Jagten på den perfekte krop

Jeg kommer fra en rigtig kernefamilie og min opvækst var tryg og kærlig. Jeg har altid været en meget følsom og særligt sensitiv pige, hvilket kom til udtryk når drengene i skolen kom med kommentarer på mit udseende eller min krop. Jeg tog deres små drillerier meget nært og begyndte at blive bevidst om min krop.

Som 16-årig tog jeg på efterskole, et år der blev mit værste og bedste år. Det blev året der ændrede mit liv og startede min kamp mod spiseforstyrrelser og selvhad. På efterskolen havde jeg svært ved at passe ind, jeg følte mig forkert og udenfor. Først da jeg fik en kæreste følte jeg pludselig at jeg blev set og accepteret. Men tiden med en kæreste gjorde mig endnu mere sårbar og bange for at miste.

Hvis bare jeg er tynd, forlader han mig aldrig

En kort periode med mave influenza på efterskolen gjorde at jeg tabte et par kilo, hvilket var synligt for de andre elever og min kæreste. Jeg oplevede en opmærksomhed og bekræftelse jeg ikke før havde fået. Jeg indså at et vægttab var min mulighed for opmærksomhed og fastholdelse af nye venner og kæreste. Dette blev starten på mange år med spiseforstyrrelser.

Årene efter efterskolen fortsatte i samme spor med bulimi, selvhad og jagten efter lykken og den perfekte krop.

og nej jeg har aldrig været tynd, og derfor var det svært for mig at tale om mit problem, for de fleste mennesker tror at man skal være tynd for at have en spiseforstyrrelse, men sådan hænger det jo ikke sammen.

Nej tak til behandling

Som 20-årig flyttede jeg til København, og for første gang i mit liv skulle jeg stå på egne ben.
Her mærkede jeg at spiseforstyrrelsen tog mere og mere styringen over mit liv, pludselig kunne jeg købe lige præcis den mad jeg havde lyst til, jeg kunne udføre mine handlinger uden at nogen lyttede eller holdt øje med mig, mine daglige opkastninger blev en del af mine hverdagsrutiner og en naturlig ting for mig at gøre.

På et tidspunkt gik det op for min gode veninde, hvad det var jeg kæmpede med, og hun fik mig overtalt til at gå til lægen. Her blev jeg med det samme henvist til behandling på Bispebjerg Hospital. Jeg blev tilknyttet et gruppe behandlingsforløb, hvor jeg deltog en enkelt gang, men efterfølgende valgte at blive væk, da jeg under behandlingsforløbet IKKE måtte tabe mig. Jeg var fortsat så opsat på at tabe mig, at jeg viste at jeg ikke ville kunne gennemføre behandlingen.

Fra bulimi til BED

Efter flere år med bulimi begyndte jeg også at blive mærket af det fysisk. Jeg kæmpede med stærke smerter i min hals og i min brystkasse, hvilket gjorde at jeg til sidst ikke kunne kaste op længere. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at dette var min mulighed for at få det bedre og ændre min livsstil. Men desværre gjorde det bare, at jeg blev endnu mere hård ved mig selv, i form af meget træning og hårde kostplaner. Livsstilen var umulig for mig at holde, og jeg blev mere og mere psykisk påvirket af det, hvilket resulterede i overspisning og trøstespisning.

Min hverdag lignede på mange punkter alle andres, forskellen var bare, at jeg aldrig var 100 % tilstede, hverken på jobbet eller sammen med mine veninder. Mine tanker var styret af mit næste måltid, om jeg skulle spise eller ikke spise, og vigtigst af alt, hvad jeg skulle spise.

Efter hver overspisning blev jeg ramt af skam og had over mig selv. Lige før sengetid spiste jeg afføringspiller og besluttede mig for, at næste morgen skulle det være slut, jeg skulle følge min kostplan igen og IKKE falde i. Men jeg faldt i HVER dag, og det samme mønster med overspisninger, skam, had og afføringspiler fortsatte.
Jeg har prøvet alle kure og diæter i hele verden, og fælles for dem alle er, at de første 2 uger går det rigtig godt, og derefter falder jeg i, og kastede mig over ALT den mad som jeg har forbudt mig selv under kuren.

Min egen kamp ud af spiseforstyrrelsen

Jeg har brugt 17 år af mit liv på at være på kur og konstant jagte den perfekte krop. Jeg har i mange år sagt til mig selv ”Når jeg har tabt mig 5 kg bliver jeg glad og tilfreds”

I dag ved jeg at den sætning har været ren indbildning, men jeg troede på den og jeg levede efter den. For 2 år siden var jeg til et foredrag om selvkærlighed, hvor foredragsholderen sagde:

De ord ramte mig, og jeg begyndte at tænke over hvor grimt jeg talte til mig selv og altid har gjort. Jeg blev ked af, at jeg behandlede mig selv på den måde og besluttede mig for at begynde at tale pænt til mig selv.
Det er en lang og hård kamp, men jeg ved at den er det hele værd, efter så mange år med dårlig behandling af mig selv, er det okay at bruge tid på selvkærlighed og generobring af mit eget liv.

Jeg vil IKKE råde folk til at kæmpe alene som jeg gjorde, men derimod finde modet til at tale med nogen om det. Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade får man den rette støtte og vejledning som det kræves når man rammes af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse bliver hurtigt en del af ens identitet og det er vigtigt at man får hjælp til at slippe den og finde ud af hvem man er uden spiseforstyrrelsen.