"Min jagt på succes"
Jeg har altid haft et forvrænget billede af mit udseende, så da jeg begyndte at få anerkendelse for mit vægttab, vidste jeg, at jeg havde fat i noget.
Men mit forvrængede billede af mig selv blev ikke mere korrekt, det blev faktisk kun mere forvrænget. Den indre stemme havde forklædt sig som min bedste ven, men bag facaden var den i virkeligheden min største fjende, og den tog 3 år af mit liv.
Perfektionens sygdom
I min hverdag havde jeg ingen kontrol over mine følelser eller tanker. Jeg pressede mig selv hver eneste dag til at passe ind i en form for ”normal”. Jeg havde andre interesser end mine klassekammerater, og jeg følte mig generelt anderledes.
Min spiseforstyrrelse kom af mange udfordringer i mit teenageliv, men mangel på kontrol og jagten efter konstant perfektion er hovedtemaet.
Perfektionen er en umulig opgave at jagte, for den findes ikke! Dog var det næring til stemmen i mit hoved, og jeg blev manipuleret til at fortsætte jagten.
Min anoreksi voksede, og den blev altoverskyggende. Jeg holdt mig fra sociale arrangementer såsom biografture, da jeg kunne blive fristet til at spise slik og popcorn. Derudover var der hele aspektet i at have det godt og nyde noget. Det var absolut forbudt, når jeg nød mad – hvis det skete, skulle jeg straffe mig selv i form af mange timer i træningscenteret og ekstra kilometer på løbebåndet. Det hele bundede i, at jeg følte kontrol, når jeg tabte mig, og adrenalin, når jeg sultede mig selv. En ond cirkel, som blev min tryghed og min hverdag.
Facaden, der krakelerede
Mit vægttab fortsatte, og anoreksien overtog min personlighed. Jeg blev ondskabsfuld, når maden blev serveret, og jeg kunne ikke længere holde facaden. Mit liv krakelerede en dag i sommerferien, hvor jeg måtte rejse hjem fra Italien med min mor. Jeg vejede 38 kilo og havde en fedtprocent på 4. Mit liv var blevet en ligegyldighed, og jeg så ikke længere et liv uden min anoreksi.
Jeg ønskede ikke at dø, men jeg så ingen anden udvej, min krop havde ikke mange kræfter tilbage. Mine forældre tog derfor den nødvendige beslutning om, at jeg skulle i behandling. Min anoreksi kæmpede imod, men jeg var taknemmelig – måske jeg kunne få mit liv tilbage?
Frygten for at miste kontrollen blev det store problem i min behandling, for jeg havde ikke nogen form for kontrol eller medbestemmelse – min ”bedste ven” forsvandt, og jeg følte et enormt tomrum.
Spørgsmålet om, hvem jeg var uden min spiseforstyrrelse, har fulgt mig igennem mit ungdomsliv. I dag, 7 år efter jeg blev erklæret ”rask”, døjer jeg stadig med anoreksiens stemme i mit hoved, men jeg har værktøjer til at styre den. Min tro på, at perfektion gav mig succes er blevet skiftet ud med troen på min egen dømmekraft, glæden ved at være mig og min passion for at ændre den mentale trivsel i Danmark. For succes er ikke drevet af straf og kontrol, men derimod passion, glæde og motivation.
