Jeg har fundet min stemme

En dag så jeg en udsendelse om spiseforstyrrelsen og var ikke i tvivl om, at det var mig. Jeg kom i behandling, som jeg afsluttede i sommeren 2020, 32 år gammel.

Undervejs lærte jeg blandt andet at mærke mine grænser – og at finde min stemme. 

Jeg har haft overspisninger siden starten af teenageårene og har i tidens løb været på utallige slankekure. Når det ikke lykkedes, slog jeg mig selv i hovedet med selvbebrejdende tanker: Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af noget så simpelt som at følge en kur?

Jeg smed facaden 

I behandlingsgruppen lagde jeg som sædvanligt ud med at være den underholdende entertainer, som var min måde at holde mig selv og andre på afstand af følelser, som jeg var bange for at mærke. Jeg har altid været den glade og sjove og aldrig vist min sårbarhed. Heldigvis blev jeg hurtigt klar over, at det var en uholdbar strategi. Hvis jeg skulle have noget ud af behandlingen, måtte jeg smide facaden og være den sårbare, ægte mig.

Det er jeg meget glad for, at jeg gjorde. At lære at være et helt menneske – at turde være et helt menneske – er noget af det vigtigste, jeg har taget med mig fra behandlingen. 

Regler for mad

En af de første gange, vi mødtes i gruppen, spurgte behandleren om vores regler for mad. Men jeg havde ingen regler for mad. Troede jeg. For på spørgsmålet om, hvordan jeg tog mad fra en buffet, blev jeg bevidst om, at jeg havde masser af regler. Det var begyndelsen på en bevidstgørelse om en lang række regler, der gav mig en følelse af kontrol, og som hjalp mig med at skjule mine issues med mad.

Fx skulle kødet placeres kl. 12 på tallerkenen, grøntsagerne kl. 15, og intet måtte røre hinanden. Når maden lå pænt og ikke i én stor pærevælling, signalerede det, at jeg havde styr på tingene. Det så også ud som om, at jeg tog mindre mad end andre. Jeg troede, det gav andre mennesker indtryk af, at min overvægt ikke skyldtes mad.

Overspisningerne kom snigende tilbage under corona-nedlukningen

Som person er jeg meget social og udadvendt, og det manglende samvær med andre mennesker blev for meget for mig under den anden corona-nedlukning i 2020 og 2021. Isolationen gav også næring til mange bekymringer, og jeg var blandt andet bange for at miste mit arbejde. Langsomt kom BED’en snigende tilbage med flere og flere overspisninger.

Jeg kontaktede min behandler i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, der anbefalede mig at opsøge en privatpraktiserende psykolog. Her gik jeg en måned, og hun hjalp mig med at finde ud af, hvilke redskaber jeg skulle bruge for at få styr på overspisningerne igen. Det gjorde mig skarp på, hvilke løsningsmodeller der virkede i forskellige situationer. 

Opgør med gamle mønstre 

Under nedlukningerne foregik behandlingen online, og den form kunne ikke hamle op med det fysiske møde. For mig betød det blandt andet, at jeg fik nemmere ved at bruge min gamle facade og simulere, at alt var godt.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg generelt under behandlingen lærte så meget om mig selv.

Fx har jeg sagt farvel til et job med udtalt dårlig ledelse og en kultur præget af skyld og skam som redskab til at styre medarbejderne. Et job, hvor jeg løb stærkere og stærkere for at være god nok i ledelsens øjne, og det var lige noget for nazi-officeren: ”Du er ikke god nok, tag dig sammen, løb stærkere!” Følelsen af ikke at præstere godt nok gav mig kvalme, og det nærede spiseforstyrrelsen og vækkede slankemonstret. 

Mine relationer er blevet bedre

Behandlingen har også haft en positiv indflydelse på mine relationer til familie og nærmeste venner, som har lært, at de kan kommunikere mere konstruktivt til gavn for os alle.

Jeg har trukket nogle tydelige streger i sandet og sat ord på, hvad jeg ikke vil finde mig i. Og jeg har ikke lagt skjul på konsekvenserne, hvis jeg ikke bliver respekteret: Så holder jeg mig væk. Forandringen sker ikke over natten, for de har også deres mønstre, som skal ændres. Veninder, der kun bidrog med noget negativt, har jeg skåret helt væk. Mine relationer har i det hele taget forandret sig og er blevet dybere, så jeg nu taler om mine følelser.

Slankemonstret og nazi-officeren kommer stadig på besøg 

Når jeg er træt efter at have arbejdet for meget og ikke har fået spist nok i løbet af dagen, kan jeg stadig få en overspisning. Så rører slankemonstret på sig, og tanker om et quickfix i form af en slankeoperation (gastric bypass) trænger sig på. Jeg kender flere, der har fået lavet operationen, og jeg kan jo se, at de taber sig. Men har de det bedre?

Nazi-officeren stikker også sommetider sit grimme fjæs frem og bebrejder mig det ene og det anden. Han skal styres, og det gør jeg fx ved at bruge positive statements som ”Jeg er god nok, som jeg er”.

Der er mange gode idéer til positive statements på TikTok, når man trænger til et selvværdsboost: ”Hvis andre synes, du er for meget, så er det ofte, fordi de selv er for lidt”. ”Hvorfor skal jeg lave om på mig selv for at passe ned i andres kasser?”. “Du kan ikke stole på, at andre aldrig vil såre dig, men du kan stole på dig selv. At du kan rejse dig igen, endnu stærkere.”

Gør en dårlig dag til en god dag 

Fx talte jeg med min psykolog om følelsen af ikke at være god nok. Hun gjorde mig opmærksom på, at det ikke er en følelse, men en tanke, og at tanker fremkalder følelser. Følelser er at være ked af det, sur, glad. Når man kan styre og kontrollere sine tanker, kan man også styre og kontrollere sine følelser.

Jeg kan også arbejde med tanken om ikke at være god nok ved at vende den på hovedet: Hvis en veninde sagde til mig, at hun følte sig uduelig, ville jeg så afvise hende og sige: ”Tag dig sammen, og hold op med at pive”? Ville jeg byde hende det? Nej, vel? Hvorfor så byde mig selv det?

Et andet trick, jeg bruger for at fastholde et positivt fokus, er at spørge mig selv: Hvem vil jeg være om fem år? Jeg bruger rollemodeller og navigerer efter, hvad personen ville sige og gøre i situationer, hvor jeg har brug for lidt hjælp til at finde mine ben eller træffe en beslutning.

Jeg er også bevidst om mine værdier, og hvordan jeg lader dem komme til udtryk. Hvordan skal jeg fx handle for at leve op til min værdi om at være et godt, respektfuldt og venligt menneske, som folk holder af at komme til, uden at jeg påtager mig deres problemer, eller giver mere end jeg får? Det hjælper mig til at blive på det spor, jeg gerne vil være på, og til ikke at være impulsstyret, som jeg ellers har haft tendens til.

Øvelse og tålmodighed

Jeg arbejder stadig på at give mig selv lov til at tale højt og meget. For det er sådan, jeg er.

At arbejde med sig selv og slippe svære følelser kræver øvelse og tålmodighed, men det er indsatsen værd. Det er en øvelse i selvkærlighed, helt enkelt. Og det er noget, jeg stadig får anledning til at øve mig i, når slankemonstret og nazi-officeren inviterer sig selv indenfor og forsøger at suge kærligheden ud af mig.