Jeg er det vigtigste menneske i mit liv

Jeg har altid fået at vide, at jeg blev født med en god appetit, og at jeg ikke havde fornemmelse for mæthed som barn. Der blev tidligt sat stramme regler for, hvad jeg måtte spise, og det resulterede i, at jeg opfattede mig selv som forkert og fed. Der var ikke kun noget galt med mig, fordi jeg var tyk, men også fordi jeg mente, at slik smagte bedre end gulerødder. Disse følelser var blandt andet det, der gjorde, at jeg som 13-årig fik BED.

Spiseforstyrrelsen påvirkede mit billede af at være voksen

Siden jeg var 18 år, har jeg skullet gøre ’det, de voksne gør’: flytte hjemmefra, passe et hjem, tage ansvar for studie og arbejde, få økonomien til at hænge sammen og sørge for, at jeg havde rent tøj på. Men hvis man ikke kan finde ud af at spise ordenligt, hvordan kan man så finde ud af alt det andet, der kræves af en voksen?
I mine øjne var det ikke særlig voksent at have en spiseforstyrrelse. Derfor mindede spiseforstyrrelsen mig om – mindst 50 gange dagligt – at jeg ikke var god nok. 

For lige meget hvor god en opgave jeg skrev på universitetet, eller hvor sej jeg var, når jeg både nåede at ordne vasketøj og tage til zumba på samme dag, blev det ofte smadret af en overspisning. Det gode, jeg udførte, havde ingen værdi, og jeg opfattede derfor mig selv som en taber.

Jeg kan ikke bare gå på slankekur!

Når jeg fortæller andre, at jeg har haft BED, er der to ting, som jeg ofte bliver nødt til at forsvare: Ja, tvangsoverspisning er en smertefuld sygdom, og nej, man kan ikke bare gå på slankekur, og så er det hele godt. Vi lever i et sundhedsfikseret samfund, og for mange er vægttab svaret på lykke. De, der ikke har en spiseforstyrrelse, har ofte ingen anelse om, at det ikke er maden eller vægten, der er diagnosen.

Alligevel er det ikke det svære, der er tabu, men maden. Det er pinligt at indrømme, at du ikke har kontrol over, hvad du spiser, for når du er voksen, er der en forventning om, at du har styr på dit liv – også din mad.

En af de måder, man måler succes på, er blandt andet, om man kan overholde en slankekur. Med BED siddende på mine skuldre var jeg aldrig den succesfulde. Jeg var Marie, der ikke kunne styre sig. Hende, der konstant fejlede i ekstreme vægttabsforsøg og bagefter sad i en kæmpe overspisning og skammede sig over ikke at være god nok.

Jeg er det vigtigste menneske i mit liv

Jeg tror ikke, at jeg som voksen har haft det hårdere end andre mennesker på grund af min spiseforstyrrelse, men jo ældre jeg er blevet, jo hårdere virkede mit liv på mig. Jeg følte, at jeg burde tage mig sammen og klare livet som alle andre.

Men med alderen er jeg blevet klar over en ting: Jeg er det vigtigste menneske i mit liv. Jeg tror på mig selv og lytter til mine behov. At være voksen er bare et ord for, at man er et andet sted, end man var før. Samfundets forventninger til min sundhed er ubetydelige, når jeg tager mig selv seriøst – voksen eller ej.