Nej, ikke burger! Du æder dig ihjel, tøs!

Min far ville ikke rydde op, og derfor havde hun kørt armen hen over hans skrivebord, så alle hans ting nu lå på gulvet. 

Et andet tidligt minde er, at vi sidder og ser ”Lassie vender hjem”, og jeg bliver meget berørt og græder. Min far siger til mig, at det gider han ikke se på, så jeg kan gå ned på mit værelse. Jeg har nok været 8-10 år, vil jeg tro.

Jeg vidste aldrig, hvilket humør min mor var i, når jeg kom hjem. Mad har aldrig været noget, jeg som sådan har tænkt over som barn.

Jeg tror ikke, at jeg var anderledes end andre børn. Jeg kunne godt lide slik, kage, chips og alle de andre 'usunde' ting. Min far havde type 1-diabetes, og derfor forsøgte min mor at få os til at spise 'sundt'. Jeg har aldrig været stor fan af grøntsager, hvilket jeg altid hørte for og blev skældt ud over. Min far spiste kun grøntsager, der var kogt til ukendelighed, og jeg har altid syntes, at de var ganske fæle. Men min mor var åbenbart ikke i stand til at lave andet, og jeg var stor teenager, før det gik op for mig, at hvis jeg skulle spise grøntsager, så skulle de være rå.

Jeg tænker, at jeg var en helt almindelig baby, tyk og rund og med 'elastikker' om håndleddene. Min mor fortalte endda, at jeg fik maizena-vælling, fordi jeg havde svært ved at tage på. Det blev senere en stående joke, at hvis bare jeg ikke havde fået den vælling, så var jeg aldrig blevet overvægtig.

Mad var hyggeligt og dulmede mine følelser

På et tidspunkt, jeg ved ikke hvornår, gik det op for mig, at jeg kunne kontrollere mit temperament og mine følelser ved at spise. Det var hyggeligt at spise. Men jeg var jo allerede tyk som barn, så derfor blev der altid kommenteret på, hvor meget jeg spiste, selvom det også blev forventet, at jeg skulle smage på nye ting. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men jeg tror bare, at det var med til at udvikle min BED.

Min fars familie er generelt overvægtig. Hans to søstre er meget overvægtige, og min mor sagde altid, at ”du skal jo nødigt komme til at ligne din faster!” Jeg tror, jeg har været på alle slankekure, og jeg husker, at det startede i min barndom, hvor jeg fik at vide, at to kartofler, lidt sovs og et stykke kød måtte være alt rigeligt til min aftensmad. Og jeg måtte ikke spise mere den dag, for så ville jeg jo blive endnu tykkere.

Mobbet i skolen

Mobningen i skolen hjalp heller ikke på sagen. Jeg blev drillet med, at jeg var tyk, selvom jeg ikke tror, jeg var overvægtig til at begynde med, men vægten har nok bare været fordelt anderledes på mig. Jeg blev også mobbet med, at jeg ikke gik i det 'rigtige' tøj. Min mor fortalte mig altid, at vi ikke havde råd til at købe mærketøj til mig. Det var nu ikke fordi, jeg var ked af mit ikke-mærketøj, for jeg var faktisk ligeglad, men jeg blev bare drillet rigtig meget med det.

I mit hjem, både før og efter mine forældres skilsmisse da jeg var 19 år, var det lidt af et skældsord at blive sammenlignet med min far, min faster eller min mormor. Det blev nogle gange næsten til mobning.

Spiseforstyrrelsen tog fart

Da jeg senere købte hus og flyttede sammen med min mor og stedfar, tog min spiseforstyrrelse for alvor fart. Jeg kunne komme hjem fra arbejde ved midnatstid og nå at spise to store poser chips, inden jeg gik i seng klokken 02.

Jeg fik mange kommentarer fra min mor, når jeg købte chips, og for at undgå det, købte jeg dem nogle gange på vej hjem fra arbejde og gemte dem i baghaven. Så skulle jeg ikke have dem med ind i huset, selvom de sov, når jeg kom hjem. Så kunne jeg lukke min terrassedør op og tage dem, uden at nogen opdagede det.

Det skete ofte efter en overspisning, at jeg vågnede klokken 04 og skulle kaste op, simpelthen fordi min krop ikke kunne rumme at have alt det i sig. Det var primært chips, jeg overspiste, og det er det stadig, selvom der er langt mellem overspisningerne i dag.

Selv da min mor lå for døden, kunne hun finde på at kommentere min vægt og madvaner. Den sidste rationelle ting, hun sagde til mig, inden hun døde – da jeg en aften havde foreslået min stedfar, at vi købte en burger på vej hjem fra sygehuset – var: "Nej, ikke burger. Du æder dig ihjel, tøs!"

Jeg vil gerne kunne stoppe med at spise, når jeg er mæt

Det var først efter min mors død i 2017, at jeg opdagede, at der var noget, der hed Binge Eating Disorder eller tvangsoverspisning. Og jeg kunne godt fornemme, at det krævede hjælp at komme ud af.

Det var min diabeteslæge, der fortalte mig om Askovhus, hvor jeg kom i behandling og stadig er. Mit håb er, at jeg kan nå et punkt, hvor jeg finder det lettere at bruge de redskaber, jeg har lært gennem dialektisk adfærdsterapi. Og at spise, når jeg er sulten, og holde op, når jeg er mæt.

I fremtiden vil jeg gerne tabe mig, men det handler ikke om et bestemt tal på vægten, men om, at det er virkelig upraktisk og besværligt for min krop at veje 125 kg. Det gør mange ting sværere, og jeg vil gerne kunne gøre flere ting og mindske mit medicinforbrug.

Men først skal jeg igennem min behandling og evt. efterbehandling og ændre min tankegang. Jeg er stille og roligt på rette vej. Det vil altid være en kamp imod spiseforstyrrelsen, for den bor i mig for evigt, men jeg skal nok lære at styre den.