Annemette Voss: Sådan var min spiseforstyrrelse

Jeg var 15 år, da jeg drog til Australien for at tilbringe et år som udvekslingsstudent på High School. Dengang var jeg en glad teenager med masser af gå-på-mod og var glad for livet. Jeg var den lange, ranglede, tynde pige – som jeg altid havde været. Dét var mit selvbillede.

I løbet af de næste 6 måneder tog jeg meget på. Jeg trøstespiste, fordi jeg slet ikke kunne rumme alle de følelser, jeg blev udsat for. Jeg boede hos en fantastisk kvinde/familie, virkelig – men hun var også syg (det var der naturligvis ingen der vidste!) og hun bad mig ofte om hjælp – såsom at holde hende fra at begå selvmord (yes).

Lige omkring min 16 års fødselsdag, da jeg havde boet i Australien i 6 måneder udviklede jeg bulimi.

Det var et udtryk for mangel på kontrol over mine følelser. Jeg havde ganske enkelt “taget for meget ind” og nu måtte noget
“ud igen”.

Min reaktion med at udvikle bulimi grundede i, at jeg fra barns ben ikke rigtig havde lært det dér med at sætte grænser. Mine forældre er nogle fantastiske nogle af slagsen, men som alle andre forældre begik de også fejl, og én af dem var at overse nogle af mine grænser – hvilket betød, at jeg ganske enkelt ikke kunne mærke “hvornår grænsen var nået” for hvad jeg kunne håndtere.

I sommeren 2000 vendte jeg hjem til Danmark efter et år i Australien. Det havde været et fantastisk år, men jeg havde fået både en god portion ekstra kilo på kroppen og en sygdom med hjem i baggagen. Jeg havde det rigtig skidt med mig selv. Jeg vejede ca. 20 kg mere, end da jeg tog afsted. På det her tidspunkt var den ingen, der kendte til min sygdom.

Jeg startede på Vejle handelsskole, var super glad for det og var en dygtig elev. Jeg var alene med sygdommen, men på alle andre punkter kørte mit liv godt. Jeg var en del af et firkløver af veninder, og vi lavede alt sammen, som man jo gør, når man er 16-17 år gammel og hele verden drejer sig om én selv. Vi gik i byen, snakkede hemmeligheder, delte vores sorger og vores glæder.

Så begik jeg en fejl efter et års tid, at kysse med en fyr, som den ene af pigerne var vild med. Åbenbart. Det vidste jeg ikke på forhånd, men det betød at hun begyndte at sprede en masse grimme og usande rygter om mig. Rigtig grimme rygter!

Fra at være en populær pige i klassen med et (rimelig) velfungerende liv, fik jeg det forfærdeligt. Hele klassen vendte mig ryggen – selv de to andre veninder fra vores lille firkløver

Hverdagen på skolen gik med at deltage i timerne og i frikvarteret spiste jeg min mad på toilettet, hvorefter jeg så kunne kaste op i fred – uden nogen opdagede det. Faktisk kom og gik jeg på skolen – uden nogen rigtig opdagede mig – i ca. 6 måneder.

Jeg havde selvmordstanker. Jeg havde ikke lyst til livet. Alt føltes gråt. Heromkring opdagede mine forældre min spiseforstyrrelse. Der blev straks taget affære. De tog kontakt til en psykolog, og jeg var fra den dag færdig med at kaste op. Really! Det var som en streg i sandet (mærkeligt nok). Men naturligvis var der lang vej tilbage ifht. at få mig rask. En spiseforstyrrelse handler jo om alt andet end at stikke en finger i halsen.

Jeg havde en forløb ved en psykolog i godt et års tid. Det var hårdt. Det gjorde ondt. Jeg blev voksen, alt for hurtigt. Men det hjalp!

Jeg havde i mellemtiden mødt en fyr i Rungsted. Vi mødtes på en skiferie, og vi var sådan lidt on-off kærester. Han var min redning. Absolut. Det var første gang jeg havde oplevet et menneske, der bare forstod mig og som lyttede. Derudover havde jeg en bedste-veninde, som boede udenfor Kbh, og hun var der også for mig. Så da jeg som 18-årig flyttede til København for at færdiggøre min handelsskole (og skride fra alle røvhullerne i Vejle – pardon my french) havde jeg allerede et netværk i byen. Han er stadig en af mine bedste venner i dag.

Jeg var helt fri fra min spiseforstyrrelse som 19 årig. Som 20-årig tog jeg til alperne som ski-guide. Jeg havde rejst jorden rundt med en veninde forinden, boet i både Barcelona og London og tilmed været igennem et ret hårdt break-up med min daværende kæreste. Så da jeg sad i en skihytte i Briancon i Frankring faldt det hele fra hinanden. Jeg kunne ikke mere. Jeg var rodløs – og sygdommen viste sig langsomt igen.

Jeg tog hjem fra alperne før tid, og fik hjælp hos min psykolog. Det tog “kun” et enkelt besøg hos hende.
Siden da har jeg ikke haft trang til hverken at sulte mig selv eller kaste op igen. Jeg lever med min fortid som bulimiker resten af livet, men jeg har ingen symptomer længere og jeg har et virkelig sundt forhold til mad i dag.

Jeg går aldrig på kur. ALDRIG. Jeg har lært at mærke min krop og hvad den har brug for.

Når jeg i dag møder voldsomme udfordringer i livet – som feks. da jeg blev skilt – er jeg opmærksom på at tager mine egne reaktioner alvorligt. Jeg mærker efter og “holder øje med mig selv”, så jeg sikrer mig, at jeg aldrig ender tilbage i det sorte hul min spiseforstyrrelse var.

Jeg ved godt, at ovenstående er et meget løst billede af, hvad en spiseforstyrrelse egentlig rummer af tanker, følelser, intentioner, konsekvenser osv. Men jeg vil bare så gerne vise jer, hvordan det kan se ud. Sådan var mit liv. Dit er måske helt anderledes.

Mange gode hilsner,
Annemette Voss