Spiseforstyrrelse rimer ikke på ungdomsliv

Men når man har en spiseforstyrrelse, så bliver tingene sat i et andet perspektiv, og det med at nyde sin frihed, og leve det noget så omtalte ungdomsliv, det er altså lettere sagt en gjort.

Mit navn er Johanne, jeg er 17 år gammel, og jeg lider at atypisk anoreksi. Det hele startede, da jeg kom hjem fra efterskole med de obligatoriske efterskolekilo, og besluttede mig for at tabe dem igen. Tracking af kalorier, gåture og vejninger startede i det små, men tog lige så stille over, indtil det var det eneste som fyldte. Jeg kunne ikke længere deltage i det spontane ture til pizzeriaet, eller festerne hvor alkohol og chips var selvfølgelige rekvisitter. Eller det kunne jeg jo godt, men når jeg var der, var det eneste som fyldte, hvor mange kalorier der var i en øl eller i et slice pizza, og hvor lang en gåtur jeg skulle på dagen efter, for at forbrænde det igen. Flere gange har jeg været nødt til at tage tidligt hjem, fordi det blev for uudholdeligt at være blandt andre, som var så ubekymrede.

Spiseforstyrrelse blev en stopklods for mig. Den forhindrede mig i at leve det spontane ungdomsliv, og gør det til dels stadig. ”Hvorfor drikker du ikke?” Spørgsmålet der utallige gange har fået mig til at blive væk fra fester, for hvad svarer man lige til det? Fordi jeg har en spiseforstyrrelse, er virkelig en stemningsdræber, og jeg har bare ikke lyst, lægger kun op til endnu flere spørgsmål, og til sidst valgte jeg derfor, at trække mig og blive væk i stedet. Selvisolation er spiseforstyrrelsens bedste ven. Når man sidder alene på værelset, får tankerne frit spil, og følelsen af at være tyk, ulækker og utilstrækkelig tager fuldstændig over. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var overbevist om, at fester og alkohol var problemet, og hvis bare jeg kunne undgå det, så ville alt være fint. Men jo mere jeg undgik det, jo mere magt fik spiseforstyrrelsen over mig. Jeg var i fuldstændig vildrede, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Tage til fest, blive hentet, panikke over at have drukket; spisestop, eller blive hjemme, være bange for at gå glip af noget, panikke over at andre finder mig utilstrækkelig; spisestop. Uanset hvad jeg gjorde, fandt spiseforstyrrelse en måde at ødelægge det på. Jeg var enormt frustreret, og uanset hvilke problemer jeg havde, synes den eneste løsning at være; stop med at spise. Det var min trygge og velkendte måde at skabe kontrol på.

Den tankegang har jeg efterhånden erfaret, er en typisk spiseforstyrret tankegang, og hver gang jeg begynder at se spisestop som en løsning, ved jeg at der er noget der går i den forkerte retning. For mig har det været rigtig stort at begynde at kunne skelne mig selv fra min spiseforstyrrelse. At kunne se hvornår det var den som bestemte, og hvornår det var mig. Bevares, jeg har de første hundrede gange hørt min mor sige: ”det er spiseforstyrrelsen der taler nu”, men der er lang vej fra at høre det, til rent faktisk at kunne føle det. Og det er heller ikke kommet af sig selv. For mig har det at være åben omkring min spiseforstyrrelse været forbundet med enorm angst og ængstelighed. Noget af det sidste jeg ønskede, var at være ”hende med spiseforstyrrelse”, men jeg må blankt erkende, at mine bekymringer er blevet gjort til skamme.
Da det blev fortalt til min klasse på gymnasiet, havde jeg aller mest lyst til at synke i et hul, men efterfølgende var det en enorm befrielse. Jeg behøvede ikke længere at finde på alle mulige undskyldninger for hvorfor jeg har så meget fravær, hvorfor jeg ikke drikker og hvorfor jeg har min egen mad med til grillaftner. Det er uden tvivl den bedste beslutning jeg har taget i hele mit sygdomsforløb, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste med spiseforstyrrelse der har den sådan.

