Fra psykiatrisk patient til mor, jurist og politiker

Jeg er vokset op i en kernefamilie, og husker min tidlige barndom som ukompliceret og fuld af venner og aktiviteter. Da jeg nåede teenagealderen blev jeg imidlertid meget usikker på mig selv, blev meget selvkritisk og havde en generel følelse af at være utilstrækkelig, akavet og følte at jeg ikke rigtig passede ind nogen steder. Jeg dannede et selvbillede, der var ekstremt negativt, og i frygt for at blive afvist i fællesskaber fravalgte jeg mange fællesskaber og relationer. For når jeg blot afviste folk eller fælleskaber i tide, så undgik jeg jo den pinefulde situation, at det var mig der på et tidspunkt blev afvist.

Den tiltagende usikkerhed og følelsen af at være frygtelig anderledes ledte til et stigende behov for kontrol. For når jeg følte at alt omkring mig var kaotisk, så kunne jeg i det mindste styre maden og motionen – og det var jeg tilmed virkelig god til.

Spiseforstyrrelsen startede da jeg var 15

Min spiseforstyrrelse startede i det små, da jeg var omkring 15 år. Da begyndte jeg at få underlige og afvigende madvaner, og udviklede alverdens tanker og ideer om hvad der var sundt og usundt. Da jeg startede på jurastudiet da jeg var 19 år, flyttede jeg samtidig på kollegie, hvilket i den grad fik spiseforstyrrelsen til at eskalere. Jeg tabte mig meget hurtigt, og blev derfor henvist til indlæggelse på en almen psykiatrisk afdeling.

Opholdet blev den første af mange skuffelser i psykiatrien. Hverken læger eller øvrigt personale havde indsigt i spiseforstyrrelser, hvorfor jeg blev overladt til mig selv. Da afdelingen efter tre måneder måtte konstatere, at min tilstand på ingen måde var forbedret, blev jeg udskrevet med beskeden, at jeg var for syg til at blive behandlet.

Med den nedslående afvisning blev jeg nu henvist til en samtalegruppe på et psykiatrisk center, hvor jeg én gang ugentligt skulle måde op til gruppeterapi. Dette hjalp selvsagt heller ikke, hvorfor jeg efter nogen tid blev henvist til et specialiseret daghospital. Også dette tilbud var utilstrækkeligt, og min sygdom blev i perioden på daghospitalet kun værre, da jeg slet ikke kunne administrere de mange timer uden støtte. Den ansvarshavende psykiater henviste mig derfor til en lukket psykiatrisk afdeling, hvor håbet var, at den højere personalenormering kunne gøre det lettere for personalet at hjælpe mig til at få spist. At være på en lukket psykiatrisk afdeling kan vanskeligt beskrives med ord. Man mødes af elendighed, apati og dårligdom i et omfang, man ikke kan forestille sig, hvis man ikke selv har været på en sådan afdeling. Jeg var vidne til et utal af voldsomme episoder med vold, hærværk og deraf følgende behov for magtanvendelse, og de øvrige patienter var i det hele så dårlige, at jeg – som den stille og uproblematiske patient – blev glemt. Atter blev jeg således efter tre-fire måneder udskrevet med beskeden, at jeg var for syg til at blive behandlet. De måtte ærligt erkende, at de havde hverken ressourcerne eller ekspertisen til at hjælpe mig.

