Jeg kan blive rasende over, at vi i Danmark ikke har flere behandlingstilbud mod BED

Jeg tror, jeg altid har været lidt kropsforstyrret, jeg kan i hvert fald huske, at jeg fokuserede meget på min krop og mit udseende som barn. Fx havde jeg en kæreste i femte klasse, som sagde til min veninde, at han ikke længere ville være kærester, fordi jeg var tyk. Det blev en definerende kropsopfattelse for mig så tidligt i mit liv, vel og mærke i 90’erne hvor kulturen emmede af kost og motion, og hvor den ukronede fitness-dronning Charlotte Bircows ‘Balder af stål’ kørte på repeat hjemme i danskernes tv-stuer. 

Jeg mindes, at BED’en begynder at vise sine første tegn, da jeg er 12 år gammel, og mine forældre lige er blevet skilt. Det kom ret meget ud af det blå set fra mit 12-årige perspektiv, og min mor får en ny mand, og min søster og jeg får dermed en stedfar. Min stedfar var lidt en træmand af få ord, men han kunne rigtig godt lide at forkæle os børn. Det var hans måde at vise omsorg og kærlighed på. På et tidspunkt kommer ud for en ulykke, hvor jeg brækker min arm, og han kommer hjem med kage og Cocio til mig, fordi han synes, det er synd for mig, at jeg nu skal holde mig så meget i ro hjemme på sofaen. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg sidder der i sofaen og spiser kagen og drikker kakaoen og føler en skam over at have spist det, men uden at bevæge mig. Det starter en ond spiral, hvor jeg føler skam og bliver ked af det, hvilket gør jeg får lyst til at spise endnu mere, og sådan fortsætter det i ring inde i mit hoved.  

Efter min mor og stedfar har fundet sammen, flytter vi fra Silkeborg til Fyn, hvor han bor. Han driver en familievirksomhed og er derfor mere bundet til Fyn, så min mor vælger at flytte hjem til ham og tager min søster og mig med. Det var en stor omvæltning for mig. I Silkeborg gik jeg på en kreativ privatskole med nogle skønne hippieagtige lærere og musikpædagoger, mens jeg på Fyn skal bo i en lille provinsby og gå i en kommunalskole, hvor mange går op i nogle helt andre ting end mig.  

Selvom jeg holdt meget af min stedfar, syntes jeg, det var en meget svær periode med skilsmisse, ny by, nyt hjem, ny skole, nye venner, en brækket arm osv. Jeg havde brug for at finde noget selvomsorg, og det blev gennem maden. Når jeg spiste, kunne jeg slippe ud af mit hoved og komme ned i min krop. Jeg kunne fokusere på smagene, madens farver og tekstur i stedet for at være fanget i mit hoved og i mine følelser.  

Det er først i starten af mine tyvere, at det begynder at gå op for mig, at jeg spiser med følelserne. I gymnasiet var jeg opmærksom på, at jeg så anderledes ud end mine klassekammerater. De svinger lidt i vægt, men min vægt stiger bare stødt. Der var en kultur, hvor man opfattede tykke mennesker som dovne, og at det var ens egen skyld, hvis man var tyk. Spiseforstyrrelser kom kun til udtryk i form af utroligt tynde mennesker. En opfattelse som, jeg oplever, stadig hersker i vores kultur den dag i dag.  

Jeg beslutter mig for, at nu skal der altså ske noget med min vægt, og at det ikke kan fortsætte på den her måde. Vægtvogterne var begyndt at dukke op i Danmark, en organisation der med gruppemøder og pointsystemer forsøgte at hjælpe folk med at tabe sig. Jeg melder mig til, og det går sådan set fint nok. Men til møderne handler det rigtig meget om, hvilke madvarer vi kunne erstatte vores nuværende kost med og meget lidt om det personlige. En dag forsøger jeg til at af møderne at sætte ord på mine tvangsoverspisninger, og hvilke følelser de afføder i mig, og her gør bliver jeg gjort opmærksom på, at nu må det ikke blive alt for personligt. Formålet var ikke at tale om følelser, men at tale om kost og motion, så det hjalp slet ikke på spiseforstyrrelsen. 

