Anoreksi er en kompleks, individuel sygdom
Mit navn er Rebecca, og jeg har lidt af en alvorlig psykisk sygdom, nemlig anoreksi. Det er næsten 10 år siden, jeg blev syg, men forløbet glemmer jeg aldrig.
Jeg har altid været et tryghedsbarn med hang til kontrol. Da mine søskende og jeg skulle vælge værelser i vores nye hus, valgte jeg det, som var tættest på mine forældres. I modsætning til mine søskende var mit værelse altid ryddeligt, og hver ting havde sin plads, selv da jeg blev teenager. Jeg lavede altid mine lektier og afleverede før tid. Min personlighed var en medvirkende årsag til, at jeg udviklede anoreksi. En anden medvirkende årsag var, at vi havde oplevet mange dødsfald i familien inden for kort tid, og i perioden efter var jeg meget bekymret for, om mine forældre skulle skilles.
Jeg startede i ambulant behandling som 14-årig, men blev efter 1 år uden resultater indlagt på børne- ungdomspsykiatrisk afdeling. Mine forældre holdt begge orlov, min far i en håndfuld måneder og min mor i over 1 år. De sørgede for, at jeg fik spist de 5 måltider om dagen, som diætisterne havde tilrettelagt. De sørgede også for, at jeg ikke snød: At jeg ikke løb klokken 4 om morgenen; at jeg ikke fortyndede mælken eller yoghurten med vand; at jeg ikke drak 2 liter vand, inden jeg skulle vejes.
Tiden inden indlæggelsen var hård
Tiden inden indlæggelsen var hård, da jeg havde mistet al motivation for at holde mig i live. Jeg spiste ingenting, og mine forældre kunne ikke få mig til det. Det kunne jeg heller ikke selv. Jeg var afkræftet, og dagene hjemme bestod af en indkøbstur, krydsord og Pepsi Max.
Jeg kan huske, at jeg en nat vågnede og spekulerede over, om jeg overhovedet kunne komme op af sengen, om jeg ville sove ind.
Jeg blev endelig indlagt og skulle igennem alverdens fysiologiske og psykologiske undersøgelser. Jeg blev vejet og fik taget blodprøver hver dag. Begyndelsen af indlæggelsen føltes ambivalent. På den ene side var jeg lettet over, at jeg nu fik den professionelle hjælp, som jeg havde brug for. På den anden side var jeg ekstremt bange for at tage på og miste kontrollen over det madindtag og de motionsvaner, som jeg var meget tryg ved, og som jeg havde kunne kontrollere i de mange år, hvor min verden havde føltes utryg.
10. klasse blev vendepunktet
Efter 6 måneders ekstrem hård indlæggelse blev jeg overført til et dagshospital, hvor jeg modtog behandling i 3 måneder. Jeg ønskede brændende at starte på gymnasiet, men mine behandlere vurderede, at jeg hellere skulle starte stille og roligt op i 10. klasse, mens jeg stadig modtog behandling.
At starte i 10. klasse blev et vendepunkt for mig. Jeg havde ikke haft et socialt liv i mange år, aldrig rigtig oplevet at være ung med alt, hvad det indebærer.
Jeg fik en masse nye venner, som ikke tog sig af min hårde fortid, men accepterede mig og inddrog mig i alt fra skolearbejde til fester. Appetitten på livet var vendt tilbage, og almindelige sunde tanker begyndte at fylde mere end de spiseforstyrrede.
Alle reagerer forskelligt
I efterrationaliseringens lys har det taget mig lang tid at blive rask, og jeg har skullet lære andre måder at håndtere svære livsvilkår på end ved at kontrollere mit madindtag, hvilket jeg måske stadig har en tendens til. Mennesker reagerer forskelligt, når de skal klare svære livssituationer, hvad end det så er mere rygning, et forhøjet alkoholindtag eller at dyrke en masse sport. Det er naturligt, men bør ikke udvikle sig til noget tvangspræget eller sygeligt.
Anoreksi er en kompleks, individuel sygdom. Jeg håber, at min historie kan være med til, at dette bliver anerkendt, og at den samtidig belyser nogle faktorer, som jeg mener kan have betydning for sygdommens årsag og behandling.