5 års kamp for at få behandling

Derefter forløb endnu en periode, hvor sygdommen blev forværret. I perioderne mellem mine indlæggelser boede jeg hjemme hos mine forældre og søster, hvilket mildt sagt var en belastning for familielivet. Endelig – efter 5 års kamp for tilstrækkelig behandling og et utal af indlæggelser på både somatiske afsnit og åbne og lukkede psykiatriske afdelinger – blev jeg tilbudt en indlæggelse på Rigshospitalets specialiserede afsnit for spiseforstyrrelser. Det følgende års intensive indlæggelse blev ubetinget den værste, mest voldsomme og angstfyldte tid i mit liv. De tvungne måltider og vægtøgningen førte til daglige og alvorlige angstanfald, som gjorde det nødvendigt at tildele mig en fast vagt. Altså et personale, der døgnet rundt var ved min side og fulgte enhver handling nøje. Ja, sågar de daglige bad og toiletbesøg. Det var ekstremt og kan lyde umenneskeligt, men de faste og urokkelige rammer var nødvendige for at opnå en forbedring, og jeg takker i dag de mange læger og sygeplejersker, der fastholdte mig i behandlingen, når jeg igen og igen enten forsøgte at flygte eller udskrive mig selv.

Udskrevet til et botilbud

Efter den lange indlæggelse blev jeg udskrevet til et botilbud, som langsomt fik mig hjulpet tilbage til noget, der lignede en normal tilværelse. Bare det at handle ind, syntes i starten en uoverkommelig opgave, men med hjælp fra en dygtig og omsorgsfuld støtteperson, vænnede jeg mig langsomt til igen at leve et liv i ”det fri”. De næstefølgende år var hårde og angstprovokerende. Somme tider gik jeg to skridt frem og et tilbage, mens jeg somme tider gik et skridt frem og to tilbage. I årene efter indlæggelsen på Rigshospitalet var jeg indlagt omtrent en gang årligt, men da altid på almindelig psykiatriske afdelinger. Dette fordi jeg nok havde tabt mig, men altså ikke havde tabt mig så meget, at det ”berettigede” til en indlæggelse på et specialiseret afsnit for spiseforstyrrelser. Jeg har ofte undret mig over dette rationale, idet indlæggelse af spiseforstyrrede på almene psykiatriske afdelinger, sjældent fører noget godt med sig. Min oplevelse var mestendels at blive hensat til opbevaring, men også at blive tildelt et væld af forskellige medicinske præparater og derudover undersøgt for diverse psykiatriske diagnoser. For psykiaternes tankegang syntes at være, at når jeg nu vedblev at være syg trods normalvægt, så måtte jeg jo lide af andre psykiske sygdomme. Andre diagnoser blev jeg nu aldrig tildelt, og undervejs startede jeg atter på jurastudiet efter næsten seks års pause. At følge et fuldtidsstudie var utrolig hårdt, men forsynede mig samtidig den længe ventede motivation til at blive fri af sygdommen. For omkring mig så jeg andre unge fyldt med drømme, ambitioner og mål for livet. Det smittede af, og snart blev jeg selv så opslugt af studiet og senere mit studiejob, at sygdommen langsomt, men sikkert blev skubbet i baggrunden. Efterfølgende var det yderligere en motivation af få børn, da de hver dag minder én om vigtigheden af at sætte pris på livet – og i dén grad gør tilværelsen meningsfuld.

Alt i alt blev det til 15 års følgeskab af den ødelæggende sygdom anoreksi, og sammenlagt tre år på forskellige psykiatriske afdelinger. I dag er jeg blevet rask, uddannet jurist og advokat og har fået mand og tre børn. En hel del af min fritid bruger jeg på politik, idet min historie så

tydeligt viser, at der selv i et velfærdssamfund som Danmark er plads til klare forbedringer. Ikke mindst af psykiatrien og dens behandling af mennesker med spiseforstyrrelser.

Mod, udholdenhed og viljestyrke

Min rejse krævede enorme mængder mod, udholdenhed og viljestyrke, men mit håb for fremtiden er, at mennesker med spiseforstyrrelser med det samme tildeles den behandling, der er nødvendig for at få bugt med sygdommen. At gøre brug af trappemodellen, hvor patienter hele tiden forsøges ydet den mindst indgribende behandling, er katastrofal for spiseforstyrrede. Det giver nemlig sygdommen mulighed for virkelig at gro fast, hvilket medfører længere, alvorligere og langt mere behandlingskrævende sygdomsforløb.