Tvangsmotionerede og skippede måltider

Igennem overvejelsesforløbet får jeg det dårligere, nok idet at jeg bliver bevidst om min spiseforstyrrelse, og jeg opdagede hvordan den havde været min bedste ven siden jeg var 12/13 år gammel. Mine forældre blev skilt da jeg var 9 år, og det var en turbulent omgang. I den forbindelse startede et ekstremt fokus på krop og vægt, og jeg sprang oftest måltider over. Jeg havde brug for min spiseforstyrrelse, for at fjerne fokus fra alt det jeg ikke kunne rumme. 

At være lille blev min identitet

Folk kommenterede på hvor lille jeg var, så det blev en del af min identitet. Jeg forbandt følelsen af sult med succes, og det var rart med succes, når alt andet føltes kaotisk.

I overvejelsesforløbet tog min spiseforstyrrelse fuldstændig over, og jeg tabte mig yderligere, og det gik stærkt. Jeg tvangsmotionerede flere timer om dagen, og spiste nærmest ikke noget. 

Da jeg afsluttede overvejelsesforløbet fik jeg tilbudt plads i en adfærdsændrende gruppe, men der var ventetid. Jeg husker ikke hvor længe jeg skulle vente, men jeg fik det ikke bedre i ventetiden, tværtimod. 

Vægttabet fortsatte

Jeg fortsatte vægttabet, og befandt mig et sted, hvor jeg var bange for, hvad der skete med min krop, og jeg var bange for min spiseforstyrrelses magt over mig. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg kunne ikke længere holde fokus i en samtale, jeg glemte alt og jeg sov nærmest ikke om natten. Jeg ville bare være alene, da det var nemmest ikke at skulle forholde mig til mad sammen med andre, men jeg var også bange for at være alene. 

Jeg valgte selv at opsøge Stolpegården om ekstra hjælp, og jeg fik tilbudt nogle diætistsamtaler indtil at jeg skulle starte i gruppen.

I adfærdsændrende gruppe kom jeg på hårdt arbejde, det var et langt og sejt træk! Jeg blev forlænget fem uger, i den i forvejen lange behandling, så jeg fik den længste behandlingstid de tilbød. Dette blev argumentet, da jeg gangen efter at jeg ramte BMI 20 skulle stoppe i gruppen. 

Utilpas i egen krop

Jeg var bund ulykkelig. Selvom jeg havde overskud til ting, som jeg ikke havde før, så følte jeg mig slet ikke tilpas i min egen krop. 

Efterfølgende var det svært. Jeg var vægtstabil, og det var derfor ikke længere synligt at jeg havde en spiseforstyrrelse, selvom jeg var totalt fanget i spiseforstyrrede tanker og et fast spisemønster. 

I 2019 skete der omvæltninger, som kickstartede min spiseforstyrrelse igen. Det blev tydeligt, at den stadig var min bedste ven, når alt andet var svært. Jeg tabte mig, og mærkede igen frygten for at det skulle fortsætte, men også angsten for at skulle tage det på igen. Så jeg opsøgte hjælp og blev henvist til Ballerup. Efter et halvt år startede jeg i behandling igen. Jeg gik i gruppen i 20 uger, og da jeg blev afsluttet var jeg klar. Jeg nåede BMI 20 hurtigere end sidst, så jeg havde tid til at lande og afprøve nye ting imens jeg blev holdt i hånden. 

Vægten var god, men var jeg rask?

Men jeg er ked af den hurtige afslutning tilbage i 2017, da jeg på ingen måde følte mig set eller hørt i systemet, og blev betragtet som rask udelukkende på baggrund af min vægt. Jeg var langt fra rask, men jeg anede ikke, at jeg kunne få det bedre, for jeg fik også fortalt at det var helt normalt at vakle lidt i starten, og at jeg havde brug for at komme ud af patientrollen. På den baggrund vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige for at få lov til at blive i en form for behandling.

Jeg ved dog også at de behandlere som jeg har været hos, gjorde deres bedste, men var underlagt et system, som kategoriserer og opdeler i kasser, frem for at se den enkelte. Det gik desværre udover mig, og jeg tror det var derfor jeg havnede i behandling igen i 2020. 

I dag har jeg det godt, jeg går stadig hos en privat terapeut. Jeg ved, at jeg har brug for en vis struktur over mine måltider, for at fastholde dem og forblive vægtstabil. Men jeg er ikke styret af min spiseforstyrrelse, og jeg kan afvige fra strukturen uden at det hele går i baglås. Jeg ved at jeg skal være opmærksom på motion, for at det ikke tager overhånd. Generelt skal jeg være opmærksom på ikke at falde tilbage i gamle mønstre, men alt i alt, så lider jeg ikke af en spiseforstyrrelse længere. Jeg har overskud til andet og andre, og det har gjort den hårde kamp det hele værd.