Corona-pandemi og min spiseforstyrrelse
#JegBliverHjemme og #SammenHverForSig er nogle af de mest bruge hashtag for tiden, og jeg kan kun tilslutte mig budskaberne.
Problemet er bare, at hvis min spiseforstyrrelse skulle udvælge nogle hashtag, ville den med stor sandsynlighed vælge de samme. Min spiseforstyrrelse lever nemlig bedst i det skjulte, væk fra mine nære relationers opmærksomhed og blikke. Min spiseforstyrrelse satte mig i hjemmekarantæne i alt for mange år, for hjemme kunne den få lov at bestemme over mig uden at blive afsløret. Nu er jeg, ligesom alle andre, i hjemmekarantæne igen på grund af Corona-pandemien. Og det er mega sårbart.
Selvisolationen, den utrygge verdenssituation, aflyste behandlingsaftaler og de sociale mediers nye fokus på ”kedsomhedsspisning”, ”hjemmetræning” og ”corona-dunk”, er alle faktorer, der giver næring til den spiseforstyrrelse, jeg har kæmpet mod så længe.
Det er halvandet år siden jeg startede i intensiv behandling for min spiseforstyrrelse. Nu står jeg hér, på vej tilbage til hverdagen og livet. På mange måder sammenligner jeg mig selv med et lille barn der oplever verden for første gang. Alt er nyt og spændende og en lille smule farligt. Jeg øver mig hver dag i de ting, som langt de fleste voksne tager for givet. At skabe struktur og gode rutiner er altafgørende for, at jeg kan lykkes med min recovery. Og jeg er godt på vej.
Men så kom Corona-pandemien. Vi holder vejret for en stund, og alle rutiner er ændret.
For mig, og for andre der kæmper mod en spiseforstyrrelse, er det en ekstra sårbar tid. De rutiner, som er altafgørende for recovery-processen, er sat på pause. Strukturen i hverdagen er hvisket ud, og erstattet af ingenting, og når ”ingenting” er dét, der venter for dagen, kan motivationen til tider være svær at få øje på. I sådan en situation kan det synes så ”let” at ty til spiseforstyrrelses falske tryghed, for når alt kommer til alt, så havde den jo et formål som følelsesreguleringsstrategi.
Følelsen af at stå stille og at sætte livet lidt på pause, er for mange en ny og måske kærkommen følgevirkning af samfundets lockdown. For mig betyder det, at jeg for tiden ikke kan øve mig i helt essentielle ting.
Almindelige ting så som at spise min frokost i kantinen, deltage i sociale arrangementer med mange mennesker, øve mig i at tage bussen i stedet for at tvangsmotionere, og måske mest af alt, øve mig i at lukke mine nære relationer ind og undgå isolation.
Alles øjne er på Corona-situationen lige nu, og vi er alle berørte af den, spiseforstyrret eller ej. Jeg udviser samfundssind og bliver hjemme, selvfølgelig gør jeg det. Jeg nåede heldigvis at opleve, hvor spændende et liv der venter på den anden side af min spiseforstyrrelse, om end det kun blev til nogle få måneders forsmag på det liv jeg gerne vil leve, før Mette trykkede på hele Danmarks pause-knap.
#DetBliverGodtIgen – og indtil da, vil jeg holde ud og holde fast i det, jeg kan og vil.