2020 blev et skelsættende år 

For fem år siden finder jeg ud af, at der findes en spiseforstyrrelse, der hedder BED, og jeg kan genkende mig selv i beskrivelsen af symptomerne. Der er en testordningen hos Odense Universitetshospital, hvor man kan komme i gruppeterapi, så det melder jeg mig til og får at vide, at jeg har BED i moderat grad. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, for det betød, at det faktisk ikke var min egen skyld, at jeg ikke kunne tabe mig, uanset hvor inderligt jeg ønskede det.  

Jeg starter i gruppeterapi i slutningen af 2019, og i begyndelsen af 2020 kommer den første corona-nedlukning. 2020 er i det hele taget et vildt år for mig. Coronaen medfører, at behandlingen trækker ud, og den skifter mellem at være fysisk og online. Jeg trives ikke med at gå derhjemme. Jeg savner mit arbejde som gymnasielærer, og jeg synes, at det er udfordrende at lave online-undervisning samtidig med, at jeg skal sørge for at mine børn også passer deres skolegang. I dag driller de mig lidt med, at jeg var helt gakgak under corona. De kunne jo godt mærke, at jeg ikke havde det godt. 

Da vi nærmer os sommeren, og vi så småt er begyndt at komme tilbage på arbejde, dør min onkel og fætter meget pludseligt med én uges mellemrum. Det starter en vild proces inde i mig, hvor jeg begynder at reflektere meget over mit ophav, hvad jeg kommer af, hvad jeg har med fra min fars side af familien osv.  

Sideløbende med det beslutter jeg mig definitivt for at gå fra min mand. De sidste 5-6 år af vores parforhold har været rigtig svære, vi har været i terapi, men jeg kan godt se, at det ikke bliver bedre. Vi går fra hinanden i september, og en uge efter dør min stedfar helt ud af det blå. Jeg vågner om natten ved, at min mor ringer til mig og fortæller mig, at han er død. Der skyller en stor sorg ind over mig, for han har været i min nærmeste familie størstedelen af mit liv. Derudover drev han jo den her lille familievirksomhed i et lille samfund, så alle i lokalområdet kendte til hans død, og den opmærksomhed det skabte blandet med, at vi skulle planlægge en begravelse og de praktiske ting, der følger med et dødsfald, var så overvældende for mig. 

Alle de ting, der er sket i løbet af året, dødsfaldene, skilsmissen, nedlukninger osv. skubber også til min BED. Jeg har brug for at lukke ned for nogle af alle de overvældende følelser, jeg mærker, og det gør jeg gennem maden. På det punkt er det godt, at jeg når at starte i behandling, inden alt det her sker.  

En ting, der overrasker mig i behandlingen, er, at det ikke er os alle, der er tykke. Hvis jeg skal være helt ærlig, bliver jeg faktisk lidt provokeret første gang, jeg møder de andre, fordi nogle af dem nok kan betegnes som ‘normalvægtige’ ud fra BMI. Jeg kan ikke lade være med at føle, at de tager pladsen fra en anden, som har mere brug for den. Men jeg finder jo ud af, at man sagtens kan have BED uden at være tyk. 

Efter det første møde er jeg helt svævende. Jeg har slet ikke nogen tvangsoverspisninger i ugerne efter, og det føles som om, der er nogen, der har løftet en tung rygsæk af mine skuldre, som jeg har båret på hele livet. Det bliver et vendepunkt for mig at starte i gruppeterapi. 

I behandlingen handler det meget lidt om vægttab, men i højere grad om at acceptere sin krop og forstå de mekanismer, der ligger bag spiseforstyrrelsen og tvangsoverspisningerne. På den måde bliver jeg også bedre til at stoppe mig selv, når jeg kan mærke et behov for at overspise. Vi møder heller ikke hinanden med skam i gruppen, hvis en af os ikke har kunnet lade være med at overspise, for det er jo sket for os alle sammen. På den måde bliver gruppen et trygt frirum for mig.  