I dag går jeg stadig i behandling for min spiseforstyrrelse, så jeg er ikke rask endnu, men et vendepunkt blev en samtale med min mor på terrassen. Her blev jeg opmærksom på noget, som jeg synes er vigtigt, at andre der kommer til at stå i min situation, også bliver gjort opmærksom på. Din sygdom er IKKE en kamp mellem dig og dine forældre, og dine forældre vinder ikke hvis du spiser alle dine måltider på en dag, ligesom du heller ikke vinder hvis du smider madpakken ud i skolen. Tværtimod vil der gå endnu længere tid inden du bliver rask igen. Ligesom med at kunne skelne mine egen tanker fra spiseforstyrrelsens tanker, var dette noget der tog langt tid for mig at lære, men det er også det jeg tænker på, hver gang det bliver svært. Jeg ville ønske at min mor og jeg havde snakket om det på den måde førhen, så jeg ville være blevet opmærksom på det, tidligere i mit sygdomsforløb.   

Egentlig prøver jeg vel bare at sige, at det er vigtigt at sætte ord på sine tanker og følelser, og snakke om det når tingene bliver svære, både med sin familie, men også med sine venner. Nogle af det bedste og mest givende snakke jeg har haft, har været med venner og klassekammerater, som jeg ikke nødvendigvis var supertætte med. Det var i de situationer hvor jeg blev nødt til rigtigt at mærke efter og tænke hvordan det egentlig er at have en spiseforstyrrelse, og hvordan jeg har det med det.

Nedenfor har jeg skrevet 3 gode råd til, hvordan du balancerer ungdomsliv og spiseforstyrrelse.

SNAK OM DET

Jeg har nævnt det tidligere, men se nu at få sat nogle ord på det. Om det er din mor, far, søster, kusine, bedste ven eller klassekammerat er egentlig underordnet, så længe du får åbnet op og lukket dit tankemylder ud af hovedet en gang imellem. Det er ikke kun godt for dig selv, men det gør det også nemmere for dem omkring dig at forstå hvordan du har det, hvis du er åben og svarer ærligt når det spørger om noget. Bliver det for meget kan du jo altid sige fra igen.

KOM UD AF HUSET

For mig har det været en super vigtig del af min bedringsproces at komme ud af huset og være sammen med andre unge, som ikke er syge, og bare lever et ”normalt” liv. Det at se, at det ikke er normen at sidde på sit værelse dag ud og dag ind, men at være ude og have det sjovt. Om du så sidder med en Pepsi Max i stedet for en øl, betyder ikke noget, og faktisk har jeg på intet tidspunkt haft trælse oplevelser når jeg har sagt nej tak til alkohol.

PRIORITÉR

Selvom det er godt at komme ud af huset, så er det også vigtigt at mærke efter, hvornår du har overskud til at komme ud af huset. Husk også at efter du har været til filmaften, fest eller noget andet, er det vigtigt at du giver dig selv tid til at komme ovenpå igen bagefter. Det kan godt være at en filmaften for de fleste er no-big-deal, men når du har en spiseforstyrrelse, kan det være et stort skridt at skulle stå på egne ben. Derfor er det vigtigt at du husker på, at det måske ikke er den der biologiaflevering du skal i gang med når du kommer hjem. Giv dig selv lov til at slappe af, og hvis det bliver for svært, så bed din familie være opmærksom på det, så de kan hjælpe dig med at sige når du har brug for at slappe af.

Det her er tre ting som jeg prøver at huske i min hverdag og som har hjulpet mig rigtig meget. Alle spiseforstyrrelser er selvfølgelig forskellige, og hvad der har virker for mig er ikke sikkert vil virke for dig. Hvis disse tre råd ikke hjælper dig, så prøv at finde frem til nogle andre ting som er vigtige for dig, og som hjælper dig i din hverdag. For mig har det i hvert fald været rigtig brugbart at få sat ord på og at få beskrevet det som er svært. Hvis ikke du har lyst til at snakke om det, kan du jo også skrive det ned i en dagbog eller på computeren. Uanset hvad, så huske på, at det ikke er din skyld, at du har fået en spiseforstyrrelse, og det er heller ikke noget at skamme sig over. Den eneste måde vi kan bryde tabuet på, at ved at tale om det