Når livet bliver et maskebal

Hverdagen føles som et maskebal, hvor du bliver dronningen med de mange masker. Jeg levede et liv, hvor jeg gik fra at være én til at være to. Mig og min spise- forstyrrelse. Ikke to personer, men én person med to tankemønstre og to stemmer i samme krop.

Jeg stiftede bekendtskab med min spiseforstyrrelse første gang i 8. klasse. Som del af en ”hvem er jeg, og hvem vil jeg være ”-problematik, blev spiseforstyrrelsen til en ven og medsammensvoren, der stod ved min side i tykt og tyndt. På det tidspunkt gik jeg til elitegymnastik, underviste børn og havde en masse skønne venner og bekendtskaber.

Jeg var dårlig i skolen, men gemte mig bag mine succeser med venskaber og sport. Jeg boede i en taske, for det hjem, som skulle have været min trygge base, var et pinefuldt kaos. Jeg følte mig overset og nedprioriteret. Jeg måtte ofte pakke følelserne væk, og hvis jeg italesatte problemerne, fik jeg ofte at vide, at det var forkert at opfatte eller føle på den måde. Så jeg begyndte at reagere indad.

Jeg er vokset op med et usundt forhold til mad og krop. Med madorgier, store portioner, slankekure, yoyo-vægt og grådighed. Motion var en del af kampen for et sundere liv. En kamp, som de fleste i familien opgav efter en stund. Jeg flygtede kaosset i mit hjem, og når alt var ude af kontrol omkring mig, blev idéen om indre kontrol mere og mere tryg.

Jeg kunne skabe den fulde kontrol over motion og mad. Det tog overhånd, og jeg bad om hjælp, men jeg fik altid det samme svar: ”Du mangler nok bare opmærksomhed. Du er teenagekulret”. For i et hjem fyldt med mennesker, som spiller skuespil til bravur, skal glansbilledet for alt i verden holdes for tilskuerne. Tilskuere til en familie i kaos, hvor alle så på, men ingen greb ind, og jeg måtte blive maskebærer for at overleve.

Når andre ser mig, ser de maskerne. Jeg har gemt mig bag dem det meste af mit liv. De masker, som jeg skifter ud og tilpasser selskabet, rammerne og tiden. De fleste kender mig nok som en udadvendt kvinde, der lyser op i sociale sammenhænge. En kvinde, som er vellidt. En fysisk stærk og kreativ sjæl, som altid smiler og sprudler. Men bag mit skjold af masker lever jeg et andet liv.

Som årene gik, fik spiseforstyrrelsen mere og mere plads. Den diskuterede, dikterede og besluttede, hvad der var rigtigt og forkert. Den lod mig belønne og straffe, alt efter om den blev tilgodeset eller overset. Jeg vidste ret tidligt, at det var et problem, men ingen hørte mig skrige på hjælp.

Hvor er hjælpen?

Jeg har bedt om hjælp af mange omgange. Været hos adskillige psykologer, psykiatere og igennem ambulante forløb i psykiatrien, private forløb og snakket så åbent om det, som jeg kunne. Men når jeg mødte muren, tog jeg masken på og snakkede folk efter munden og blev på den måde hvirvlet mere og mere ind i en verden af kontrol og falsk tryghed.
Jeg lyver for andre og lyver for mig selv. Sådan overlever jeg bedst. Jeg har altid en undskyldning for at være sammen med min spiseforstyrrelse.

Jeg har klaret mig igennem folkeskole og gymnasie på absolut bundniveau. Jeg har altid passet min sport, mine mange jobs og udvist interesse for at opleve verden, hvilket giver et billede af en resursestærk kvinde. Jeg har brugt enormt meget energi på ikke at være det, jeg kommer fra. Jeg er et mælkebøttebarn.

Jeg trak mig ofte og ville være alene med spiseforstyrrelsen, dens stemme i mit øre lod mig zone ud. Den stemme, som fortalte mig, at jeg ikke var noget værd på grund af min vægt og kropsform. Den stemme, som fortalte mig ”sandheden”; den eneste, der altid var ved min side. Den, som også har ladet mig forsøge at komme herfra, fordi jeg ikke kunne tage kampen alene.

Da jeg anerkendte problemet og søgte hjælp, blev jeg afvist, fordi jeg ser ressourcestærk ud, og vægten ikke var problematisk. Jeg viste sårbarhed og var fængslet i min krop. Og da symptomerne blev negligeret, og baglandet var for svagt, stod spiseforstyrrelsen og sagde: ”Kom og tag min hånd, så vil jeg gå med dig”.

I ser mig nu

I marts 2020 blev spiseforstyrrelsen for første gang synlig for omverdenen. Vi levede sammen og lod ingen komme imellem os. Jeg passede mit job, min kærlighed og min hund på sidelinjen, mens kiloene raslede af.

I takt med at jeg blev mindre og mindre, blev jeg også stærkere og stærkere. Sult gjorde mig stærk. Stædighed til træning gjorde mig stærk. Den krop, jeg havde følt mig fanget i, forandrede sig, og lignede nu mere forestillingen om idealet. Så jeg følte mig lykkeligere og blev kun mere og mere blind på, hvad andre så.

Men jeg var stadig fængslet, og det stod klart, at jeg måtte have hjælp. Mere hjælp, end jeg havde fået før, og derfor sagde jeg ja til en indlæggelse på både dags og døgnhospital.

Min hverdag bliver fyldt af behandlere, der møder mig med milde øjne, og som formår at fastholde et håb for min fremtid, når jeg ikke selv kan. De møder mig, hvor jeg er, og fylder min værktøjskasse til når jeg er allermest sårbar. De lærer mig at forstå livet med min psykiske sygdom og styrker mig til at finde balancen.

Det har været livændrende for mig at få de to indlæggelser. Det var det helt rigtige tilbud til mig. Sammen med behandlerne har jeg smidt maskerne, reflekteret, accepteret, mærket smerte og kommet frem til svar jeg selv formulerede.

Jeg accepterer at min spiseforstyrrelse er en del af mig lige nu, og at den gerne må være der. Det er nemlig mit liv, mine valg og min kamp. Det er mig som vælger at beholde sygdommen ved min side, for jeg er ikke klar til at give slip. Men jeg er klar til at handle mere hensigtsmæssigt og se muligheder i de begrænsninger jeg har.

Det er mig der definerer hvordan trappen til et ”frit” liv ser ud, hvor mange trin der er og hvor længe jeg skal blive på hvert enkelt. Ingen andre, kun mig.

Så jeg vil ansigt til ansigt se anoreksien i øjnene og svare; ”Jeg vil slippe din hånd, lægge den på min skulder og lade dig gå bag mig.”