Min håndtering af corona og spiseforstyrrelse

Atypisk anoreksi

Corona-krisen gør hverdagen svær for os, der har eller har haft en spiseforstyrrelse, fordi den forårsager meget usikkerhed og kræver ændringer i dagligdagen.

Mai Jensen

Som spiseforstyrret, eller tidligere spiseforstyrret, er nødvendigheden for kontrol over daglige rutiner og gøremål ofte nødvendige for at holde dagen kørende. Men når disse rutiner bliver brudt spontant og alt det kendte bliver vendt om, kan det ramme hårdt.

Jeg hedder Mai. Jeg har tidligere lidt af atypisk anoreksi. En sygdom der medførte et massivt behov for kontrol, ikke kun med mad og motion, men også med mine daglige planer og gøremål. Selvom jeg i dag er erklæret rask, arbejder jeg stadig på at slippe kontrollen.

Så da beskeden om Danmarks lockdown kom, var rigtig meget helt uoverskuelig. En marts måned, som for mig er en travl opvisningsmåned i gymnastikkens tegn, med hver weekend fuldt booket op, blev nu helt tom og det kunne jeg slet ikke håndtere.

I starten havde mine dage intet indhold og jeg var demotiveret og tappet for energi. Men jeg prøver på om at få det bedste ud af situationen. For vi kan ikke kontrollere verdenssituationen, og ingen havde forudset den situation vi er i nu. Og som vi desværre nok kommer til at være i noget tid endnu.

Til dagligt er jeg i lockdown med mine to yngre søskende, imens mine forældre begge arbejder som normalt. Jeg er 18 år, går i 2.G, og bruger den ekstra tid på at arbejde med mig selv og mine behov for at få en dagligdag op og køre optimalt. Og til det har jeg er par råd til andre derude, som måske også kæmper med en spiseforstyrrelse eller efterveerne af en:

Lav en plan for din dag

Det er vigtigt for mig, at bevare den mængde kontrol jeg kan, også selvom jeg nu ikke kan planlægge lang tid frem. Mit første råd er at lave et ”fast” skema over hvornår du skal stå op, være i skole, lave daglige pligter og hvad din dag ellers bringer. Hold fast i din rutine hver dag, men skift nogle af aktiviteterne ud, så rutinen ikke bliver for ensformig.

Hold pauser

I starten var jeg rigtig dårlig til at finde en balance mellem skole og fritid. For normalt er jeg i skole, kommer hjem, laver lektier og derefter slapper af (ofte med min computer). Men nu er der ikke en forskel mellem hvornår jeg er i skole og hvornår jeg har fri eller skal lave lektier.  Men jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at opretholde de normale pauser og ikke mindst komme lidt ud og strække benene.

Lav kun det du bliver bedt om

Mange sidder lige nu i virtuelle timer og arbejder hårdt, på at nå det hele. Men det er vigtigt at du tænker på, at de opgaver du laver, ikke skal fylde det hele. Derfor bruger jeg kun selv tid på opgaver, jeg har fårt og ikke andet. For opgaverne ender med at hobe sig op, hvis du vil nå at gennemføre dem alle. Det hele behøver ikke være perfekt.

Kom ud og nyd det gode vejr

Kom ud så ofte du kan. I Danmark er vi så hældige at vi ikke er spærret inde derhjemme, så det er bare med at udnytte det. Kom ud, gå nogle ture og få noget frisk luft til hjernen, så den bliver holdt i gang og får nyt mod.

Motioner dagligt

For mig spiller motion en vigtig rolle i at få en dagligdag op og køre igen. Det er vigtigt at jeg får rørt mig også selvom det bare er en smule -og for dig kommer det selvfølgelig an på din situation. Motion kan være mange ting, og det er ligegyldigt om du mest har lyst til at gå en tur eller dyrke Yoga, styrketræning eller måske danse hjemme på stuegulvet. Det vigtigste for mig er at finde en rutine, der ikke er får hård, men nok til at jeg får bevæget mig bare lige ti minutter.

Sørg for at slappe af

Det er også vigtigt at få slappet af. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg bruge rmeget mere energi, når der sker mange nye ting. Det er derfor vigtigt, at du finde noget, der giver dig ny energi. 

Vær social med dem du plejer -bare online

Man kan stadig være social, bare på andre måder. Jeg bruger selv Messenger og Facetime til at få snakket med mine veninder og klassekammerater, så jeg ikke bliver helt skør. Mange brætspil og andre aktiviteter er blevet gratis åbent online i denne periode, så det er bare med at komme i gang.

Sæt nogle lidt større projekter i gang (udfordr dig selv)

Hold dig selv underholdt. Hvis jeg bare går rundt uden egentlig at lave noget, så mister mine dage værdi og jeg mister samtidig energi og overskud, hvilket er uheldigt, når man i forvejen kæmper lidt for at holde humøret oppe. Så sæt nogle større projekter i gang, sorter dit tøj eller ommøblér værelset. Lav noget du har lyst til, men som også udfordrer dig lidt.
 

Det er så vigtigt både for dig og dem du omgives med, at få det bedste ud af situationen.
Jeg håber, at mine råd kunne bruges – god vind og pas på jer selv.

Mvh. Mai

Mai Jensen, 18 år

Støt vores arbejde
Selv 2 kr. om dagen kan gøre en forskel for mennesker med spiseforstyrrelser eller selvskade
To mennesker snakker en sen aften
Bliv frivillig
Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade kan du blive frivillig og hjælpe mennesker berørt af en spiseforstyrrelse eller selvskade.