Hvornår bliver man rigtig rask?

Jeg sad blandt folk med alle slags spiseforstyrrelser; bulimi, BED, ortoreksi og anoreksi. Sidstnævnte ”kæmpede” jeg selv med. ”Kæmpede” med. Når jeg hører andres historier, og hvordan de nåede til et vendepunkt og kæmpede sig ud af spiseforstyrrelsens jerngreb, bliver jeg næsten flov over min egen historie. For jeg nåede aldrig til det vendepunkt. Min største styrke var ikke noget inde i mig, men mit bagland. Min familie.

Det faktum at jeg var under 18, da jeg blev syg, er formentlig en medvirkende årsag til, at jeg er, hvor jeg er i dag.

Jeg fornægtede min sygdom

Jeg var 15 år, da jeg fik stillet diagnosen og var dermed ikke gammel nok til selv at træffe beslutningen om at komme i behandling. For guderne skal vide, at jeg ikke havde valgt behandling, hvis jeg selv havde bestemt. Primært fordi jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle bruge behandling til; jeg anerkendte aldrig, at jeg var syg, før jeg ikke var det mere.

Jeg kom til kontrolvejninger hos min egen læge de første par måneder, men da jeg havde tabt mig 11 kilo over 2,5 måned, henviste hun mig til psykiatrien.

Anoreksien nåede at have kontrol over mig i ca. et halvt år, før jeg startede på kostplan, kom til kontrolvejninger og fik tildelt en psykolog. Jeg er ret overbevist om, at det var min redning, at jeg ikke nåede at være syg længere, end jeg var, før nogen udefra forsøgte at sætte en stopper for det.

Det gjorde det absolut ikke nemmere for mig at forsøge at blive rask. For jeg var sikker på, at folk var jaloux på, hvor godt jeg havde styr på kost og træning, og at det handlede mere om deres egen jalousi end om mit velbefindende, at jeg nu skulle i behandling.

Uhyggeligt, hvad den sygdom kan gøre ved både dømmekraft og overbevisninger. Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg kæmpede mod anoreksien, men snarere mod psykiatrien.

Vendepunktet kom, da min lillesøster også fik anoreksi

Den egentlige kamp for mig startede først, da jeg var meldt rask og havde taget min endelige afsked med psykiatrien og behandlingen. Kalenderen viste januar 2016, og det var næsten lidt for symbolsk og klicheagtigt med ”det nye år og den nye start”.

Den nye start skulle dog vise sig at markere noget andet, end jeg havde forestillet mig. Ganske vist var jeg ikke behandlingskrævende længere, men jeg var stadig langt fra, hvor jeg er i dag. På en måde blev de følgende tre år ret afgørende for mig.

Valget faldt, da min lillesøster i februar 2016 kom i behandling for anoreksi. Jeg må blankt indrømme, at rollen som pårørende for mig var langt værre end at være behandlingskrævende syg. At være syg pårørende er ikke en nem rolle. Jeg traf et aktivt valg hver dag om at kæmpe mig ud af sygdommen fremfor at lade den overtage. Den stod jo lige der foran næsen på mig og forsøgte at blive en del af mit liv igen.

Men jeg var fyldt op af en indædt vrede, som i virkeligheden handlede om, at jeg følte, at jeg var blevet frarøvet valget om at blive rask. Beslutningen blev truffet for mig, ikke af mig. Men vreden lå og ulmede, og den fik frit løb, da jeg pludselig stod med valget om at forsøge at blive rask eller at falde tilbage i det gamle mønster.

Mine madvaner var præget af ambivalens

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var et nemt valg for mig at kæmpe videre, men det var det simpelthen ikke. Årene efter at jeg blev meldt rask, var mine madvaner præget af ambivalens.

Jeg endte i mange henseender med at gå den stikmodsatte vej madmæssigt end min søster. Når hun ville have salat, skulle jeg havde den største burger på menukortet. Når hun ville indføre vegetardage i hjemmet, svarede jeg resolut, at de dage kunne de godt placere, når jeg ikke var hjemme. Ville hun løbe en tur, skulle jeg ligge på sofaen.

Jeg har stadig svært ved at sætte en finger på, hvorfor jeg handlede sådan, for det fik min spiseforstyrrelse til at fylde mig med en masse dårlig samvittighed. Men på trods af dårlig samvittighed fortsatte jeg. Og med tiden lærte jeg at have bedre styr på mig selv, mine madvaner og vreden.

Hvornår er madvaner ”normale”?

I dag er mine madvaner mere ”normale”, hvis der da overhovedet findes en normal. For med årene er det blevet tydeligere for mig, at det ikke kun er folk med spiseforstyrrelser, eller folk, der har haft en spiseforstyrrelse, som tænker over, hvad de spiser. Men det er svært at kende forskel på ”normalt” fokus på mad, fordi der er et generelt fokus i samfundet, og spiseforstyrrede tanker.

Men det bliver bedre. Jeg bliver bedre til at kende forskel, og jeg bliver bedre til at være rask.