Livet i osteklokken
Forestil dig, at du lever i en osteklokke. Refleksionen fra glasset får din krop til at se forvrænget ud. Du føler dig ensom og isoleret.
Selvom du kan se igennem det tykke glas, kan ingen høre dig, hvis du råber om hjælp - så hvorfor forsøge?
Livet i osteklokken er et billede på, hvordan det føles at leve med en spiseforstyrrelse og at være fyldt med selvhad, destruktive tanker og et stort kontrolbehov.
Som 14-årig blev jeg indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Jeg var plaget af anoreksi, angst og depression og havde forsøgt selvmord.
Det begyndte med, at jeg vejede mig i 7. klasse. Jeg var et madøre, og vægt, motion og krop var ikke noget, jeg gik op i. Selvom jeg var normalvægtig, bekræftede tallet på vægten mig i mit selvhad.
Jeg led under lavt selvværd og angstanfald det meste af mit teenageliv, men kæmpede for at skjule min sårbarhed. Udadtil var jeg stadig den glade og småskøre pige - en glædesspreder og verdensredder, som min klasselærer udtrykte det.
Spisemonsteret overtog mit sind
Spiseforstyrrelsen tog for alvor fart omkring min konfirmation, fordi kjolen, som var købt i god tid, var blevet for lille. Det satte gang i en eskalerende træningsproces, strenge kostplaner og kontrolvejninger. Hvis der ikke var fremgang, straffede jeg mig selv. Omvendt oplevede jeg en rus, når vægten gik nedad. Angsten og anoreksien arbejdede godt sammen, for angsten forstærkede mit behov for den kontrol, som anoreksien gav mig. Spisemonsteret havde overtaget mit sind.
Indlæggelsen blev min redning
Mine forældre var magtesløse. Jeg snød, nægtede at spise, råbte og skreg. Jeg var som besat og gik ikke i skole i 5 måneder. Jeg var underernæret, angst og deprimeret. Jeg forsøgte at tage mit eget liv, fordi det føltes som den sidste og bedste udvej, men blev heldigvis forhindret i det.
Jeg blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, og de 5 måneders indlæggelse blev min redning, selvom det føltes som et nederlag at skulle slippe kontrollen. Sammen med de andre børn og det dygtige personale skabte vi vores egen lille “familie”. Jeg fulgte en fast kostplan, hvilket jeg til spisemonsterets ærgrelse ikke kunne undgå, fordi jeg ikke længere havde mulighed for at snyde eller nægte at spise. Overdragelsen af behandlingen til professionelle aflastede mine forældre, og gjorde det lettere for dem at støtte mig i kampen mod spisemonsteret.
Det fantastiske personale hjalp mig til at indse, at jeg kunne vælge at jage spisemonsteret ud, knuse osteklokkens glas og sige “JA” til livet. Det “JA” har jeg aldrig fortrudt.
Der er sket meget, siden jeg blev udskrevet. Men selvom jeg vandt over anoreksien, vil jeg altid skulle kæmpe for ikke at falde i igen. Det er min værste frygt.
Jeg danser det ud
Jeg har været så flov over det, som jeg har udsat min familie, mine omgivelser og mig selv for. Efter min udskrivelse har jeg forsøgt at finde værktøjer til at få bugt med negative tanker, og det mest effektive for mig er at danse. For dansen holder spisemonsteret væk, stopper negative tanker og hjælper mig desuden til at acceptere min krop.
Jeg håber, at der i fremtiden vil blive sat mere fokus på spiseforstyrrelser, psykisk sygdom og sårbarhed. Det skal ikke være et tabu at have det svært. Og jeg håber, at jeg kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at få den rette professionelle hjælp. Og at det er muligt at knuse osteklokkens tykke glas.
