Megareksi

Megareksi er en spiseforstyrrelse, der særligt rammer mænd og sjældent kvinder. Mennesker, der lider af megareksi oplever, at deres krop er for tynd, for let og ikke muskuløs nok. For at blive større og mere muskuløse styrketræner de i timevis hver dag og følger særlige fedtfrie og proteinrige diæter.

Indholdsfortegnelse

Nogle begynder endvidere, i forbindelse med styrketræningen, at tage kunstigt fremstillede hormoner som anabole steroider for at fremskynde vægtøgningen. Uanset hvor meget personen, der lider af megareksi, tager på i vægt, eller hvor meget muskelmassen øges, vil det ikke være tilstrækkeligt eller tilfredsstillende for ham eller hende.

Kontrollen med vægt, træning og specialkost fylder for mennesker, der lider af megareksi så meget, at det ikke er muligt for dem at føre en almindelig hverdag.

For dig som vil vide mere om megareksi

Mega betyder stor og megareksi er en spiseforstyrrelse, hvor ønsket om at få en så stor, muskuløs og tung krop som muligt, samtidig med at bibeholde et slankt udseende, tager overhånd.

Megareksi er endnu ikke en anerkendt diagnose i Danmark. I Sverige og Norge anvendes begrebet dog allerede i den offentlige debat og i Norge har man i flere år diskuteret mænds problemer med kroppens udseende og spiseforstyrrelser i forlængelse heraf. Forskning på området viser, at antallet af mænd, der har et så stort fokus på krop og vægt, at det grænser til det sygelige, er højere end man tidligere har antaget[1].

Tegn på megareksi

Mennesker ramt af megareksi vil ofte have meget rigide regler og ritualer for deres kost, træning og måltider. De træner mange timer og ofte også flere gange dagligt og er ikke særlig fleksible i forhold til at ændre hverken deres trænings- eller spisemønstre. Træningen vil primært bestå af styrketræning, da det er deres muskelmasse, de ønsker at øge.

Deres kost vil som regel bestå af specielle proteinrige diæter og de vil takke nej til sociale arrangementer, som kommer på tværs af deres trænings- og kostprogrammer eller alternativt medbringe deres egen mad. Nogle af de mennesker, der lider af megareksi vil endvidere begynde at tage anabole steroider for at fremskynde vægtøgning og et tegn på megareksi kan derfor også være en meget hurtig vægt- og muskeløgning.

Megareksi og anabole steroider hænger ikke altid sammen

Det er vigtigt at understrege, at brugen af anabole steroider og megareksi ikke nødvendigvis hænger sammen. Mennesker, der eksperimenterer med steroider, har ikke nødvendigvis en spiseforstyrrelse og mennesker, der lider af megareksi, gør ikke altid brug af steroider. At en person gør brug af anabole steroider i forbindelse med ønsket om vægt- og muskeløgning bør altid give anledning til bekymring, da der er en lang række alvorlige bivirkninger forbundet med dette, men man kan ikke ud fra dette konkludere, at personen lider af megareksi.

Aldrig stor nok og aldrig mand nok

Lige som ved øvrige spiseforstyrrelser vil mennesker, der lider af megareksi, have et forstyrret kropsbillede. Hvor mennesker med anoreksi altid vil se sig selv som større end de reelt er, vil mennesker, der lider af megareksi altid se sig selv som mindre, end de reelt er. De vil ofte have en følelse af manglende mandighed og være angste for at virke små og svage. Uanset hvor mange kilo de tager på og hvor meget, de øger deres muskelmasse vil de ikke føle sig gode eller store nok.

Lavt selvværd og kontrol over kroppen

Mennesker, der lider af megareksi, vil ofte have et lavt selvværd ligesom andre, der lider af en spiseforstyrrelse. Tidens kropsideal og fokus på en sund livsstil med træning kan være en del af grunden til, at nogle udvikler et lavt selvværd, men ligesom ved de øvrige spiseforstyrrelser kan det i lige så høj grad handle om svære følelser og oplevelser, den enkelte ikke ved hvordan han eller hun skal håndtere. Kontrollen over kroppen bliver en form for overlevelsesstrategi, som fjerner fokus fra de oprindelige følelser.

Steroidernes bagside

Ikke alle, der lider af megareksi, gør brug af anabole steroider, men ofte vil fristelsen være stor, da man kan tage op til 20-40 kg på ved hjælp af dem. Men som alle andre stoffer har steroiderne en bagside. Mennesker, der i forbindelse med at lide af megareksi begynder at bruge steroider, vil ofte slå bivirkninger og konsekvenser væk, men det er vigtigt at understrege faren ved langvarig brug af steroider.

Steroider forstyrrer kroppens processer og balance, hvilket blandt andet kan medføre leverskader, hårtab, åreforkalkning, forstørret hjerte, udvikling af bryster og akne. Derudover medfører brugen af steroider som regel altid psykiske forstyrrelser og høj aggressivitet samt manglende lyst og evne til at dyrke sex; altså impotens.


[1] http://www.information.dk/35381

Diagnosekriterier

Der findes to dominerende diagnosesystemer – WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). I Danmark og i det meste af Europa anvendes ICD som diagnostisk manual, mens forskningen generelt tager udgangspunkt i det amerikanske DSM.

I dag opereres med ICD-10 og DSM-5. ICD-10 blev senest revideret i 1992, mens DSM-5 blev revideret i 2013. I 2018 udkommer ICD-11, som forventes at læne sig op ad DSM-5, og der vil sandsynligvis vil være tilføjelser og korrektioner inden for spiseforstyrrelsesområdet.

Hverken ICD-10 eller DSM-5 har anerkendt megareksi som diagnose og umiddelbart synes der heller ikke at være planer om at indføre lidelsen i næstkommende revision af systemerne, som der fx er med tvangsoverspisning, hvorfor der heller ikke foreligger nogle diagnostiske kriterier for lidelsen.

For at kunne indføre megareksi i diagnosesystemerne kræves det, at der findes frem til en videnskabelig og fagligt accepteret definition af lidelsen samt en række brugbare, diagnostiske kriterier, som kan reproduceres på tværs af mange undersøgelser. Derudover skal lidelsen ikke kunne beskrives inden for rammerne af de diagnoser, der allerede eksisterer.

Dog placeres megareksi som underkategori til den kliniske definition Body Dysmorphic Disorder eller dysmorfobi (dys =anderledes, morfe = billede, fobi = skræk). Dysmorfobi er en psykiatrisk lidelse, der er kendetegnet ved en sygelig besættelse eller optagethed af fejl og mangler ved ens udseende1.

Læs mere

1Lichtenstein, Mia Beck (2013): Besat af træning - når sund motion bliver til skadelig afhængighed, Dansk Psykologisk Forlag