Tabt mellem to stole
Mette har kæmpet med spiseforstyrrelse i 14 år og har været ind og ud af forskellige behandlingstilbud. Sidste gang hun blev udskrevet fra psykiatrien, måtte hun vente fire måneder på støtte fra kommunen.
Efter min sidste indlæggelse gik der fire måneder, før jeg hørte fra kommunen. Jeg gik helt alene. Det var forfærdeligt. Spiseforstyrrelsen får ret hurtigt overbevist én om, at det måske også bare er bedst at gå tilbage til det gamle velkendte. At man alligevel ikke er mere værd.
Jeg endte med at få hjemmevejlederstøtte via kommunen i et par år, men det hjalp mig slet ikke nok. Et bosted var dog for meget for mig, så jeg faldt ned mellem to stole og måtte i stedet søge om privat støtte via kommunen. Der var ikke anden hjælp at hente.
Der er ligesom et gap mellem hjemmevejlederstøtte og bosted. Hvis man ikke kan profitere af et bosted, og hjemmevejlederstøtte ikke er nok, falder man ned mellem to stole. Der var jeg i meget lang tid.
Ventede ni måneder på at få måltidsstøtte
Jeg søgte om måltidsstøtte i marts og hørte først noget i december. Jeg ringede og ringede og forsøgte virkelig at presse på, men jeg endte med at vente ni måneder, før der skete noget.
Det var en meget svær periode for mig. Jeg havde ingen at støtte mig op af. Til sidst tænkte jeg faktisk, at det ville være nemmere at stoppe med at kæmpe. Man er så alene og magtesløs i et system, som ikke griber en. Man ender med at tænke, at man er til besvær og måske bare ikke er syg nok.
Har ikke mit hoved med
Jeg er glad for min nuværende behandling, men jeg har jo brugt spiseforstyrrelsen til at lægge låg på en masse følelser. Når man så begynder at spise igen, dukker der en masse ’bagage’ op – alt det, som ligger bag spiseforstyrrelsen. Det får jeg ikke hjælp til at bearbejde.
Jeg får støtte til mine måltider, men jeg har ikke mit hoved med. Og jeg har ikke forældre, der har råd til at betale for psykologhjælp. Så jeg føler mig lidt magtesløs.
På det punkt savner jeg et mere helhedsorienteret behandlingsforløb og en kontaktperson, der kender ens sag, så man ikke selv skal kæmpe, mens man ligger ned.
Vi har brug for en ny sundhedslov, som skal sikre, at ingen med en spiseforstyrrelse bliver udskrevet fra psykiatrien, uden der er en helt klar plan for, hvordan patienten bliver støttet efterfølgende.
Mette er ikke kvindes rigtige navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.
