16 år med bulimi

Jeg hedder Marianne og er i dag 52 år gammel.

Jeg har haft en spiseforstyrrelse i 16 år, hvor jeg kastede op 10 – 14 gange hver evig eneste dag. I dag ser jeg mig selv som rask, men er en af dem, hvor spiseforstyrrelsen altid er i min bagage og ofte titter frem i min bevidsthed.

Det hele startede for alvor, da jeg som 19 år gammel bliver mor for første gang. De første 6 måneder af graviditeten kastede jeg en del op, og i mange år troede jeg, at det var starten på min spiseforstyrrelse. Men nej.
Jeg måtte desværre sande, at mit had til mig selv og min krop, skulle findes langt tilbage i min barndom.

Jeg blev mobbet de første 4 år af min skoletid og fra jeg var 8 – 11 år gammel, blev jeg udsat for forskellige seksuelle krænkelser.

Så en dag gik det op for mig, at jeg faktisk havde masser af grund til at hade mig selv og min krop.

Men tilbage til de mange år med spiseforstyrrelse. Da jeg havde født gik der kun få dage, så startede der en stemme i mit hoved, som hele tiden sagde: ”Din søn skal ikke have en tyk mor. Din søn skal ikke drilles med, at hans mor er tyk” Og der startede min slankekur.

Kuren var dødsdømt fra starten af, for jeg måtte ikke spise noget, men når jeg så gjorde det, kastede jeg op. Fingrene i halsen og så op med det, der var kommet indenbords. Det tog så hurtigt fart og snart var det sådan, at jeg spiste, men kastede op hver eneste gang. Spiste mere og mere og dermed også flere opkastninger. På cirka halvandet år havde jeg tabt mig omkring 30 kg.

En typisk dag for mig

Jeg stod op og fik tisset, tog mit nattøj af og så var det op på vægten, hvor tallet helst skulle være mindre end dagen før, eller som minimum det samme. Nattøj på igen og så morgenmad, som skulle kastes op. Jeg drak litervis af kaffe og saftevand, da det så var nemmere at kaste op.

Efter opkastningen var det af med tøjet og op på vægten, som igen skulle være det samme som før morgenmaden. Hvis ikke, så havde jeg jo ikke fået det hele op. Så masser af saft og kaste op igen.

Det her ritual gentog sig igen og igen dagen lang. Jeg var træt og frøs, men alligevel skulle jeg jo også være mor, skoleelev og kæreste, så jeg var totalt på overarbejde.

Jeg kunne godt være sammen med andre mennesker, men jeg var aldrig nærværende. Hele tiden skulle jeg have fokus på, at jeg ikke måtte spise så meget, at folk undrede sig. Hele tiden skulle jeg være sikker på, at toilettet skyllede ordentligt ud. Lyden bekymrede mig ikke så meget, for jeg havde lært mig selv at kaste op uden lyd.

En aftale med mig selv

Jeg kom i terapi, jeg har været indlagt og jeg har været med i gruppeterapi, men intet har rigtigt hjulpet mig. Jeg kunne helt sikkert have brugt noget kropsterapi og måske noget behandling for den angst, der er forbundet med maden. Jeg følte, at jeg udelukkende brugte mit intellekt, og kunne alt for ofte ”snakke udenom”

Da jeg i 1999 fik mit sidste barn, lavede jeg en aftale med mig selv og Gud om, at hvis denne problematiske graviditet gik godt, så skulle jeg ikke kaste op mere.

Det var første gang, at jeg gjorde forsøget for min egen skyld. Det havde ellers altid været fordi det var dyrt, det var synd for min familie osv.

Det var ofte en kamp mellem trangen til at spise/kaste op og så min forstand, men jeg kom videre. Jeg har haft et tilbagefald for 3 år siden i forbindelse med en depression, men har styr på det igen og kaster meget sjældent op.

Tankerne om at jeg er for tyk, ja de er der dog stadig, men jeg har fat i den lange ende.