Anoreksi er ikke for tøsedrenge
Det var en daglig kamp at slippe fri af anoreksiens kløer, men pludselig blev jeg livstruende syg af en medfødt sygdom. Det blev et afgørende vendepunkt.
Jeg besluttede mig for at slå min bedste ven ihjel. Jeg ville sulte hende, som hun havde sultet mig i 13 år. Den omvendte slankekur.
Jeg så for mig, hvorledes hun bid for bid ville skrumpe ind til en udmagret bleg skikkelse, nærmest gennemsigtig, hulkindet og følelsesforladt. Hendes puls og sjæl ville langsomt blive svagere for til sidst at give slip og rådne op i et lille isoleret hul i jorden.
Jeg lå på hospitalet klædt i hvidt. Uskyldig så jeg ud, men bag facaden var jeg en tikkende bombe med en kæmpe blodprop på 12 cm. i mave og bækken. Ingen var i tvivl om udfaldet, hvis proppen rev sig løs. Det var absurd. I årevis havde jeg fundet tryghed ved tanken om døden og dens fredsommelige stilhed. Jeg var afklaret med at dø af min spiseforstyrrelse, om ikke andet så for at få fred.
Der var ingen helbredende behandling at få. Lægerne satte derfor deres lid til at forsøge at forebygge nye blodpropper med medicinsk behandling, støttestrømper og vejledning om et hjertesundt liv. Der gik det for alvor op for mig, hvor usselt og destruktivt et liv jeg havde levet i selskab med min evige trofaste følgesvend, anoreksien.
Jeg var meget svag, og kræfterne var få, men alligevel voksede der en varm og spydig ild frem indeni mig. En bevægende energi, som jeg kunne anvende til noget positivt og håndtere konstruktivt i mit forsøg på at begå et overlagt mord.
Alliance er nødvendig
Med min beslutning om at påtage mig titlen som drabskvinde fulgte også selvransagelse. Jeg var klar over, at jeg ikke ville få et ben til jorden uden allierede og fortrolige. Jeg måtte have hjælp. To af dem blev min behandler i psykiatrien og min bostøtte i socialpsykiatrien. De havde kæmpet med mig i 4 år på dette tidspunkt. Jeg var tung at danse med, for jeg spændte ben for mig selv. Igen og igen. Min bedste ven havde tilmed udnævnt mig til ekspert i undskyldninger, så hver gang, at min rigiditet brød med kostplaner og anbefalinger vedrørende motion og hviletider, havde jeg altid en ”logisk” forklaring på mine handlinger. Det var slut nu!
Sygdomserkendelse
Der kom andre boller på suppen, og maden blev fedtet ind i sygdomserkendelse. Det blev mit nøgleord - sygdomserkendelse - fordi det gav en mental indsigt, som jeg aldrig var lykkedes med tidligere.
Jeg erkender, at jeg er anorektiker, og min bedste ven hedder anoreksi
I samtalerne med mine allierede begyndte nøgleordet at løsne stramme kæder og derpå åbne døre til en helt ny virkelighed. Jeg evnede pludselig at se mine adfærdsmønstre i forhold til, hvem der havde magten: Min anoreksi eller mig.
Find den sunde stædighed
En anorektiker er ikke svag, for sygdommen kræver stor stædighed. Det er påfaldende, men ikke desto mindre sandt. At sulte sig selv og ignorere kroppens mange basale behov og signaler er ikke for tøsedrenge. Det kræver viljestyrke af stål og en dedikation, kun få kan overkomme.
Det fordrer således uhyre mange kræfter at vende anorektisk stædighed til en sund stædighed, der kan lede til helbredelse. Min anoreksi har været skyld i megen lidelse. I dag er min bedste ven min værste fjende.