Digtsamlingen ‘Fede mor’ bliver til 

I begyndelsen af mit behandlingsforløb begynder jeg at skrive min tanker ned som digte. Det opstår ud af ren frustration, da jeg står midt i det her skelsættende år. Jeg har altid skrevet og være enormt glad for litteratur og lyrik. Jeg underviser bl.a. også i dansk som gymnasielærer, så det med skrift og tekster har altid været vigtigt for mig. En dag læser jeg nogle af digtene op i BED-gruppen, og de andre kan spejle sig i det, jeg har skrevet. De bliver ved med at opfordre mig til at gøre noget mere ud af det og undersøge, om der ikke er nogen, der vil udgive det. I 2021 siger Forlaget Kraka ja til at udgive min digtsamling. 

Jeg bruger selvironi og komik i mine digte, fordi det hele ikke behøver at være så mørkt og trist. Det er okay, hvis man sidder og smiler eller fniser lidt, mens man læser mine digte, selvom BED, døden og forliste parforhold i sig selv ikke er sjove.  

Jeg har nok altid brugt humor i mit liv til at distrahere folk. På den måde har jeg ikke været hende den tykke, men derimod hende den sjove, og det ville jeg langt hellere være. Det er jo også lidt en stereotyp, man kan se, hvis man tænker på fx skuespillere fra populærkulturelle film som Rebel Wilson, der spiller Fat Amy i Pitch Perfect og Melissa McCarthy der spiller Megan i Bridesmaids. Karaktererne er ikke kun tykke eller kluntet, men også sjove, og det kan fjerne noget fokus fra deres kroppe.  

Digtsamlingen har særligt givet anledning til nogle gode samtaler med mine elever. Jeg synes jo, en af de vigtigste opgaver, jeg har som lærer, er at vise eleverne, at det er okay, hvis livet er svært, og at de godt kan være velfungerende mennesker, selvom de måske har en spiseforstyrrelse, depression, angst eller hvad det nu kan være.  

Der er behov for flere behandlingstilbud 

I dag befinder jeg mig et rigtig godt sted, hvor jeg har langt mere kontrol over min BED, end jeg havde før. Jeg kan stadig have tvangsoverspisninger, særligt hvis jeg går igennem en svær eller stresset periode. Det tænker jeg egentlig, der er mange, der kan relatere til. Hvor andre måske får trang til at gå mere i byen og drikke mere alkohol, end de plejer, får jeg trang til at overspise. Forskellen er bare, at i dag går der længere tid mellem tvangsoverspisningerne, og jeg er også blevet langt bedre til ikke at slå mig selv oven i hovedet, når det sker. Det er virkelig noget, jeg fik med mig fra behandlingen. Jeg er i stand til at tænke, nu er det sket, i morgen er der også en dag. Det kan måske virke banalt, men for rigtig mange mennesker med BED, er det en uendelig kamp at bære rundt på skammen, og det, at jeg nu kan slippe den, har gjort en verden til forskel for mig.  

Dog kan jeg blive helt rasende over, at vi i Danmark ikke har flere behandlingstilbud mod BED i det offentlige, når jeg nu ved, hvilken effekt det har haft for mig at gå i behandling. Jeg oplever, at vi i langt højere grad taler om vægtmedicin, og hvordan vi kan mindske overvægt, fremfor at reflektere over hvorfor vi bliver tykke til at starte med. Det frustrerer mig, at der fortsat er en opfattelse af, at tykke mennesker selv er skyld i deres vægt, og at det kan opfattes som et udtryk for dovenskab eller mangel på intelligens. Jeg er hverken doven eller dum, men min spiseforstyrrelse gør, at jeg ikke bare lige kan tabe mig. Hvis vi kan anerkende, at mennesker med andre sygdomme, ikke selv er skyld i deres diagnose, hvorfor kan vi så ikke gøre det samme med mennesker, der har BED? Det forstår jeg simpelthen ikke.