Grænseland
Freja befinder sig i det, hun selv beskriver som ”grænselandet mellem det kommunale og regionale”. Hun har ventet syv måneder på en plads på et bosted. Nu læner hun sig op ad en ny indlæggelse.
Frejas spiseforstyrrelse startede, da hun var 15 år gammel. Hun har været indlagt i psykiatrien ad to omgange og står nu over for sin tredje indlæggelse.
Dagbehandlingen kan knap holde mig stabil
Den støtte, jeg får i dagbehandlingen, kan knap holde mig oven vande, fordi den hjælp fra kommunen, som jeg har brug for, for at få det bedre, endnu ikke er klar. Gudskelov er der en socialrådgiver og nogle behandlere, som på mine vegne har ringet og rykket kommunen utallige gange og hjulpet mig med at skrive en klage.
Jeg bruger alle mine kræfter og mit overskud på at kæmpe imod spiseforstyrrelsen hjemme på egen hånd, fordi jeg ikke får den støtte, jeg har brug for. Jeg aner ikke, hvordan jeg samtidigt skulle jeg sætte mig ind i, rykke for og klage over kommunen, som trækker sagen længere og længere ud.
Det er en del af min spiseforstyrrelse, at jeg har svært ved at sætte krav, passe på og stå op for mig selv. Men det er netop dét, processen for at få den berettigede støtte, kræver af mig.
Læner sig op ad en ny indlæggelse
Det er snart 7 måneder siden, min hasteansøgning om bosted blev sendt afsted. Mine kræfter, mit overskud og min og tro på, at det nogensinde bliver bedre, er ved at slippe op. Det er begyndt at gå den forkerte vej igen, så jeg endnu engang læner mig op ad en døgnindlæggelse. Jeg er udmattet og træt af at kæmpe alene.
Den indlæggelse, som jeg står overfor nu, og de mange måneders dagbehandling, eller stabilisering, som måske er mere beskrivende, kunne have været undgået, hvis kommunen havde reageret hurtigere.
Man mister langsomt håbet
Jeg prøver at undgå at tænke på fremtiden. Der er for mange nederlag. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal være anderledes. Men jeg har også svært ved at se, hvordan det skal forblive det samme.
Det er op ad bakke at skulle lægge så mange kræfter i bare at holde sig stabil. Og nu skal jeg starte forfra igen. Det er en ond cirkel. Det er meget demotiverende. Man mister langsomt håbet, når man bare skal holde ud.
Vi har brug for en ny sundhedslov, som skal sikre, at ingen med en spiseforstyrrelse bliver udskrevet fra psykiatrien, uden der er en helt klar plan for, hvordan patienten bliver støttet efterfølgende.
Freja er ikke kvindens rigtige navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.
