Når sundt bliver usundt

Sundhed fylder meget i medierne og i samfundet generelt, men der er sjældent fokus på, at et stort sundhedsfokus også kan have en bagside. Denne undersøgelse er den første kortlægning af ortoreksi i Danmark, og rapporten forsøger at besvare en række underbelyste spørgsmål: Hvor udbredt er ortoreksi? Hvordan opstår og udvikler et stort sundhedsfokus sig? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Undersøgelsen viser, at cirka 2 % af de 15-74-årige i den danske befolkning har symptomer på ortoreksi baseret på stikprøven. Det svarer til cirka 87.000 danskere i aldersgruppen. Det er flere, end der skønnes at lide af anoreksi og bulimi tilsammen. Symptomer på ortoreksi er lige udbredt hos mænd og kvinder, men optræder især hos de 15-34-årige, hvor 4 % har symptomer.
 
Mennesker med symptomer på ortoreksi har et overdrevent og tvangspræget fokus på sundhed. De har svært ved at bryde egne kostregler og forsøger systematisk at undgå et stigende antal ”usunde” fødevarer. Mange føler stærkt ubehag, dårlig samvittighed og behov for at kompensere, hvis kostreglerne overskrides. Det kan være svært at undgå i sociale sammenhænge med spisning. Derfor trækker mange sig fra sociale relationer og samvær, hvilket med tiden kan føre til social isolation. 
 
Flere har oplevet en glidende overgang fra sundt til usundt, hvor interessen for sund kost og træning først har højnet deres trivsel, men med tiden er kommet til at fylde så meget, at det har fået den modsatte effekt. Kostreglerne bliver ofte mere restriktive og rigide over tid, og det kan være udmattende at håndhæve dem. Balancen i livet kan gå tabt, fordi ”sunde” spisevaner tager styringen over tilværelsen og udkonkurrerer andre interesser. Hos nogle bliver kosten så ensidig, at der opstår symptomer på fejl- og underernæring. Målet er dog sjældent at blive så tynd som muligt, som ved en anorektisk spiseforstyrrelse, men derimod at få en sund, slank og veltrænet krop.
 
For mange er sundhed en vigtig del af deres identitet og sociale omdømme, og komplimenter kan motivere og øge et i forvejen stort sundhedsfokus. Nogle trives med et stort sundhedsfokus, men mange oplever, at sundhed i perioder fylder for meget, og de savner hjælp til at håndtere det.