Nyhed

Børn med overvægt skal fremover tjekkes for spiseforstyrrelse

Sammen med Københavns Kommune vil vi sikre, at børn, der lider af tvangsoverspisning, får behandling for deres spiseforstyrrelse i stedet for redskaber til at tabe sig.

Dreng

Forestil dig Magnus på 12 år. Han bliver mobbet, han føler sig ensom, og han har fået at vide, at han vejer for meget. Han er på kur. Det gør ham sulten, og det driver ham ud i køkkenet, hvor han i hemmelighed spiser, til det gør ondt. Uden nogen ved det, har mobning, lavt selvværd og fokus på mad lagt fundamentet for en spiseforstyrrelse.

Typisk vil børn som Magnus blive sendt til diætist, så de kan tabe sig. Men for et barn med tvangsoverspisning – også kaldet ’binge eating disorder’ eller blot BED – vil en indsats med fokus på vægt og motion i bedste fald ikke have nogen effekt og i værste fald forværre spiseforstyrrelsen. Alligevel findes der i dag ikke nogen offentlige tilbud til børn med tvangsoverspisning.

Det har vi sat os for at ændre på sammen med Københavns Kommune. Med støtte fra VELUX FONDEN vil vi i fællesskab udvikle et screeningsværktøj og en behandlingsmetode, der kan hjælpe børn som Magnus. Samtidig vil voksne omkring børnene få støtte og vejledning, så de kan hjælpe børnene med at forebygge tilbagefald.

BED: Ret til behandling

Mennesker med BED har ret til behandling. Men i dag er der kun plads til at behandle færre end 1 ud af 100 i psykiatrien om året!

Læs mere og skriv under på vores kampagne for mere behandling til mennesker med BED >>

Jo tidligere behandling, jo større chance for et liv uden en spiseforstyrrelse

”Vi ved, at børn, der lider af tvangsoverspisning, blandt andet har et mere negativt selvbillede, lavere selvværd, er mere overvægtige og er i dårligere trivsel end deres jævnaldrende. Undersøgelser tyder endda på, at børn med tvangsoverspisning oftere har selvmordstanker og symptomer på angst og depression. Der er derfor tale om en alvorlig og invaliderende spiseforstyrrelse,” siger Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Hun tilføjer:

”Målet med projektet er, at børnene skal kunne leve et liv i trivsel med skole, venner og fritidsinteresser på lige fod med andre børn. Jo tidligere børnene får den rigtige hjælp, jo større er chancen for, at de kommer helt af med lidelsen.” 

”Mange børn og unge døjer med overvægt i en grad, som er behandlingskrævende, og dem hjælper vi allerede med god succes i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Men vi skal blive bedre til at spotte de børn, som også har en bagvedliggende spiseforstyrrelse. Ellers får vi ikke hjulpet dem godt nok. Jeg håber, at vi med projektet får udviklet de redskaber, der er brug for, så de børn, som risikerer alvorlig mistrivsel på grund af en spiseforstyrrelse, får den rigtige hjælp,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF).

Femårige med symptomer på tvangsoverspisning

Sundhedsstyrelsen anslår, at op mod 50.000 voksne danskere lider af BED. I et nyt studie rapporterer 3,6 % af danske 16-årige piger og 1,2 % af 16-årige drenge selv symptomer, der svarer til BED. Der findes ingen tal for, hvor mange børn, der har BED, men nyere undersøgelser viser, at de første symptomer på BED for mange starter allerede i barndommen.

Blandt 173 voksne, som Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har behandlet for BED, husker 68 procent, at deres overspisninger startede, da de var mellem fem og 15 år gamle.

Over de kommende fire år vil 70-80 københavnske børn på 12-18 år og deres familier blive inviteret til at deltage i projektet. 

Vi vil ...
  • Udvikle et screeningsværktøj til at opspore børn med overvægt, som lider af eller udviser risikoadfærd for BED.
  • Udvikle og afprøve en metode, der kan reducere symptomer på BED hos børn, og undersøge, om den har samme positive effekt på børns livskvalitet, som hos voksne.
  • Udvikle en metode til at opkvalificere forældre og netværk omkring barnet.
  • Uddanne fagpersonale i kommunen i opsporing af børn og unge med BED.
  • Afdække, hvilke særlige behov for støtte og behandling børn og unge med overvægt og symptomer på BED har.
  • Blive klogere på sammenhængen mellem overspisninger og mistrivsel hos børn og undersøge, hvordan spisning kan være en måde at regulere svære følelser på.
  • Undersøge, hvilken effekt en fysiologisk/diætetisk og en psykologisk tilgang har på børnene.

På lang sigt er formålet med projektet at stille metoder til rådighed for andre kommuner og aktører, der kan sikre, at børn og unge med overvægt, der samtidig har BED eller viser tidlige tegn på BED, får den rette hjælp og ikke kun behandles for overvægten.

Projektet er støttet af VELUX FONDEN.

VELUX FONDEN logo

 

BED: Ret til behandling

Op mod 50.000 danskere lider af BED (tvangsoverspisning). Men lige nu er der ikke engang 400 pladser til behandling af BED i psykiatrien om året. Det betyder, at der er plads til færre end 1 ud af 100 med BED. Det er alt, alt for få pladser – og det har store menneskelige omkostninger!

Mange, der lider af BED, oplever stor mistrivsel med negative følelelser som skam, lavt selvværd og en følelse af at være forkert. Mange fortæller om, at de mødes af fordomme og diskrimination, hvilket kan føre til isolation, ensomhed, depression og selvmordstanker.

Personer, som er diagnosticeret med BED, har ret til behandling! Derfor kræver vi, at politikerne på Christiansborg sikrer de nødvendige midler, så flere kan få behandling.

Læs mere, og skriv under på vores krav om flere behandlingstilbud her >>

Kontakt

Direktør (hun/hende)
4045 2370
Kommunikations- og fundraisingchef (hun/hende)
5117 7578
Projektleder i videnscentret (hun/hende)
5117 7580