plejer, mens jeg er væk, skræmmer mig helt vildt. Så jeg ender faktisk med at aflyse min rejse to uger, før jeg skal afsted.

Det er her, jeg begynder at indse, at der er noget galt. Jeg kan mærke, at spiseforstyrrelsen begrænser mig i, hvad jeg kan gøre, og hvad jeg drømmer om at gøre. Så jeg siger til min far, at nu er det nok en god idé at besøge en psykolog. 

Jeg starter i et behandlingsforløb efter sommerferien i 2022 på Hejmdal Privathospital, hvor jeg får tilknyttet en diætist og en psykoterapeut. Diætisten står for den mere fysiske del af behandlingen, så det er hende, der vejer mig og laver en madplan baseret på min vægt, som jeg skal følge. Hun er god til at tale med mig om, hvilke madvarer jeg er komfortabel med. Hun vil selvfølgelig gerne have mig et sted hen, hvor jeg kan spise helt uden restriktioner, men i starten er hun opmærksom på, at fødevarer, som er forbudte for mig, ikke kommer med i madplanen, hvilket er rart.

Selvom hun er god til at tage højde for, hvor jeg er i min recovery, er det helt vildt skræmmende. Jeg skal gå hjem og veje maden af, så jeg kan se, hvordan en “normal” portion ser ud, sammenlignet med de måltider, jeg har været vant til at spise. Jeg græder og ryster under de første måltider, men i takt med at jeg begynder at spise mad, som jeg ikke har rørt i fem år, indser jeg, at der ikke sker noget farligt, og at jeg ikke tager på hen over natten. For første gang i fem år, føler jeg mig mæt.

Psykoterapeuten har jeg nogle hæmninger overfor i starten. Det kan godt være, jeg har takket ja til at få hjælp, men jeg skal i hvert fald ikke græde overfor hende. Det har jeg lovet mig selv. Men efter min første samtale med hende, slipper jeg alle hæmninger, fordi det bare er så rart at tale med nogen. Hun får mig til at indse, at jeg ikke bare har spiseproblemer men en spiseforstyrrelse, der dikterer, hvad jeg må spise, og hvad jeg skal sige i bestemte sammenhænge. Det er også hende, der foreslår, at jeg skriver mine tanker og følelser ned.

F*ck restrictions and your mom too 

I begyndelsen har jeg ingen planer om, at min personlige tanker og følelser skal udvikle sig til en bog. Jeg skriver egentlig bare mine frustrationer ned, når jeg oplever dem for at få afløb fra dem. Men i takt med at jeg skriver, bliver jeg mere nysgerrig på, hvorfor jeg har udviklet en spiseforstyrrelse, hvilket leder til, at jeg begynder at skrive om nogle minder fra min barndom og mine teenageår. 

Jeg begynder så småt at indse, at min mor også har spillet en rolle i udviklingen af min spiseforstyrrelse. Jeg har mange minder om hende, der taler nedsættende om sin egen krop, går på slankekure, og får ansigtsbehandlinger for at ændre sit udseende. Isoleret set er det ret uskyldige ting, hun har sagt om sin krop foran mig. Det kan være sådan noget som at kigge sig selv i spejlet og sige, hun ser tyk ud. Men hvis jeg samler alt det, hun har sagt og gjort ved sin krop, er det jo ikke så underligt, at jeg også har fået et forvrænget syn på min egen krop, selvom det aldrig har været hendes intention.

Jeg bliver utroligt vred på hende til at starte med, jeg kan slet ikke finde ud af at kommunikere med hende. Men i takt med at jeg går i behandling og skriver alle minderne ned, bliver jeg også nysgerrig på, hvor hendes kropsidealer kommer fra. Hun er jo ikke bare stået op en morgen, kigget sig selv i spejlet og tænkt, din krop ser forkert ud. Det kommer jo et sted fra. I virkeligheden handler det om nedarvede diætkulturer, hvor vi gang på gang får at vide, at vi skal se ud på en bestemt måde og holde os fra bestemte fødevarer for at være succesfulde mennesker. 

Vores forhold har ændret sig til det bedre, efter jeg begyndte i behandling og skrev bogen. Jeg er blevet bedre til at sætte grænser overfor min mor fremfor at blive vred på hende, og vi har haft rigtig mange gode samtaler om min barndom, men også diætkulturen og kropsidealer. I dag kan vi nærmest sidde i fællesskab og være vrede over alle de krav, der er til folks kroppe.  

Da min mor var ung, fik hun diætkulturen og kropsidealerne ind gennem magasiner, fysiske reklamer i bybilledet og tv-programmer, mens jeg har fået det ind via sociale medier. Tænk på alle de trends på sociale medier, som handler om mad eller træning, fx ‘What I eat in a day’, ‘Girl dinner’, ‘12-3-30 Treadmill Workout’ eller ‘Functional Fitness Training’. Det er jo næsten umuligt ikke at blive eksponeret for det indhold.

Jeg har gjort en aktiv indsats for at ændre algoritmernes opfattelse af, hvad jeg ønsker at se på sociale medier. Under min spiseforstyrrelse har jeg fulgt en masse fitness influencers, så mit feed til sidst kun har været fyldt med deres indhold. Det har jeg lavet om på, fordi det gjorde mig ikke glad eller gav mig mere selvværd, som jeg troede, det gjorde det præcis modsatte. Sociale medier har helt sikkert været med til at fastholde mig i spiseforstyrrelsen.

I takt med at jeg har fået det bedre og været i behandling, har jeg unfollowet alle fitness influencers og celebrities, som redigerer deres billeder. I stedet forsøger jeg at interagere med indhold, der gør mig glad, fx dyr eller sjove memes med Shrek eller Svampebob Firkant. Jeg har sat skærmfri tid på min telefon, så jeg ikke kan bruge sociale medier, lige inden jeg skal i seng, eller lige når jeg står op. På den måde bliver jeg ikke eksponeret for indhold, der kan sætte gang i negative tankespiraler, lige inden jeg skal sove. Det er næsten umuligt at få 100% kontrol over det indhold, du bliver præsenteret for på sociale medier, men jeg synes, det har hjulpet mig at gøre noget aktivt for ikke at interagere med det, som giver mig kropsusikkerhed.